kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

6.10.09

Susling om magtfordeling og magtbalance

Mens vi sidder og ser Triers "Direktøren for det hele" udbryder min mand:"Når man ser den film, så bliver man sgu da arbejdsky, hvis man ikke er i arbejde og er man i arbejde, så bliver man suicidal."
Vi er begge ret vilde med den film og den er altså i store træk sand - det ved man især, hvis man har arbejdet i it-branchen, som vi begge har. (Og det er så også lidt forklaringen på, hvorfor jeg trisser rundt her nu. For jeg skal dælme ikke arbejde i den branche igen - ever.)

Nå, men min kære mand han siger også noget andet - måske inspireret af "Direktøren for det hele"? Han siger, at han synes, at jeg er alt for pæn på min blog og at jeg tilbageholder visse oplysninger, fordi nå jah, fordi jeg er alt for pæn. Det han især referer til, er mit møde med jobkonsulent hos 2. aktør. "Hm, du har en pointe", svarer jeg ham. Jeg har nemlig bortcensureret visse småting. Hermed:

Som I måske husker, så er min jobkonsulent blevet enig med sig selv og mig om, at jeg er første klasses taber. (Matchgruppe 1). I husker måske også, at han var en nyuddannet kandidat, der forgæves havde søgt sine drømmejobs i et år og nu istedet havde fået et job, hvor han skulle rådgive andre om, hvordan de kom i job.

Det jeg så ikke lige har fortalt er:

Fakta 1: Jeg har fået hul igennem til nogen, som jeg synes ku' være spændende at arbejde med. Det trækker så desværre ud og bliver måske/måske ikke til noget. Da jeg fortæller min konsulent hvor og hvem det er, så krakelerer han i ansigtet og begynder at fumle nevøst med sin pen. Lige der foran mig. Det jeg har fået en måskechance for at få, er præcis inden for den branche og det område, han har søgt forgæves et helt år!

Fakta 2: Manden er handicappet og sidder i kørestol. Første gang jeg skulle mødes med ham, ku' jeg slet ikke forstå, hvor den hilsende stemme kom fra, fordi jeg stirrede lige ud med strittende hilsearm rettet mod det sted, jeg forventede at vedkommende ville være. Jeg opdager så, at stemmen kommer fra en position nogenlunde på højde med min hofte, og jeg skynder mig derfor hurtigt at knække tilpas sammen i kroppen, så jeg kan udvise den nødvendige respekt. Jeg var tæt på, at sætte mig på hug i bar pænhed.

Nu kan man så indvende, at det at man sidder i kørestol, ikke har noget at gøre med det, man har mellem ørerne og nej, det har det ikke. Men vi befinder os jo lissom i et eller andet omvendt magtforhold, hvor han er den stærke og det er mig, der er taberen. En førsteklasses, selvfølgelig, men alligevel en taber, fordi jeg bliver nødt til at komme hos dem. Derfor bruger jeg en del energi på at spurte så hurtigt som muligt ind til en stol ved et skrivebord, med ham rullende lige i hælene på mig, så vi kan komme i den øjenhøjde, det her omvendte og kunstigt konstruerede magtforhold kræver.

For lad os se det i øjnene: I et helt andet scenarie ville denne magtfordeling jo være anderledes. Så ville det være mig, der var den "normale" og princippet ku' det jo ligeså have godt være mig, der sad på den anden side af bordet og rådgav ham om, hvordan man bedst kommer i arbejde som langtidsledig og handicappet akademiker.

Sådan er det så ikke. Som det er nu sidder han med alvorlige øjne og autoritativ stemme og belærer mig om, hvad jeg skal gøre for at komme videre, mens jeg til gengæld sidder og bruger det meste af min energi på ikke at bryde fnisende sammen og på, at tage ham alvorligt. Det bliver jeg jo lissom nødt til, ikke sandt!

Disclaimer: Hvis nogen skulle få galt i halsen, at jeg skriver om en persons handicap, så vil jeg gerne understrege, at jeg ikke som sådan har fordomme. Jeg synes bare, at denne lille ekstradetalje i den grad sætter hele min situation i relief. Og I ved også godt, at man i selskab med handicappede gør alt for at ignorere det pågældende handicap. Faktisk blev jeg så febrilsk, så jeg kom til at spørge manden, om han har børn (fjollet small talk!). Min mands kommentar til det var senere, da jeg refererede det:"Du ved jo faktisk ikke, om han overhovedet kan!" (Dvs. lam fra bæltestedet og ned).Pis oss'.

Etiketter:

9 Comments:

At 7/10/09 22:50, Blogger Lizelotte said...

En skam du ikke bor tæt på mig ... du burde jobbe på Bankdata, så du kunne få en anden mening om IT-firmaer ... eller måske er vi bare anderledes, fordi vi er en del af Finanssektoren?

Men huha, skarpt og skægt og sejt indlæg, der...

 
At 8/10/09 08:49, Blogger susling said...

Hm..Lizelotte. Nu har jeg været i tre it-virksomheder, så jeg har da lidt at ha' det i. Men jeg skal ikke udelukke, at din arbejdsplads er anderledes, netop fordi I er knyttet sammen med finanssektoren og laver løsninger til banker. Der er måske en anden ro på?
Tak fordi du synes indlægget er skægt og sejt. Jeg synes det var lidt svært at skrive, og jeg var ikke helt sikker på, om jeg havde fået pointen frem.

 
At 9/10/09 11:09, Anonymous Ann-Charlotte Kjeldsen said...

Du skriver, at du opfatter dig selv som en taber, fordi du ikke har et job. Og at en anden magtbalance ville være, at det var dig, der sad og rådgav den handicappede om et job, frem for nu omvendt.

Det lugter i mine næsebor langt væk af fordomme og "jeg er bedre end ham der i rullestolen". Fordi du kan gå. Fordi du har en uddannelse og erfaring.

Men nu er det altså anderledes, det magtforhold. Det er ham, der har fat i den lange job-ende, selvom han har et fysisk handicap.

Jeg brød mig virkelig ikke om dit indlæg, og det kan siges meget tydeligt hvorfor. Jeg er mor til en psykisk udviklingshæmmet ung mand. Mere behøver jeg ikke sige.

 
At 9/10/09 11:31, Blogger susling said...

Hm AC, sjovt nok havde jeg netop dig i tankerne i et kort øjeblik, da jeg skrev dette indlæg. For jeg vidste, at det ville falde folk for brystet, at jeg skrev at han sad i kørestol. Den slags må man ikke sige eller skrive.
Nu har jeg ingen fordomme om handicap eller andet i øvrigt. Jeg kan måske nok mene, at nogle bruger, hvad de nu har af handicaps, seksualitet eller forvredet selvforståelse som spydspids for alt, hvad de gør og siger - og det finder jeg dybt usympatisk - men bortset fra det, så er det jo i sidste ende irrelevant, hvad og hvordan man ser ud. Og ja, han har da klaret sig ham her. Han er faktisk en rigtig fin fyr. Men han kan på ingen måde bidrage til, hvordan jeg håndterer min situation.

Og hvis man bare gider at have et minimum splint af troldspejlet i øjet, så er det sgu da lidt skægt. For det siger noget om, hvordan magtforhold kan vende på et splitsekund.

 
At 9/10/09 22:13, Blogger Lizelotte said...

Jeg synes slet ikke du "gør dig bedre" end ham i rullestolen .. johh det kan godt være at du ER "bedre", men det har ikke noget med hans rullestol at gøre ....... men du kan ikke TILLADE dig at føle dig bedre FORDI manden sidder i rullestol.

...det er jo handicap-parallelen til at være halal-hippie, er det ikke? Kan man tillade sig at sige at nogen er et indskrænket fjols, når manden er spastiker, paraplegiker eller farveblind? Gu' kan man da så! Hvis man altså har noget at have det i.

Susling, jeg er har en Bankdata-stregkode i nakken, så jeg er helt utroværdig. Men jeg tror selv på at jeg arbejder på et firma som forsøger at være anstændigt over for medarbejdere såvel som kunder. Og vi er jo faktisk en forening - hvor bestyrelsen er vores kunder og ejere. Det, i forening med de rimeligt humane arbejdsforhold som ligger i finanssektoren er nok det, der gør os anderledes. Og storfirmaeffekten ... 500 mennesker er ihvertfald en sjat her i trekantområdet...

 
At 10/10/09 17:09, Blogger Beologen said...

Jeg blev for nylig meget vred på A-C, efter at hun i et indlæg kom med et kraftigt udfald mod forældre til ikke-handicappede børn, fordi disse forældre ikke gør mere for at forældrene til handicappede børn kan give deres børn, og dermed sig selv, et godt liv.

Hendes kritik gjorde mig stjernerasende, fordi jeg fanden gale mig ikke vil bebrejdes at at have fået et barn uden synlige eller psykiske handicap.

Faktisk blev jeg så vred på A-C, som jeg ellers godt kan lide, at jeg ikke kunne fortælle hende det.

Men nu ved hun det, og hun og jeg har haft en meget vredladen meningsudveksling om sagen - hvori hun har gjort det helt klart, at det er mig der har et problem.

Sådan kan et ellers venskabeligt forhold slutte...men var der nu også egentlig grud til det?

Er A-C og jeg måske ikke enige om at handicappede og deres forældre skal have det så godt som muligt?

Jo, vi er. Men hun kan ind imellem ikke styre sin forståelige politiske harme, og så skyder hun med spredehagl.

Jeg forstår hende hele vejen igennem, men jeg vil eddermame ikke skældes ud for at have en datter uden handicap.

Godt nok gik hendes kritik på, at det var for dårligt at forældre til børn uden handicap ikke kæmper mere for bedre forhold til børn med handicap og deres forældre - og måske var det lidt skævt af mig at opfatte hendes generelle kritik så personligt.

Jeg stemte på Enhedslisten til folketinget. Hvad forlanger A-C egentlig mere? Hun siger at kritikken ikke var rettet mod mig - men jeg bliver simpelthen så hidsig når man bebrejder andre at man bærer rundt på en stor sorg.

Fnys.

 
At 10/10/09 17:50, Blogger susling said...

Kære Beo,
det kan ikke betale sig at blive uvenner med nogen. Det slider. Men du har ret. Vi "os normale" gør, hvad vi kan også i forhold til det store billede. Vi kan bare ikke gøre alt for alle.

Og personligt kan jeg godt blive meget træt af fraktioner, som Os med parandentose, Os med nedsunken livmoder, Os med ditten datten dutten. Skulle man være på i forhold til alle særinteresser ville man blive slidt op. Så et godt kryds hos dem, der vil og kan er godt investeret.

Bortset fra det forstår jeg godt, at AC sidder med en stor sorg. Meget endda...Men hendes sorg er ikke min sorg. Og er hendes sorg ensbetydende med, at jeg ikke må ha' glæde? Eller du?

 
At 22/10/09 21:18, Blogger Madam Kjeldsen said...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

 
At 22/10/09 21:27, Blogger Madam Kjeldsen said...

Jeg skal bede den beolog om at henvende sig personlig til mig, hvis han stadig har noget udestående med mig, istedet for at læsse det af i et andet forum. Det er ganske enkelt usmageligt.

Jeg beklager, susling, at denne uoverensstemmelse skal optræde på din blog. Det har aldig været min mening at fornærme dig eller nogen anden - heller ikke beologen - med min hvad jeg mener er retfærdig vrede over min søns situation.

Det trigger, når du skriver et sådant indlæg, men at såre eller fornærme har aldrig været min hensigt.

vh
ACK

 

Send en kommentar

<< Home