Susling om at ville og skulle
I tirsdags spurgte min jobcoach mig, om hvad jeg virkelig ville. Hvad der ville være det ultimative job for mig? Behøver jeg at sige, at jeg blev paf og temmelig mundlam? For det er sågu da et stort spørgsmål og føles nærmest blasfemisk i en krisetid. Hvad jeg virkelig vil?
Dunno.
Som ung og nyuddannet ville jeg være tekstforfatter på et reklamebureau - og det blev jeg. Da jeg fik barn nummer 2, var jeg temmelig udkørt af rejser og hårde deadlines, så der ville jeg være kommunikationskonsulent et roligt og familievenligt sted - så det blev jeg. Efter nogle år brusede eventyrlysten i mig igen og så ville jeg være tekstforfatter på et reklamebureau - og det blev jeg.
Så ville jeg arbejde med web - og det kom jeg til og så ville jeg være selvstændig - og det blev jeg. Jeg ville skrive artikler - og det kom jeg til. Og så lidt mere web og lidt ekstra og noget undervisning og mere til. Efterhånden holdt jeg nemlig op med at ville. Stille og roligt blev det mere at skulle fremfor at ville. Det holdt sgu ærlig talt op med at være sjovt. (Er det meget forkælet, at man godt vil ha' det lidt sjovt, mens man tjener sin løn?)
Så at ville noget, det er lang tid siden efterhånden. Vil jeg f.eks. arbejde med at skrive et helt website om pension og finans? Vil jeg skrive om energi, miljø og klima?
Kan man overhovedet tillade sig at ville? Er det efterhånden ikke mere bare noget med at skulle? At tage det man kan få og være glad til? Bare det føles nogenlunde i maven og dem man bliver ansat hos opfører sig normalt.
Dunno.
posted by susling @ fredag, november 27, 2009
9 Comments:
Man skal ville, ellers er det det ikke værd, det er min overbevisning. Det lykkedes ikke altid, men det må da helt klart være målet.
Christina, min erfaring er også, at man skal ville. Det er når man vil, at det lykkes. Men det er også en lidt forkælet holdning, sku' jeg mene. Vil man f.eks. være skraldemand?
Jeg kæmper med mig selv lige nu!
Sådan som jeg læser dig, så skal du nok nå frem til at ville. Igen. Det er blot lang tid siden, at du har været i en situation, hvor du har haft mulighed for at ville - eller kunne tænke på at ville.
men jeg håber virkelig, at du finder ud af det, for det kan jo kun du - og det er SÅ fedt at ville, at glæde sig til at komme på arbejde, til opgaverne, kollegerne, ansvaret og udfordringerne.
God søgning!
Jeg tror faktisk der er nogen der vil være skraldemænd, kender mindst en. Pga arbejdstiden (han ville gerne have tidligt fri og havde ikke noget imod at gå i sneg samtidig med børnene) og lønnen. It takes all sorts!Da jeg var færdig som student ville jeg også rigtig gerne være hjemmehjælper, det gav mig mulighed for at spare penge sammen til min jordomrejse. Nu er det bare helt andre ting jeg vil, og jeg tror det er tricket, at være opmærksom på de skift der sker med en selv og i ens liv, der gør at de ting man vil ændrer sig. Andre vil så måske mene at man er vægelsindet eller ikke kan beslutte sig eller hvad pokker, men sandheden er jo, at vi alle ændrer os med tiden, nogen er bare mere opmærksomme på det end andre. Held og lykke, du skal nok finde ud af det!
Kender også en skraldemand og han er faktisk ok tilfreds. Skal nok finde det - igen. Men tak for opbakning :-)
- og så bare lige den anden vinkel:
Der er ikke noget i vejen med 'at ville'. Det er faktisk hele grundlaget for at kunne holde sig selv ud!
Det, der er noget galt med er den der tudekiks-barnerumpe-überegoistholdning med 'jeg vil KUN ...'.
Prøv at spørge coachen om hvilken slags det egentlig er han efterlyser?
Ja, Dana, jeg har sat dagen af i morgen til at forberede mig lidt bedre til mit næste møde med jov coachen. Jeg kan mærke, at han kan sit kram og sætter tanker i gang. Det er et forsøg Københavns Kommune kører i forbindelse med aktivering. Jeg er tæt på at synes, at det her er noget, der klodser...
Om "den der tudekiks-barnerumpe-überegoistholdning med 'jeg vil KUN ...'." gælder for mig? Skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved kun at jeg i sin tid bad om en fritstilling,fordi jeg følte at jeg havde drejet helt forkert i forhold til mine kompetencer og min personlighed og så var jeg bare godt gammeldags træt, fordi jeg havde mistet fokus.
"Jeg vil KUN ... " gælder, når man som f.eks. en af mine naboer går ledig i tre år, fordi man stædigt siger "Jeg er gymnasielærer. Jeg vil KUN undervise på gymnasier!". Nu underviser hun belastede, handicappede børn (som aldrig kommer i nærheden af et gymnasium), og går lykkelig ud af sin dør hver morgen. Hun laver nemlig det, hun allerhelst ville: hun underviser. Hun underviser med arme, ben, og hele kroppen og nyder det. Hun var bare lige nødt til at lære, at 'undervise' ikke kun er én ting, sådan som hun oprindelig troede.
Det er noget helt andet end at forlade et job, fordi det pludselig går ud på noget helt andet end der oprindelig var lagt op til, synes jeg. Eller at forlade en branche, der har ændret sig så totalt at man har svært ved at genkende den.
Tak, Dana, jeg føler mig heller ikke så'n tudekiksforkælet.
Jeg ved så ikke om det er branchen, der har ændret sig. Den har altid (web)været selvhøjtidelig, kaotisk, umoden, bedrevidende og selvtilstrækkelig. Jeg tror mere, at det er mig, der er kørt træt i den selvforståelse og måske også har ændret mig en smule. Dunno.
Send en kommentar
<< Home