kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

1.10.09

Susling om at sige sin mening eller bare sige noget

Jeg er i virkeligheden sådan en, der har det med at sige min mening (det kommer vel egentlig ikke som den store overraskelse, vel!). Hvis jeg ser noget, jeg oplever som forkert eller er svært for en person eller andet i den dur, så vil jeg gerne komme med en konstruktiv bemærkning. Jeg er også sådan en, der synes, at det er helt ok, at tale til folk i en kø eller hilse pænt på ekspedienten.

Det er så en ikke-dansk forteelse. Nok mere f.eks. en østrigsk ting (som jo er en del af mit genmateriale). I Østrig er det meget mere almindeligt, at man lige kommer med gode råd om dette og hint, selv til dem man kender mindre godt og det er der ikke en kat, der gør af. Sådan er det bare og det bliver som regel taget i en god ånd. "Ih, tak, har du gjort dig de erfaringer med XXX. Det må jeg prøve af."

Sådan er det så ikke i Danmark og efterhånden har jeg lært mig selv at holde kæft. For folk bliver meget hurtigt stødt på manchetterne eller tror, at man er småtosset, når man så'n snakker til dem.

Det er så bestemt ikke nemt, det med at holde kæft. Det er faktisk ret svært. F.eks. hvis jeg støder på én, som jeg kan se roder rundt med nogle ting og gør livet mere besværligt for sig selv end nødvendigt. Især, hvis det er noget jeg selv har tumlet med og har fundet facit på.

En anden ting jeg finder virkelig svært at holde kæft med, det er, når jeg ser børn blive behandlet mindre godt. Vi taler ikke en gang store ting som mishandling eller den slags. Mere noget med, at det gør ondt langt ind i sjælen på mig, når jeg ser et lille barn stå med skuffelsen malet i ansigtet, fordi mor ikke ser og hører barnet og barnets behov. Når en lille baby pludrer noget til sin mor, der ikke hører det, fordi hun har travlt med at tale i mobiltelefon eller når en lille fireårig pige står og ser helt opgivende ud, fordi hun allerede har lært, at mor tænker mere på sine egne behov end på hendes. Allerede i en alder af fire år er hun tilsidesat. Eller når jeg ser en lidt for overvægtig dreng med et gråt og støvet skær af forsømthed udleve sin vrede og sorg ved at tæve dem, der er mindre end ham. Det gør ondt på mig, gør det. Men jeg holder kæft.

Faktisk kan jeg godt skamme mig over, at jeg gør det, at jeg er blevet så dansk, at jeg ikke siger så meget, som jeg burde. Den dag i dag kan jeg ikke komme mig over, at jeg ikke greb ind, da jeg så en hollandsk mor tæve sin store søn foran alle os andre i Knuthenborg Safari Park. Jeg burde være gået hen til hende, have stillet mig op med armene i siden, så jeg blev en stor og impossant krukke, og have hvæset med formynderisk stemme: "I Danmark slår vi ikke vores børn og du stopper NU!" Men jeg gjorde det ikke. Ligesom jeg heller aldrig har sagt til min nabo, at jeg synes, hun skulle tænke over, om det er en god idé, at få barn nummer 3, når hun ikke engang kan tage ordentlig vare på de to, hun allerede har.

Og sådan ku' jeg blive ved, for det er skide sørgeligt, at vi ikke gider hinanden lidt mere. At vi ikke gider at gribe ind eller engagere os i hinanden. At vi er bange for at miste fernis og selvværd, fordi der er andre, der kommer med en velment og konstruktiv bemærkning.

Engang i mellem bobler det her med at sige noget nu op i mig, og jeg tror, at hende den fortravlede i køen egentlig var glad for det, fordi jeg lod hende hente dette og hint i butikken, som hun havde glemt (flere gange) og til sidst begyndte at lægge hendes varer op på båndet, fordi hun for 27.gang liiige skulle hente noget. Eller hende, der spurgte sin store søn, om de ikke skulle købe de lækre pærer, der var på tilbud i den lokale brugs og han vrængede, at man ikke skulle købe frugt i brugsen, når der lå en grønthandler lige ved siden af. Det havde han en pointe i, men jeg havde jo lige været i grønthandleren og der havde de ikke lige så lækre pærer til så billig en pris. Så det sagde jeg til dem. Der går jo ikke skår af mig af den grund, vel!

Etiketter:

11 Comments:

At 1/10/09 12:16, Blogger Henriette said...

Uha ja man skal være varsom med at stikke snotten for langt frem her til lands. Det gælder jo også når man som nabo har en fornemmelse om vold i hjemmet...

Eller hvis man er klar over at den er gal på mange andre fronter i vores omgivelser. Skal man gribe ind eller ej, er en svær en. Jeg havde en gang en underbo hvor der ingen tvivl var om at der var vold, men jeg anede bare ikke hvad jeg skulle stille op med den viden, eller hvordan jeg skulle gribe ind, så det endte jo med at jeg intet gjorde og det har jeg det da ikke godt med.

Jeg tror desværre også at det handler om, at mennesker ikke orker at engagere sig i andres liv. De har nok i at passe sig selv og måske den nærmeste familie.

Jeg ved sgu ikke,for jeg ved faktisk heller ikke hvordan jeg selv ville reagere hvis jeg oplevede at damen bag mig, begyndte at sige et eller andet til mig eller Josefine om pærer eller noget:)

Den må jeg lige tænke lidt over

Knus

 
At 1/10/09 12:22, Blogger susling said...

Henriette, nu skal du huske på, at jeg faktisk er en ok pæn dame og ikke den lokale landsbytosse. Forbavsende nok tager folk det pænt og bliver helt lettede, som hende, der spurtede rundt og ikke havde styr på en skid.

Mht. ikke at sige noget om de mere voldsomme ting, kan jeg slå mig selv oven i hovedet for at værre blevet berøringsangst. Det er svært. Men vi bør tage os sammen - især når det handler om børn. De kan jo ikke klare det selv, men det bør vi som voksne og ansvarlige mennesker kunne hjælpe dem med...sku' jeg mene.

 
At 1/10/09 13:10, Blogger Gittemay said...

Ja, det der genkender jeg jo godt. Det tror jeg faktisk, de fleste gør - for vi kunne afgjort gøre så meget mere i forhold til vores omgivelser, end vi gør. Ellers ville der vel heller ikke være alle de forfærdelige historier i nyhederne hele tiden.
Personlig er jeg ikke en 'rappenskralde' eller et udpræget 'brokkehoved'. Men. Der er områder, hvor jeg så afgjort ikke evner at holde min mund...og det er i hovedtræk børn, ældre og dyr, for de kan ikke forsvare sig selv. Og jeg har ovenikøbet papir på, at jeg tager bladet fra munden :-).
Fordi jeg for nogle år siden meldte min stedsøster for groft omsorgssvigt. Det lyder voldsomt - og det var det også. Men jeg orkede ikke at være vidne til det længere og se på, hvordan de to børn led. Hun havde i den grad skadet de børn med sin superegoisme, at det er en skænsel. Og jeg ved, hvad jeg taler om, for vi var familieplejere for dem i 7 år. Og SÅ fik jeg s'gu nok at fine hensigter og store ord. Reaktionen var helt vild. Både fra kommunen - men også fra hendes omgangskreds. Jeg blev mildest talt kimet ned - af folk, der var vrede på hendes vegne. INGEN tænkte på de børn. Altså bortset fra kommunen :-)
Og jeg gør det gerne igen. Men jeg taler ikke ofte om det, for mange reagerer 'sjovt', når jeg har fortalt om det.
Men jeg har omvendt også oplevelser, hvor jeg bagefter forbandede, at jeg ikke gjorde noget i situationen. Det er svært. For man skal også selv have overskuddet - og i nogle tilfælde modet. Jeg har gjort en del mennesker sure og vrede undervejs - men jeg har også gjort en hel masse andre glade.
For meget og for lidt fordærver alting - men ingen tvivl om, at meget 'går igennem', fordi folk er berøringsangste og/eller har nok i sig selv.

KH Gittemay

 
At 1/10/09 14:02, Blogger susling said...

Kære Gittemay,
jeg havde lige skrevet en lang og dybsindig kommentar til dig, men den forsvandt et sted i ingenmandssfæren.

Istedet vil jeg bare sige, at jeg synes, at du er en heltinde, slet og ret. Du har gjort det rigtige og det skal du på ingen måde skamme dig over - selv om det koster. For gu' koster det. Jeg ved af selvlevet erfaring.

Vær stolt af dig selv og gid, der var flere af din slags.

 
At 1/10/09 14:17, Blogger Gittemay said...

Nu bliver jeg helt varm i kinderne :-). Det føltes nu ikke særlig helteagtigt - nærmere meget meget nødvendigt. At det så kostede mig al kontakt med den del af familien er kun en lille pris. Det er nu også ret begrænset, hvad jeg går glip af...:-). Men jeg savner ungerne. Især nu hvor jeg ved, at den yngste er kommet ud i noget virkelig møg - ganske trist og uhyggelig forudsigeligt.
Men tak for roserne, Susling :-))

KH Gittemay

 
At 1/10/09 18:47, Anonymous FivetoSix said...

Jeg taler ofte til mennesker på min vej. Både i kassekø´en, ved reolerne og alle andre steder.
Selv når der kommer en stresset husmoder med en knirkende indkøbsvogn, kan vi få smilet frem med en bemærkning om, at hun da har fået den mest højt syngende indkøbsvogn i hele butikken :-)
Det er vel et spørgsmål om atitude.
Og når jeg har twistet med "gammelmand" + kone ved kartoflerne, og siden møder dem ved "kaffe-på-tilbud", så er det da meget rart at veksle et par humoriste ord igen...
Jeg snakker meget når jeg køber ind :-)

 
At 1/10/09 18:50, Anonymous FivetoSix said...

Jeg snakker i det hele taget meget ;-)

 
At 2/10/09 14:35, Blogger Dana Watsham said...

Det virker da som om vi er flere, der snakker med vores medmennesker når vi køber ind ;o)

- og jeg hører altså til dem, der griber ind når jeg ser en voksen slå et barn. Ved en enkelt mindeværdig lejlighed var jeg vred nok til at klappe idioten lige så hårdt bagi som hun lige havde slået sit barn. Som forhenværende banket kone ringer jeg også gerne efter både politi og sociale myndigheder, hvis jeg oplever hjemmevold. Den slags hører ingen steder hjemme.

Og Gittemay: Du får dagens rose. Gid der var flere som dig, der smøgede ærmerne op og sagde til/fra. Tak.

 
At 2/10/09 15:21, Blogger susling said...

Jamen hurra for at snakke! Jeg kan jo alligevel ikke lade være!

Jeg synes nu stadig, at det er svært at gribe ind, når jeg ser noget, der ikke ser helt rigtigt ud. Mange gange observerer jeg bare, for at se, hvordan tingene udvikler sig. Man skal jo også passe på kun at se ud gennem sine egne briller og tro, at man sidder med hele facit. Jeg tror dog, at jeg ville og vil gribe ind, hvis jeg ser noget virkelig grelt. Her havde vi f.eks. på et tidspunkt en familie, der virkelig hang i torvene og det snakkede vi andre så lidt om og forsikrede hinanden om, at vi ville holde øje og gi' hinanden et prej, hvis det gik helt galt. Der var mange øjne på den familie!
Jeg synes straks, det er sværere med de små bitte svigt i familier, som udadtil virker velfungerende. Hvad fillan stiller man lige op der?

 
At 2/10/09 21:56, Anonymous Annette said...

Åh ja, den berøringsangst kender jeg alt for godt. Jeg har også stået i situationer, hvor det har gjort ondt langt ind, uden at reagere.
Desværre er jeg ret så konfliktsky, og den slags kan også ligge tungt i generne, skulle jeg hilse og sige... Men det er jo ikke en plausibel undskyldning for ikke at tage sig sammen, når det er nødvendigt. Tit tænker jeg bare lidt for længe, før jeg taler... Og prøver at se tingene fra flere vinkler (hvilket også kan være godt - det er jo sjældent, man som forbipasserende kender hele sandheden).
Jeg har boet ved siden af en enlig mor, der konsekvent talte meget grimt til sine børn og virkede temmelig ligeglad. Det kriblede inden i mig efter at gribe ind - men på den anden side ved jeg ikke, om det havde ændret noget. I virkeligheden var en hjælpende hånd nok det, hun havde mere brug for end fordømmende bemærkninger...
Det blev da vist en megalang kommentar, men det er også et emne, der optager mange af os, tror jeg.

 
At 6/10/09 19:09, Anonymous Ann-Charlotte Kjeldsen said...

Vi har, alle uden undtagelse, en forpligtelse til at melde vold og omsorgssvigt af børn, unge og andre, der måtte have behov for hjælp til det offentlige. Jeg taler som "gammel" socialforvilder.

Jeg har af samme grund et par gange skrevet en underretning til de sociale myndigheder om omsorgssvigt af børn, og jeg gør det gladeligt igen, skulle jeg blive vidne til det, ligesom jeg gerne henvender mig til samme offentlige instans, skulle det samme være tilfældet for et voksent menneske, jeg møder på min vej.

Af med de pæne damehandsker. Det er der ingen, der er tjent med. Ingen.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home