Susling bryder nye personlige grænser

"Hvaaad!! Har du tænkt dig, at blive dogmebager på Camilla Plum-måden?" udbrød Anders i går. Altså, det eneste jeg havde sagt, var, at jeg godt kunne tænke mig at starte en surdej op og prøve at bage med det.

Nu kan det så godt være, at nogle af jer sidder og griner smøret i skægget og tænker:"Jamen Pus, det har vi da gjort i årevis. Skulle det nu være interessant?!" Og det er da meget muligt, at jeg er ved at havne i latterligshedszonen. Men jeg har, hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal jeg jo, ikke rørt bageovn og mel med en ildtang før i tiden. Jeg havde nemlig fået ind i mit hovede, at den slags ikke lige var mig. Faktisk er jeg løbet væk fra det stærkere end en hest kan rende, fordi jeg anså mig selv for at være en anden kvindetype, end sådan en der bager og den slags.

Men nu har jeg taget et nyt og epokegørende skridt og har startet en surdej op. Hvis nogen skulle være interesseret, så har jeg lavet den på en blanding af rug- og hvedemel og har tilsat A-38 og nogle knuste vindruer som kickstartere. Gæringen skal jo i gang, kan jeg forstå.

Jeg kan så også allerede nu se, at en surdej næsten er som at få et nyt husdyr. Den skal fodres hver anden dag! Det er nok meget godt, at jeg har noget at fodre, for efter at kattene er væk (plus Mulle - den lækre kanin - fiskene: Megamallen, Steen, Jerisard, Gerontologen og Den uden Navn), Koppe, der er gået i vinterhi, den syge due, der er drattet ned fra gesimsen og ungerne, der ikke er lige så opmærksomhedskrævende som tidligere, så sidder jeg ærlig talt med et omsorgshul. Anders, hin pelsede, mener så, at jeg skal fylde ham ned i hullet. Men næh, nej, der skal flere levende væsener til (Jeg savner at have kat!).

Nå, men ud over at have fået sådan en ting man skal fodre, så har jeg også lige startet en omgang hindbæreddike op. Vi havde oprindelig købt en flaske i det nu hedengangne Nimph-udsalgssted sammen med en Karl-Johan saltblanding, en fustage østers og nogle østrigske vine, på et gavekort Anders havde fået i den glade konsulentbranche, og nu hvor stedet er lukket og hjemmet desuden fattes penge til extravaganza, så tænkte jeg, at sådan en svend ku' jeg da lige fixe og nemt er det jo: En gang hindbær og lidt vineddike. Det står så nu og trækker ved siden af min slåensnaps, som jo ved gud også er så enkel at lave, at det er til at græde over: En gang slåen frisk fra fryser og en ordentlig omgang vodka af den billigste fra Netto. Alt det kan jeg så gå og ryste lidt en gang i mellem, mens jeg fodrer surdejen.

Men stopper det her?! Nope, for jeg har også for første gang i mit liv lavet marmelader. Den første var en hypen-havtorn-ting og jeg stod edderperkeme og bandede, da jeg skulle rense det skidt. Det er jo nemt nok at koge det hele sammen, men før det er der jo plukning og bagefter rensning og det kan godt få én til at spekulere på, om ikke convinience-food var lidt smartere. For ikke at tale om, om man ikke kunne understrege sin femininitet lige så godt med nye sko og en parfume.

Marmeladen har så vist sig at være en succes og nu er den næsten væk - selv Gammel-Moster har fået en omgang og var glad for det. Jeg startede derfor en produktion af kvædemarmelade op og det skal I fandme unde jer selv. Kvæder er til at få lige nu og det smager himmelsk. For interesserede, så er det meget enkelt: 900 g. kvæder, ca. 1 kg sukker (jeg skar selv lidt ned på mængden og brugte kun 800 g.), citronskal i strimler plus saften fra 2 citroner, 2 vaniljestænger, 2 tsk. frisk revet ingefær. Damp lige kvæderne først! Pil dem, skær dem i terninger, hæld det hele sammen og lad det boble til det bliver gyldent. Man kan i processen blive meget i tvivl om det nu størkner og gå helt i panik og hælde mere sukker i. Don't do it! Tag i stedet, efter ca. 1/2 t., en teskefuld, smæk det på en lille tallerken, stil det i køleskabet i ca. 10 min. og hvis det størkner i løbet af kort tid, så er marmeladen klar.

Og stopper det lige der? Nope, for i min fanatisme har jeg også lige bikset nogle chutneyer sammen. Jeg nævner i flæng: Tomatchutney, mirabellechutney og kvædechutney. Vi spiser det til alt. F.eks. kan det spice en gang biksemad gevaldigt op. For interesserede er det uhyre nemt at lave og basis er det samme: En gang æbleeddike, lidt allehånde, lidt sukker, peberkorn, et par fed hvidløg, et par chilier af de milde - fint skåret, 1 løg -fintskåret, og friskrevet ingefær. Til tomatchutneyen tilsætter jeg desuden rød peber og abrikoser. Sådan. Prøv det. Det er skægt og nemt.

Nu vil jeg så ikke nævne strikketøjet, for det er jeg altså gået helt i død på. Sådan et anarkistmærke er ikke for fatsvage. Til gengæld så bliver jeg vist nødt til at hive mig ud af husmoruniverset for en stund. Jeg skal ud og snakke med nogen om et projekt/job, hvad det nu sådan skal blive til, i morgen tidlig og jeg tror ikke, jeg kommer særligt langt med at underholde om surdeje, marmelader, chutneyer og deslige, så nu vil jeg i stedet begrave mig i webformidling, informationsarkitektur, webstrategier og andet uhåndgribeligt fra den luftige sfære. Wish me luck! (For riget fattes penge).