Susling om takt, tone og periskopperspektiv

Mens jeg går og venter på, at mine brød skal hæve færdige (det er sgu' rigtigt. Jeg bryder lige nogle personlige grænser p.t.), så kom jeg til at tænke på den tone, jeg synes begynder at være fremherskende i den daglige debat og omgangen med hinanden.

F.eks. så hørte jeg i et indslag på TV2News, at politikere var begyndt, at give tydeligt udtryk for, at de ikke kan lide hinanden og den politik hver enkelt står for. I følge kommentatoren, så var det meget beklageligt, fordi politik på folketingsniveau handler om at kunne samarbejde og indgå fælles forlig. Eller rettere, det har der tidligere været tradition for i Danmark - brede velfunderede forlig.

Samme tendens oplever jeg nu også mere og mere i hverdagen. Folk skal lige aflevere en besked set fra deres egen forurettede navle og de er egentlig ligeglade med, om det har relevans for andre eller er rationelt. Som regel følger der heller ikke fyldige argumenter med, der lægger op til dialog eller som minimum gør vreden/forurettetheden etc. forståelig og spiselig for andre.

Nu er det jo ikke til at sige, hvad der kom først: Er det f.eks. magthavernes retorik og omgangstone, der drypper ned i folkedybet eller er det folkedybets omgang med hinanden, der afspejles hos de opportunistiske og populistiske politikere?

Uanset hvad, så er der altså et eller andet galt med manges periskopsyn. F.eks. får jeg en sjælden gang en kommentar på denne blog, hvor jeg tænker: "Helledusseda! Hvem har tisset på din sukkermad?" For det er da godt nok en vred og selvretfærdig kommentar, som ikke lægger op til andet, end at vedkommende er kommet af med sin irritation.

F.eks. var der en, der lagde en kommentar til mig, om at hun da godt kunne forstå, at jeg ikke var i arbejde, hvis jeg sådan sad og udstrålede negativitet ved jobsamtaler. Hvis mit indlæg nu havde beskrevet mig til en jobsamtale og havde indeholdt en masse negative gloser om, hvor dumme arbejdsgivere er, så ville denne kommentar havde haft en vis relevans. Men det handlede indlægget slet ikke om. Det handlede mere om, hvordan kompetencer og personligheder gled mere og mere sammen på dagens arbejdsmarkede og om, hvordan man til tider kan komme ud for, at chefter træder ind over grænser, de ikke bør - i hvertfald ikke, hvis de ikke samtidig parrer kritikken med menneskekundskab og kompetent erfaring.

Set i den sammenhæng synes jeg, at det var en meget underlig kommentar. For hvordan kan vedkommende vide, hvad jeg udstråler til en jobsamtale? Og hvor i kommentaren er der lagt op til debat eller dialog? I stedet var det bare en ubrugelig grønhakker.

Der var også en anden, der skrev, at nu gad hun ikke læse mig mere, fordi jeg havde omtalt noget creme, som jeg havde købt af en, der åbenbart er venner med en anden, som vedkommende har set sig gal på. ØH? Hvad har det med mig at gøre, at den ene er vred på den anden, som den tredje vist har noget med at gøre? Jeg er mystificeret.

Og så dog ikke alligevel. Næh...for jeg har faktisk en pointe! Nu er blogs ikke udtryk for virkeligheden. Min blog er bare et punktnedslag i min hverdag. Men blogs og den måde, der bliver debatteret på, afspejler vel egentlig meget godt, hvordan det også foregår ude i det offentlige rum. Eller i hvertfald, hvordan folk tænker og det, der slår mig er, at alt for mange lever i et åndeligt vakuum, hvor de ikke ser perspektiverne og de store sammenhænge. De evner heller ikke, at hæve sig op og måske se tingene fra en anden synsvinkel end deres egen.

Det kan så være, hvad det er. For hvorfor hænge ud med den slags typer. Næææh, det der er rigtig bekymrende - nærmest angstprovokerende, det er, når landets politikere begynder, at gøre det samme!