kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

5.10.09

Susling på en flad mandag II

Hold da kæft, hvor er det bare en dræber at være jobsøgende. Jeg sidder og stirrer tomt på jobopslagene og kan bare ikke se, hvor jeg passer ind. Hvad gider jeg overhovedet?

Jeg er ellers supermaxübermatchgruppe 1. Det siger min jobaktør. "Jo,"svarer jeg, da han siger:"Skal vi ikke blive enige om, at vi krydser dig af i gruppe 1." "Man kan vel nok kalde mig en 1. klasses taber. Den er jeg da helt med på."
Det sidste siger jeg, mens jeg febrilsk overvejer, om jeg ikke skulle finde på nogle skavanker og svagheder af en art, så jeg kunne ryge et par matchgrupper længere ned og dermed kunne tillade mig at fralægge mig det dræbende ansvar det er, at skulle tage hånd om min egen skæbne.

Jeg tror nu ikke, at det ville nytte meget. Min jobkonsulent kan i hvertfald ikke hjælpe. Han er selv en forholdsvis nyuddannet akademiker, der forgæves søgte sine drømmejobs i et år og istedet er blevet en, der skal rådgive andre. Hvad han kan gi' mig af fif, venter jeg stadig lidt spændt på.
Til gengæld kan han underholde mig med, at jeg om nogle måneder skal aktiveres og hvad kan de tilbyde: Tadaa...et jobsøgningskursus.
Jeg siger ikke så meget til ham, når jeg er der. For mig gælder det mest om at få denne dræbende sceance hver anden måned overstået, så jeg kan komme til at ånde igen.

Dvs. ånde og ånde. Det lurer jo hele tiden i baghovedet. At jeg ikke er i job. At jeg bliver nødt til at tage mig sammen, så jeg kan hive nogle penge ind og komme videre i mit middelklasseliv. Men jeg må indrømme, at jeg er en anelse blank på, hvad det skal være lige nu. For hver gang jeg ser på en jobannonce, så danser billederne af hierakier, kontorfnidder og kedelig kantinemad for mine øjne. Jeg bliver kvalm ved tanken om at skulle måles og vejes og at skulle sidde og vifte med mine kompetencer, det bedste jeg har lært for måske/måske ikke at slippe gennem nåleøjet. Og hvis jeg så slipper igennem nåleøjet, så kan jeg se frem til en lang streng af stressede morgener, lange dage og aftner, hvor jeg går ud som et lys.

Hold da helt kæft, mand!

Etiketter:

4 Comments:

At 5/10/09 19:27, Anonymous Irene said...

Find din niche og bliv selvstændig. Just sayin'! ;-)

 
At 5/10/09 20:03, Anonymous FivetoSix said...

HUSK at sorter, det var det jeg glemte sidst. PANIK IKKE.

 
At 6/10/09 11:01, Blogger Gittemay said...

Lyder meget genkendeligt. Det er dødssygt indimellem. Får også de der kommentarer om mageløse kompetencer og jeg skal komme efter dig...hælden vand ud af ørerne, for jeg er da ikke i job endnu. Generelt er jeg nu ret ligeglad. Søger det jeg synes lyder ok - og afventer. Og forsøger at få det bedste ud af tingenes tilstand. Men det er s'gu ikke lige muntert hver dag. Jeg får også kvalme af alt den vejen og målen - og 'hvad har du lyst til'. Tja - et arbejde eksempelvis...
Og så de der SÅ brugbare kurser, man kan blive belemret med. Det er simpelthen ufattelig, hvad nogen kan tjene penge på. Dybt spild af tid - men min tid er selvfølgelig heller ikke så vigtig som andres, for jeg er jo bare en ledig. Nøj hvor har jeg hidset mig op og klaget og påpeget mange gange...men jeg ved, hvad der venter, når det bliver min tur igen. Hvis det bliver...håbet er jo lysegrønt.
Ja, du skriver altså meget vedkommende, Susling. Og tak for det.

KH Gittemay

 
At 6/10/09 11:37, Blogger susling said...

De damer: Stort tak for omsorg og solidaritet! Det har man sågu brug for en gang i mellem.

Der er desværre ingen lette løsninger,så det er bare om, at bide tænderne sammen og huske sig selv på, at man har et værd som menneske, job eller ej og at nyde den pause i racet, som man jo egentlig har fået foræret.

Jeg garanterer i øvrigt for, at jeg ikke panikker og tager det første det bedste. Det har jeg gjort en gang for mange gange og jeg har bestemt mig for, at det er mig, der tager teten på, hvad resten af mit arbejdsliv skal bestå af.

Jeg har forøvrigt været selvstændig i en del år. Men det var i en periode, hvor der også var krise og jeg syntes det endte med at blive alt for hårdt. Alt for meget en kamp. Men jeg udelukker ikke, at det kan ende der igen.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home