Susling springer over

Jeg vil indlede denne dag med at bakse rundt med møblerne i stuen. Der er egentlig ikke nogen speciel grund til det, for de står meget godt, der hvor de står og det er heller ikke lige frem sådan, at der er mange variationsmuligheder. Men jeg trænger til at bakse med noget. Slæbe bordben tungt henover gulvet og skubbe sofaen til det giver et højt knæk, fordi jeg har skubbet den for langt ind i et hjørne. Jeg vil jonglere rundt med lamper og vikle mig ind i ledninger. Og til sidst vil jeg sætte mig tungt ned, se rundt i stuen og vide, at det hele var lidt omsonst og egentlig ikke giver den store forandring.

Når jeg har fundet pusten igen, vil jeg lænke mig til computeren, som nu står i den anden ende af stuen og tvinge mig selv til at skrive nogle jobansøgninger. Jeg vil i den proces ignorere alle gode og velmenende råd fra jobrådgivere og jeg vil lade være med at tænke på, hvad der sker i den anden ende af min afsendte ansøgning. For tænker jeg for langt, så får jeg kvalme. Det føles nemlig præcis lige så nyttesløst, som at flytte rundt med møblerne.

Update:
Hold kæft, hvor kan man hvirvle meget støv op, når man flytter rundt på nogle få møbler. Det var lige, hvad jeg trængte til! Nu har jeg så opdaget, at jeg mangler en ny sofa og et sofabord. Sofaborde er ellers noget, jeg føler mig meget fremmedgjort overfor. Har ikke ejet et siden Skumfidusens veninde smadrede min art deco-kopi engang i ´90'erne. Kan også se, at det er ved at være på tide med et nyt hyrdetæppe og også et til soveværelset og et nyt skab i entreen og en Verner Panton "Skallampe" og to af hans "Flowerpots" til mit kommende køkken (jeps, det er snart inden for rækkevide. Men det almennyttige sadler som bekendt ikke, samme dag som de skyder bjørnen.). Og således motiveret for at hive en nævefuld dollars ind, vil jeg fornøje mig med 2-3 ansøgninger.