Susling om magtfordeling og magtbalance

Mens vi sidder og ser Triers "Direktøren for det hele" udbryder min mand:"Når man ser den film, så bliver man sgu da arbejdsky, hvis man ikke er i arbejde og er man i arbejde, så bliver man suicidal."
Vi er begge ret vilde med den film og den er altså i store træk sand - det ved man især, hvis man har arbejdet i it-branchen, som vi begge har. (Og det er så også lidt forklaringen på, hvorfor jeg trisser rundt her nu. For jeg skal dælme ikke arbejde i den branche igen - ever.)

Nå, men min kære mand han siger også noget andet - måske inspireret af "Direktøren for det hele"? Han siger, at han synes, at jeg er alt for pæn på min blog og at jeg tilbageholder visse oplysninger, fordi nå jah, fordi jeg er alt for pæn. Det han især referer til, er mit møde med jobkonsulent hos 2. aktør. "Hm, du har en pointe", svarer jeg ham. Jeg har nemlig bortcensureret visse småting. Hermed:

Som I måske husker, så er min jobkonsulent blevet enig med sig selv og mig om, at jeg er første klasses taber. (Matchgruppe 1). I husker måske også, at han var en nyuddannet kandidat, der forgæves havde søgt sine drømmejobs i et år og nu istedet havde fået et job, hvor han skulle rådgive andre om, hvordan de kom i job.

Det jeg så ikke lige har fortalt er:

Fakta 1: Jeg har fået hul igennem til nogen, som jeg synes ku' være spændende at arbejde med. Det trækker så desværre ud og bliver måske/måske ikke til noget. Da jeg fortæller min konsulent hvor og hvem det er, så krakelerer han i ansigtet og begynder at fumle nevøst med sin pen. Lige der foran mig. Det jeg har fået en måskechance for at få, er præcis inden for den branche og det område, han har søgt forgæves et helt år!

Fakta 2: Manden er handicappet og sidder i kørestol. Første gang jeg skulle mødes med ham, ku' jeg slet ikke forstå, hvor den hilsende stemme kom fra, fordi jeg stirrede lige ud med strittende hilsearm rettet mod det sted, jeg forventede at vedkommende ville være. Jeg opdager så, at stemmen kommer fra en position nogenlunde på højde med min hofte, og jeg skynder mig derfor hurtigt at knække tilpas sammen i kroppen, så jeg kan udvise den nødvendige respekt. Jeg var tæt på, at sætte mig på hug i bar pænhed.

Nu kan man så indvende, at det at man sidder i kørestol, ikke har noget at gøre med det, man har mellem ørerne og nej, det har det ikke. Men vi befinder os jo lissom i et eller andet omvendt magtforhold, hvor han er den stærke og det er mig, der er taberen. En førsteklasses, selvfølgelig, men alligevel en taber, fordi jeg bliver nødt til at komme hos dem. Derfor bruger jeg en del energi på at spurte så hurtigt som muligt ind til en stol ved et skrivebord, med ham rullende lige i hælene på mig, så vi kan komme i den øjenhøjde, det her omvendte og kunstigt konstruerede magtforhold kræver.

For lad os se det i øjnene: I et helt andet scenarie ville denne magtfordeling jo være anderledes. Så ville det være mig, der var den "normale" og princippet ku' det jo ligeså have godt være mig, der sad på den anden side af bordet og rådgav ham om, hvordan man bedst kommer i arbejde som langtidsledig og handicappet akademiker.

Sådan er det så ikke. Som det er nu sidder han med alvorlige øjne og autoritativ stemme og belærer mig om, hvad jeg skal gøre for at komme videre, mens jeg til gengæld sidder og bruger det meste af min energi på ikke at bryde fnisende sammen og på, at tage ham alvorligt. Det bliver jeg jo lissom nødt til, ikke sandt!

Disclaimer: Hvis nogen skulle få galt i halsen, at jeg skriver om en persons handicap, så vil jeg gerne understrege, at jeg ikke som sådan har fordomme. Jeg synes bare, at denne lille ekstradetalje i den grad sætter hele min situation i relief. Og I ved også godt, at man i selskab med handicappede gør alt for at ignorere det pågældende handicap. Faktisk blev jeg så febrilsk, så jeg kom til at spørge manden, om han har børn (fjollet small talk!). Min mands kommentar til det var senere, da jeg refererede det:"Du ved jo faktisk ikke, om han overhovedet kan!" (Dvs. lam fra bæltestedet og ned).Pis oss'.