Susling om teenagere og familier

I går kom Dj Brockhouse sur og formørket hjem fra sit weekend-kærestebesøg i provinsen. Chokoladekalenderen, jeg havde købt til ham, var noget lort - han havde allerede fået den samme af sin nye kæreste (som forøvrigt er mørk ligesom mig, lidt punket, som jeg var, da jeg var ung og så vil hun være journalist - eeeww! Er han blevet kærester med én, der ligner hans mor?!)

Han sendte vrantne signaler omkring sig og lagde sig så på sin seng med hovedet vendt ind mod væggen. Da han kom lidt op til overfladen igen, satte han en sur seddel på køleskabet skrevet med rødt og tre udråbstegn, hvor der stod, at vi skulle ordne hans cykel. Her til morgen sagde han, at hans bukser skulle syes. Ikke noget med om jeg ville være sød og sy dem. De skulle bare syes. Han orienterede også lige om, at der var skole-hjemsamtale i morgen. Og at han mente, at vi havde fået sedlen om det. SUK! Det er nu man skal tænke manglende neuronforbindelser og ikke fuldtudviklede pandefrontallapper.

Faktisk viste det sig, at han var ked af, at han måske ikke kunne se sin udkårne de næste tre uger, fordi hun ikke havde lavet de lektier, hun skulle og hun forøvrigt er skilsmissebarn, der også skal besøge sin far. Nu er det vist så meningen, at jeg skal rykke ud på 911-morhjælp-måden og tale hans svigerfamilie til ro. Faktisk noget, jeg er ret god til. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg gider. Andre må sågu da også tage sig lidt sammen og lade ungerne bestemme til og fra og lade dem gro ved at opleve konsekvenserne af deres handlinger.

Pfui altså, på nogle måder var det egentlig nemmere, at være mig anno teenager. Selv om det ikke var det mest festlige at flytte hjemmefra som 16 årig, så kunne jeg bestemme selv. Og jeg kunne finde ud af, at tage mit ansvar på mig, fordi det var jeg bare nødt til.

Men måske er det også derfor jeg er lidt blød over for mine unger?! For selvfølgelig syer jeg hans bukser, hans far lapper hans cykel og vi laver en feberredning på skole-hjemsamtalen - som altid. Chokoladekalenderen må han sgu' til gengæld leve med.Lissom det med kæresten.

PS: Der er lys forenden af tunellen. Jeg ved det, for Skumfidusen "Airhead" er ved at mutere til et fornuftsvæsen og hun er hård mht. Cykelmyggen: "Kan han ikke finde ud af, at værdsætte mig og kæmpe lidt for mig, så kan det være ligemeget, " siger hun. Hun siger også:" Jeg mærker slet ikke det sammen i maven mere, når jeg ser ham. Jeg synes bare, at han er fjollet, når han ikke vil hilse. Det er da en dum måde at slutte på." You go girl!