Susling hønemor

Jeg ved ikke, hvordan andre har det med deres moderskab. Men personligt har jeg altid gjort en dyd ud af at slippe mine børn og lade dem tage deres egne skridt ud i livet. De skal jo lissom lære at være. Uden mit opsyn. Men det er ikke altid lige nemt. For dybt inde i mig bor der en stor bekymret Mutti med et meget fjedret vingefang. Gok, gok.

Jeg arbejder med hende. Det gør jeg. Som den gang min lille Skumfidus 7 år gammel insisterede på at gå alene i skole. Vi bor midt inde i København i et område, hvor alle trafikregler er sat ud af spil. Vi er så loose, synes vi selv. Os der bor her. Også i trafikken. Så det var om at tage en dyb indånding, tape den forskræmte Hønemors vinger ind i gaffa og lade ungen finde sin egen vej ud i trafikken og hen til skolen. En lille bitte pige med en kæmpe skoletaske på ryggen. Jeg hang ud af vinduet og fulgte hendes vej så langt jeg kunne. Mest af alt havde jeg lyst til at iklæde mig skæg og blå briller og snige mig langsomt efter hende, så jeg kunne gribe ind, hvis der skulle ske noget. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Jeg accepterede også den gang hun 9 år gammel erklærede, at hun ikke længere gad gå på fritidshjem, men meget hellere ville være fast 1.passer for en hest ovre på rideskolen. At hun i forvejen gik til ridning var slemt nok. Jeg er bange for heste og skal personligt ikke nyde noget. Men hun skulle jo ikke lide under mine fobier og uhæmmede hønemormentalitet. Så ok til ridning og ok til at hun skulle over på rideskolen hver dag efter almindelig skole. Igen igennem en masse trafik.

Der var også den gang, hvor hun blev udsat for et røverisk overfald. Og den gang hvor hun fik stjålet sin taske. Mit moderhjerte bævrer. Stadig.

Nu er begge mine unger så draget af sted til Roskilde Festivalen. Min søn for allerførste gang. Min indre hønemor gokkede lidt og tænkte:"Alle mine kyllinger!" Men jeg fik hende dysset ned og tænkte i stedet:" Ah, voksentid. Så skal vi have lever a la venezia (som ungerne hader) og sex. (Det er nemlig slet ikke så let at dyrke forældresex med store unger i huset. Når de er små, så kan man putte dem i seng og så ved man, hvor man har dem. Men store unger går i seng på ukristelige tidspunkter eller kommer hjem fra fester på ukristelige tidspunkter, hvor forældrene forlængst har puttet sig selv. Eller er faldet i søvn foran fjernsynet.)

Og så er det, at jeg bliver ringet op kl. 5 om morgenen af en eller anden vagt fra Roskilde Festivalen, der bare lige ville fortælle, at de har fundet Skumfidusens pung (heldigvis med indhold) og at hun kan afhente den ved Tårn N!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Da jeg får fat på Skumfidusen viser det sig, at hun havde set 3 østeuropæere komme ud af sit telt og at hendes pung var blevet stjålet. Og at hun havde været i panik hele natten.

Så i dette øjeblik flakser min indre hønemor fuldstændig hysterisk gokkende rundt og hvis jeg ikke havde bare et minimum af anstændighed, så havde jeg forlængst kastet mig ud på motorvejen, speedet hele vejen til Roskilde. Havde lassoet begge mine unger og proppet dem ind under mine vinger igen. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. De ville helt sikkert også sprælle for meget.

Susling i nu'et

Det ville være synd at sige, at ordene i disse dage flyder fra mig som skidt fra en spædekalv (fed metafor, ikk').

Dagene er bare futtet derudaf i sit eget tempo med spændingsfyldt indhold som arbejde, fitness og oprydning. Oprydning skal der til, hvis man som mig bor i en skotøjsæske. Personligt følger jeg kassekurveprincippet. Alt har sin plads og bor i sin respektive kasse, kurv, skål, krukke mv. Man skulle så tro, at når tingene i min lille skotøjsæske ved, hvor de bor, så kan de også selv finde hjem. Det kan de så ikke. Ret ofte er de flyttet ind hos min smukke datter og den er efterhånden stensikker, at er noget blevet væk, så ligger det inde hos hende. Mit tøj f.eks. Men lad det nu ligge, for hun siger dagligt, at hun elsker mig og så smelter jeg, og alle mine onde hævntanker og fantasier om restriktioner forsvinder som dug for solen.

Min søn siger også, at han elsker mig og bliver så glad, hvis jeg sådan lynbørge har vasket hans yndlingstøj. Og det gjorde jeg da gladeligt i søndags, for i dag har han første skoledag. (Jeg har købt blyanter til ham). Jeg blev sågu da helt rørt, da jeg vinkede farvel til ham og hans to venner. Rigtige små mænd, der starter næste fase af deres liv. (Snøft! Og om et år bliver min datter student og inden jeg ser mig om, så er det eneste jeg vasker, min mands sure sokker og mine egne underhyllere!)

Kæft! Tiden går hurtigt! Og jeg synes lige det var i går, jeg badede de to små numsetrolle. Jeg har dog tilpas meget selverkendelse til ikke længere at snakke graviditeter og fødsler med nye vordende forældre. Når det er 19 og 16 år siden man selv var på den galej, så synes jeg faktisk ikke, at der er så meget at byde ind med. Selv om processen i princippet er den samme, så er der formodentlig sket så meget nyt bla. på drugsfronten. Og i virkeligheden er jeg jo selv i gang med en helt anden børnefase, der, hvis jeg selv skal sige det, er lige så spændende.

Nå, men det jeg ville sige var, at jeg i øjeblikket prøver at være tilstede i nuet. Det er en svær diciplin, fordi man hurtigt kan komme til at skemalægge og tænke fremad (og så bliver jeg stresset) og det er lige før man allerede skal tænke på julegaver og næste år. Det gider jeg ikke. For så har man teknisk set levet sit liv mentalt, før man har levet det. Ligesom hende i min første mødregruppe, der i ramme alvor spurgte os andre, om vi også sparede op til vores ungers konfirmation. Jeg lader den lige stå lidt på lystavlen! (Ungerne var på det tidspunkt 3 mdr. gamle og 13-14 år var i den sammenhæng en umulig abstraktion).

Ja, altså, det er så det jeg gør, prøver at være i nuet. Det kan anbefales.

Susling om vinterferier og kærlighed

Vinterferier er farlige, man kan både fare vild og blive dræbt. F.eks. sad vi lørdag morgen og hang over morgenmaden og hørte så nyheden om, at en bus med danskere var kørt galt i Tyskland. Jeg fik et kæmpesug i maven og vi så lidt bekymrede på hinanden. Aftenen før havde vi nemlig sendt Skumfidusen afsted til Prag i en bus.

"Det er jo det man frygter allermest," sagde Anders. "Ja,"svarede jeg. For selv om man som regel går ud fra, at alt er godt, så lurer bekymringen altid et sted, når man sender sine unger ud i verden.

En time senere tikkede der en sms ind. "Har hørt om busulykke, ville bare fortælle, at jeg er kommet frem og at alt er i orden". Jeg er superglad for, at jeg har så betænksom en datter. Nu skal vi så bare lige ha' hende hjem igen.

Til gengæld er DJ Brockhouse vendt hjem og ligger nu og snuer sammen med Den Skønne. De har været i Århus, hvor han skulle præsenteres for hendes far. Holy shit. Den slags er store sager og han har vist været lidt bekymret på den sammenbidte mandemåde. Han er så vidt jeg ved også den første, der sådan bliver præsenteret officielt og ansigt til ansigt. Man må derfor gå ud fra, at det er en stor og alvorlig kærlighed, de to har fået sig. (De passer nu også forrygende sammen. I går kunne jeg høre, at de sad og hyggenynnede sammen, mens de passede hver deres. Han er også ved at lære hende at spille spil på X-boxen. Og de laver lektier sammen. Større kan det vel ikke blive og jeg kan vist med sindsro overlade ham til hende. Så kan hun tage sig af alle hans små bekymringer, når hun er her. F.eks. har han klaget en uge over en t-shirt, der var blevet væk. Jeg gad ikke at rode hans værelse igennem. Men det første hun gjorde var at se hans skab igennem og finde t-shirten. Hurra! Jeg synes nu stadig, at han selv burde ha' gjort det.)

Nå, men så vidt jeg kunne forstå på hans kæreste, så var han både blevet godkendt og accepteret af faren. Han skulle vist ovenikøbet rigtig godt kunne li' ham. Det er jeg også glad for - at jeg har en søn, andre godt kan lide. Det ville nemlig komplicere sagen lidt, hvis nu faren havde syntes, at min søn var en døgenigt. Det kan jeg så til gengæld godt gøre en gang i mellem. Men det må jeg godt, for jeg er hans mor.

Susling siger: Young love

Skumfidusen går rundt og sørger lidt og Dj Brockhouse kører tværs over Sjælland flere gange på en uge, for at være sammen med sin udkårne.

De er kort sagt godt i gang med kærlighedens mange sider.

Det er nu ikke sådan, at Skumfidusen er helt nede, men bruddet med Cykelmyggen har gnavet lidt i hendes selvværd. Nu går hun pludselig rundt og synes, at hun er for tyk og forkert. Kun i glimt selvfølgelig. Men alligevel. Det er jo ikke noget en mor kan gøre så meget ved. Heldigvis har hun venner, der kan og det hjælper især, når en af hendes mandlige skolekammerater siger, at de fleste drenge i omgangskredsen er ret vilde med hende, og at de synes ham Cykelmyggen, da må være godt åndsvag.

Personligt går jeg ikke ind for, at man skal finde sit selvværd gennem andre - og da slet ikke en mand/mænd. Det troede jeg sådan set også, at jeg havde lært min datter - at man skal finde den slags i sig selv. Omvendt kan man jo ikke helt sige sig fri fra det faktum, at man bliver smukkere og stærkere via andres kærlighed. Vi er sociale dyr og jeg kan da godt mærke, at jeg bliver gladere for min krop, når Anders stryger den.

Det jeg godt kan spekulere lidt på sådan kærligheds wise, det er, om vi som forældre måske har sat barren lidt for højt? Vi er jo ungdomskærester og har formået at holde sammen i rigtig mange år. Det er det ungerne er vokset op med og det er det, de selv søger. Det er jo bare ikke alle forundt og så skal der kysses nogle frøer, før det hele falder på plads. Hvis det overhovedet falder på plads. For hvad nu, hvis den, der er det perfekte match, går rundt i Japan eller er gift med en anden?

Lige nu synes Dj Brockhouse, at han har fundet det perfekte match og skøn det er hun. Både med kontaktlinser og briller. Både med sat hår og rodet sovekammerhår. Når hun hyggenynner og når hun sidder med store klare og tænksomme øjne og fortæller om sine fremtidsplaner.

Lige som Cykelmyggen havde, så har hun en plads under min vinge. Men kors, hvor bliver man ked på mor-måden, når de flyver væk igen.

Susling om teenagere og familier

I går kom Dj Brockhouse sur og formørket hjem fra sit weekend-kærestebesøg i provinsen. Chokoladekalenderen, jeg havde købt til ham, var noget lort - han havde allerede fået den samme af sin nye kæreste (som forøvrigt er mørk ligesom mig, lidt punket, som jeg var, da jeg var ung og så vil hun være journalist - eeeww! Er han blevet kærester med én, der ligner hans mor?!)

Han sendte vrantne signaler omkring sig og lagde sig så på sin seng med hovedet vendt ind mod væggen. Da han kom lidt op til overfladen igen, satte han en sur seddel på køleskabet skrevet med rødt og tre udråbstegn, hvor der stod, at vi skulle ordne hans cykel. Her til morgen sagde han, at hans bukser skulle syes. Ikke noget med om jeg ville være sød og sy dem. De skulle bare syes. Han orienterede også lige om, at der var skole-hjemsamtale i morgen. Og at han mente, at vi havde fået sedlen om det. SUK! Det er nu man skal tænke manglende neuronforbindelser og ikke fuldtudviklede pandefrontallapper.

Faktisk viste det sig, at han var ked af, at han måske ikke kunne se sin udkårne de næste tre uger, fordi hun ikke havde lavet de lektier, hun skulle og hun forøvrigt er skilsmissebarn, der også skal besøge sin far. Nu er det vist så meningen, at jeg skal rykke ud på 911-morhjælp-måden og tale hans svigerfamilie til ro. Faktisk noget, jeg er ret god til. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg gider. Andre må sågu da også tage sig lidt sammen og lade ungerne bestemme til og fra og lade dem gro ved at opleve konsekvenserne af deres handlinger.

Pfui altså, på nogle måder var det egentlig nemmere, at være mig anno teenager. Selv om det ikke var det mest festlige at flytte hjemmefra som 16 årig, så kunne jeg bestemme selv. Og jeg kunne finde ud af, at tage mit ansvar på mig, fordi det var jeg bare nødt til.

Men måske er det også derfor jeg er lidt blød over for mine unger?! For selvfølgelig syer jeg hans bukser, hans far lapper hans cykel og vi laver en feberredning på skole-hjemsamtalen - som altid. Chokoladekalenderen må han sgu' til gengæld leve med.Lissom det med kæresten.

PS: Der er lys forenden af tunellen. Jeg ved det, for Skumfidusen "Airhead" er ved at mutere til et fornuftsvæsen og hun er hård mht. Cykelmyggen: "Kan han ikke finde ud af, at værdsætte mig og kæmpe lidt for mig, så kan det være ligemeget, " siger hun. Hun siger også:" Jeg mærker slet ikke det sammen i maven mere, når jeg ser ham. Jeg synes bare, at han er fjollet, når han ikke vil hilse. Det er da en dum måde at slutte på." You go girl!