kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

6.11.09

Suslings unger

På visse områder er jeg meget, meget heldig. Selv om jeg nu også vil tillade mig at mene, at jeg selv har haft en finger med i spillet. Det er nemlig, når ens unger er i teenagealderen, at man ser resultaterne af sit langsigtede arbejde som forælder.

Det er selvfølgelig ikke alt, man er herre (frue) over, f.eks. er jeg af den overbevisning, at børn bliver født med en personlighed. Det er ikke en lille klump ler jeg har fået mellem hænderne, men et lille væsen med anlæg og talent for forskellige ting. Mine børn er født i samme måned og på næste samme dato. Hvis man er til den slags, så er de mao. født i samme stjernetegn. De kommer også fra samme fabrik (deres far og mig) og der er kun tre år imellem dem. Dvs. at de er blevet opdraget nogenlunde samtidigt og ud fra samme principper af os forældre.

Alligevel er de vidt forskellige. Skumfidusen er flagrende, trallende og emotionel. Dj Brockhouse er organiseret, eftertænksom og velovervejet. Det er Skumfidusen, der hele tiden smider sine ting væk, mister cykler, glemmer at sætte låg på ting og skaber støj. DJ Brockhouse smider stort set aldrig noget væk, sætter altid låg på, har styr på sine penge og kan være meget stille.

Den forskel kunne jeg se allerede, da de var bitte små. Skumfidusen var sådan én, der spredte sit legetøj omkring sig og ud fra det skabte hun en logik og systematik. Det var (og er) de store armbevægelser og de brede linjer i hendes leg og hendes tilgang til livet. Med hende måtte jeg altid være ti skridt foran for at følge med. DJ Brockhouse var så lige det modsatte. Han var fokuseret på få ting af gangen og havde samlermani. I en periode skulle vi f.eks. hele tiden købe små tinsoldater på Tøjhusmuseet. Det kunne også være micromachines, pókemon eller FCK-ting. Hele hans tilgang til livet var (og er) meget systematisk. Med ham behøvede jeg ikke at være ti skridt foran. Der kunne jeg næsten blive bekymret, for burde han ikke XXX på nuværende udviklingstrin? Og hver gang jeg blev bekymret, så gjorde han præcis det han skulle. Men han gjorde det i sit eget tempo.

Nu er de selvfølgelig to forskellige køn og jeg fornægter ikke, at køn spiller en rolle. Faktisk har jeg været meget bevidst om det allerede fra start. Da jeg fik min Skumfidus læste jeg store tykke bøger om kønsforskning og barnets udvikling (man er vel akademiker), for min datter skulle ikke hæmmes. Med Dj Brock gjorde jeg mig de samme tanker bare med omvendt fortegn - altså ikke, at han skulle hæmmes. Mere noget med, hvordan man understøttede hans køn, men undgik, at han blev en dum drengerøv.

Det jeg også gjorde - og det er faktisk det jeg tror, gi'r pote i dag, det er, at jeg SÅ mine børn. Jeg mødte dem præcis, der hvor de var (er). Har de haft interesser har jeg understøttet dem, men ikke presset på. Har de været vrede, har jeg set deres vrede og har taget den alvorligt - modsat det jeg selv oplevede som barn. Har de været kede af det, har jeg sagt, det var ok og at det måtte man gerne være osv. osv.

Og hvad sidder jeg så med i dag? Tja! Skumfidusen kom stortudende hjem i nat og vrælede at hun virkelig havde dårlig karma, fordi hendes cykel er blevet stjålet (d. er så den xxx, vi er på) og hun havde fået afslag på et job. Men vips så tænker hun posetive tanker og har skaffet en ny cykel og er allerede i gang med at søge andre jobs. DJ Brockhouse pakkede allerede i går systematisk sin taske, fordi han skal på weekend hos sin (nye!) kæreste.Inden han gik afsted i morges messede han: Jeg har husket nøgler, mobil, madpakke, vanter.....

Jeg har virkelig gjort alt, det jeg kunne som mor. Men så vidt jeg kan se, står nogle ting vist ikke sådan lige til at ændres.

Etiketter:

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home