Susling nu til brød med country-look
Egentlig sad jeg her til morgen med min husbond ved min side og spiste morgenmad i sengen. Det gør vi næsten aldrig. Det er alt for rodet og besværligt og man får blødkogt æg på sit rene dynebetræk, men vi synes, at vi ville være lidt så'n vilde, når vi nu var teenage-fri.
Nå, men så sad jeg der iført housecoat, morgenhår og briller og fik nærmest åndenød af at bladre i weekendens aviser. For syvhundrede hundestejler med løg på! Der er da godt nok en en del, man bør reagere på. Jeg nævner i flæng:
- Den nye lømmellov (som vel betyder, at vi ikke længere kan markere vores mishag med noget via fredelige demonstrationer)
- Loven om at fjerne ungdomsydelsen for 15-17 årige, hvis ikke de makker ret (det skal nok hjælpe de unge i den rigtige retning eller noget.)
- Reglen om, at pensionister skal melde til kommunen, hvis de rejser ud af landet længere end 2 mdr.(Hvad så med alle de rige Solkysten-pensio'er?!)
- Right wing conservatives i the greatest nation of all, der nægter at gå med til at klimaregulere (kommer I fandme til kammerater, one way or another!)
- Birthe Rønn Hornbeck flankeret af Waffen SS aka Peter Skaarup og Thulesen Dahl, hver gang hun fremlægger en stramning (er det kun mig, der synes hun ser hundset og underkuet ud?)
- Stigende arbejdsløshedstal (hørte fra en, at hun lige havde søgt på et job, hvor der havde været 1200 - tolvhundrede!! - ansøgere)
- osv. osv. osv.
Og så var det, at jeg fik den idé, at jeg ville bage brød med country-look. Slet og ret. For kan jeg ikke få verden til at gøre, som jeg vil ha', så kan jeg som minimum ælte en millirem af de atomer vores jord består af, i præcis de faconer, jeg vil ha'.
Til det skal jeg bruge en hævekurv eller to, så det har jeg søgt på og undskyld eller hvad, men bliver man da lige taget i portemonæ'en bare, fordi man har fået en hobby! Meget muligt, at man samtidig køber lidt Plum, Isabella, økologi på den rigtige måde-aura med. Men helt ærlig!
Det må kunne gøres billigere, tænkte jeg og så var det lige, at jeg faldt over den Kinesiske Butik i Rosengaarden (på nettet altså) og selvfølgelig, de har alt mellem himmel og jord til en brøkdel af prisen. Der tager jeg ind i morgen.
Og hvorfor er det lige, at jeg gerne vil ha' en hævekurv (eller to) udover at forme min egen lille verden?
Jo, jeg vil lave et østrigsk grovbrød med surdej. Med sirup, kommen, fennikel, knækkede hvedekerner, rugmel og hvedemel. Og sådan et skal (det ved jeg, fordi jeg boede der som lille), ha' de helt rigtige riller (nå ja, jeg kan så også bruge kurven til andre brød.)
Jeg ser det for mig: Al min vrede og forargelse kan æltes ud og hældes op i den smukke kurv og så er min verden retrillet i et kort sekund. Og kom ikke og sig, at I ikke også gør det samme! Sorry folks, men det er jo lidt sandt, ik' gås.
Etiketter: Holdninger
2 Comments:
Nej det er ikke kun dig der synes at Birthe Rønn ser underlig (kuet) ud. Der er allerede mange, der har undret sig over, at hun ikke har sagt op eller har slået i bordet og sagt, at retsstat ikke betyder had og udsmidning uden undersøgelse men fx. kunne betyde forhandling med tredie-land og flygtningehjælp i tredie-lande.
Og den værste af nyhederne gemmer du til sidst: Mangel på arbejde/ iværksættere/ arbejdspladser/ penge/ lønninger.
Siden Januar er der kommet 5000 arbejdsløse om ugen. En del har fundet andet arbejde, men prøv lige at se de samlede tal her (og i resten af EU).
Donald jeg har ikke kommenteret, fordi jeg er enig og ikke har noget at tilføje :-)
Send en kommentar
<< Home