Suslings hemmelige passion

Capac har lavet et indlæg, hvor han skriver, at jodel ikke lige er ham. Det er da klart, siger jeg. Hvis man har fået den slags ind på jysk via fjernsyn skruet ind på ZDF eller ARD, så ligger jodel jo ikke ligefrem i blodet og fremstår vel nærmest lidt fjollet på Jodle Birge-måden.

Nææææh, man sku' ha' været der! Og det har jeg så en gang været i min barndom. Det er mig i den røde Dirndl-kleid. Min mor er hende i midten - selv om hun var dansker, så var hun fuldstændig tunet ind på at være Frau Jodlio. Klumpen i hendes arm er min lillebror. Senere blev han større og proppet i et par Lederhosen. Uheldigvis var de sorte og uheldigvis, så tissede han ret meget i bukserne. Så hans outfit var som regel sorte Lederhosen, rødternet skjorte og lange sorte tissestriber ned af benene. Men jeg elskede ham alligevel.

I øvrigt, som I kan se på de meget korte nederdele, så foregår dette billede i start 1970'erne. Det var nogenlunde så langt hippiebevægelsen var nået til den lille Klein Stadt, vi boede i. Men selvfølgelig var der da også et par lokale Hippies eller Gamlere, som de hed. Dem havde jeg så ikke så meget at gøre med lige på det tidspunkt.

Nå, men det var den dersens jodel, jeg lige kom bort fra. Lad mig lægge ud med en lille instruktionsvideo. Det er godt nok fra en børneudsendelse og værre endnu fra Bayern - østrigere vil ikke associeres med tyskere, men lad det nu ligge.



Og når I er blevet så kloge, synes jeg da ikke, at I skal snydes for den helt ægte, originale Kuckkucks-Jodler, der den dag i dag driver sentimentale tårer frem hos mig.



Nu gik det hele jo ikke kun op i at jodle. Vi dansede også:



Jeg tror faktisk, vi dansede så meget,fordi maden vi spiste var lidt rigeligt fedende!



Det fedt, der ikke røg af ved at danse eller jodle, det gik vi af. Og I må gi' mig ret, der er sgu da smukt, der hvor jeg trådte mine barnesko.