Susling om huller i maven, Mother Theresakomplekser og selverkendelse

Jeg har pludselig opdaget/erkendt noget meget underligt om mig selv. Eller underligt og underligt. I virkeligheden er det nok helt normalt. Måske ovenikøbet typisk for den aldersklasse, jeg er havnet i, hvis man vel og mærke ikke har levet et gnidningsfrit og ubekymret liv, hvor alt flaskede sig.

Kort og godt:

Jeg kan ikke alt! Eller rettere, jeg kan ikke alt hele tiden. Når maven begynder at mudre og jernbåndet strammer om panden, så er det stop. Time out! Lukket for boks to hos mor her.

Men den er svær at have med at gøre, når jeg f.eks. står med andre, der har brug for omsorg. F.eks. Gammel-Moster. Jeg kan jo godt fornemme hende og hendes bekymringer. Men når hun dræner mig med sin insisterende ensomhed og bekymring, så strammer båndet og maven klager sig. Det samme gælder, når jeg mærker andres sorg, ensomhed, bitterhed, manglende livserkendelser osv. Signalerne vælter ind over mig hulter til bulter og jeg mærker, sanser, modtager, for jeg kan jo ikke bare ignorere det. Det sidder jo een over for mig og rækker ud og måske ku' jeg lige være med til at skubbe lidt på vej. Gøre en forskel bare et kort øjeblik.

Og så er der hele komplekset med, hvordan man egentlig opfatter sig selv. F.eks. har jeg mange styrker og meget i mit liv går godt, og skal jeg være helt ærlig, så har jeg klaret mig forrygende med og på trods af de få og underlige kort, jeg har fået tildelt. Jeg er en fighter og en fighter er ikke svag. Som en anden baggårdskat har jeg selvfølgelig en gang imellem måtte trække mig tilbage ind under en skraldespand og slikke mine sår - men altid med væssede kløer og ørene drejende rundt parat til næste fight.

Men lige nu har jeg lagt mig fladt ned på siden med blottet bug og fire potter strakt frem i overgivelse og så håber jeg bare på, at kattereglerne bliver fulgt: Man angriber ikke en, der signalerer overgivelse. Og hvis jeg er rigtig heldig, så kommer der mange flere, end jeg tror og støder panden mod mig og giver mig et kærligt slik uden at give mig murren i maven og strammen om panden.