Susling om fordomme og fordomsfuldhed

Er jeg fordomsfuld? Stempler jeg folk ud fra en enkel detalje, som gør dem anderledes end gennemsnittet? Det, er der en af mine læsere, der mener. I en kommentar til dette indlæg giver hun mig råt for usødet.

Tja...jeg skal da gerne indrømme, at det for mig som "normal" er svært at håndtere visse ting. F.eks. arbejdede jeg i en periode med at skrive om blinde og jeg skal åbent og ærligt indrømme, at jeg lige måtte synke to gange, når jeg skulle interviewe en person med et øje hængende halvt nede på den ene kind. Det var også lige lidt svært at håndtere, når jeg stod med en, der havde viklet sig selv og sin blindestok ind i et par parkerede cykler og trimlede om midt på Nørrebrogade eller når jeg skvattede over en førerhund, der lå roligt under et bord, men som jeg ikke havde set. Det var også svært kun at skulle agere med sin stemme, fordi jeg ikke havde øjenkontakt med dem, jeg snakkede med. Meget svært og meget mentalt opslidende, fordi det så meget var mig, der var indstillet på deres behov.

Det samme synes jeg da også, når jeg møder en spastisk lammet eller en "perle", der tydeligt er en Bro' og med i en klub eller en trans med skægstubbe. Det er svært at ha' med at gøre, fordi det er mig, der skal forholde mig til deres sfære og deres behov, fordi det jo står skrevet med store fede bogstaver hen over hovedet på mig, at jeg er den "normale" og derfor er jeg også den, der overhovedet ikke har nogle problemer what so ever og er så gennempriviligeret, fordi jeg kan se, høre, gå, er hetero, født i en kvindekrop, dansker, er gift, har normale børn, som jeg har produceret og født på den naturlige måde, har en uddannelse, som jeg også har brugt, ikke lider af noget psykisk osv. osv. Sådan en som mig, har bare ikke nogen problemer og har jeg, er de ikke værd at tage alvorligt, vel!

Men, men, men: Skal vi ikke snart lade være med at putte hinanden i kasser, hva'! At én person f.eks. sidder i kørestol gør ham jo ikke lig med en anden, der sidder i kørestol. Det er vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige udgangspunkter, behov og personligheder. Sku' vi ikke bare se hinanden ind i øjnene (eller nu jeg har nævnt de blinde - ind i sjælen) og se, hvad der ligger bag. Se personen bag og så forøvrigt kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl.
Det vigtigste er i sidste ende, hvordan man håndterer skovl og spade, synes jeg. Basta!