Susling spørger: Er der noget i luften?

I dag kravlede jeg ud til min 2. samtale. Folk støtte ind i mig og så sure ud.

Så sad jeg til 2.samtalen og blev gennemheglet især i forhold til min forrige arbejdsplads. Det var hårdt, for det endte jo mindre pænt. Og hvad siger man? Det er jo lidt af et dilemma og jeg bryder mig i hvertfald ikke om at tale grimt om tidligere arbejdspladser. Uanset,hvor grimt det har været. Hvad skal man det for? Det gælder om at se fremad og jeg kan jo ikke gøre for, at jeg havde en underlig chef, som jeg til sidst simpelthen ikke vidste, hvordan jeg skulle takle. Men den slags kan falde tilbage på en. At man har været i et utroligt ringe arbejdsmiljø.

Heldigvis er det en tidligere kollega, der har anbefalet mig. Så helt abnorm kan jeg jo ikke være. Og nu må vi se. Har det nu sådan, at bliver det ikke dette job, så bliver det et andet.

Og så kravlede jeg i øvrigt hjem igen og folk støtte ind i mig og så sure ud. Og en mor med barnevogn stillede sig op midt i indgangen til det supermarked, jeg skulle ind i og da jeg høftligt gjorde opmærksom på, at jeg godt ville forbi, råbte hun på rejekællingemaner, at hun fandme stod og ventede på sin datter og jeg eddermame ikke skulle gi' hende elevatorblikket. Og før det havde jeg lige mødt en bekendt på metrostationen, der fortalte at en gruppe unger havde lovet ham bank, da han stod i elevatoren og nu ville han fandme stemme på DF.

Og nu har jeg så sat mig, så jeg kan stirre lidt ind i væggen.