Susling om at sige sin mening eller bare sige noget

Jeg er i virkeligheden sådan en, der har det med at sige min mening (det kommer vel egentlig ikke som den store overraskelse, vel!). Hvis jeg ser noget, jeg oplever som forkert eller er svært for en person eller andet i den dur, så vil jeg gerne komme med en konstruktiv bemærkning. Jeg er også sådan en, der synes, at det er helt ok, at tale til folk i en kø eller hilse pænt på ekspedienten.

Det er så en ikke-dansk forteelse. Nok mere f.eks. en østrigsk ting (som jo er en del af mit genmateriale). I Østrig er det meget mere almindeligt, at man lige kommer med gode råd om dette og hint, selv til dem man kender mindre godt og det er der ikke en kat, der gør af. Sådan er det bare og det bliver som regel taget i en god ånd. "Ih, tak, har du gjort dig de erfaringer med XXX. Det må jeg prøve af."

Sådan er det så ikke i Danmark og efterhånden har jeg lært mig selv at holde kæft. For folk bliver meget hurtigt stødt på manchetterne eller tror, at man er småtosset, når man så'n snakker til dem.

Det er så bestemt ikke nemt, det med at holde kæft. Det er faktisk ret svært. F.eks. hvis jeg støder på én, som jeg kan se roder rundt med nogle ting og gør livet mere besværligt for sig selv end nødvendigt. Især, hvis det er noget jeg selv har tumlet med og har fundet facit på.

En anden ting jeg finder virkelig svært at holde kæft med, det er, når jeg ser børn blive behandlet mindre godt. Vi taler ikke en gang store ting som mishandling eller den slags. Mere noget med, at det gør ondt langt ind i sjælen på mig, når jeg ser et lille barn stå med skuffelsen malet i ansigtet, fordi mor ikke ser og hører barnet og barnets behov. Når en lille baby pludrer noget til sin mor, der ikke hører det, fordi hun har travlt med at tale i mobiltelefon eller når en lille fireårig pige står og ser helt opgivende ud, fordi hun allerede har lært, at mor tænker mere på sine egne behov end på hendes. Allerede i en alder af fire år er hun tilsidesat. Eller når jeg ser en lidt for overvægtig dreng med et gråt og støvet skær af forsømthed udleve sin vrede og sorg ved at tæve dem, der er mindre end ham. Det gør ondt på mig, gør det. Men jeg holder kæft.

Faktisk kan jeg godt skamme mig over, at jeg gør det, at jeg er blevet så dansk, at jeg ikke siger så meget, som jeg burde. Den dag i dag kan jeg ikke komme mig over, at jeg ikke greb ind, da jeg så en hollandsk mor tæve sin store søn foran alle os andre i Knuthenborg Safari Park. Jeg burde være gået hen til hende, have stillet mig op med armene i siden, så jeg blev en stor og impossant krukke, og have hvæset med formynderisk stemme: "I Danmark slår vi ikke vores børn og du stopper NU!" Men jeg gjorde det ikke. Ligesom jeg heller aldrig har sagt til min nabo, at jeg synes, hun skulle tænke over, om det er en god idé, at få barn nummer 3, når hun ikke engang kan tage ordentlig vare på de to, hun allerede har.

Og sådan ku' jeg blive ved, for det er skide sørgeligt, at vi ikke gider hinanden lidt mere. At vi ikke gider at gribe ind eller engagere os i hinanden. At vi er bange for at miste fernis og selvværd, fordi der er andre, der kommer med en velment og konstruktiv bemærkning.

Engang i mellem bobler det her med at sige noget nu op i mig, og jeg tror, at hende den fortravlede i køen egentlig var glad for det, fordi jeg lod hende hente dette og hint i butikken, som hun havde glemt (flere gange) og til sidst begyndte at lægge hendes varer op på båndet, fordi hun for 27.gang liiige skulle hente noget. Eller hende, der spurgte sin store søn, om de ikke skulle købe de lækre pærer, der var på tilbud i den lokale brugs og han vrængede, at man ikke skulle købe frugt i brugsen, når der lå en grønthandler lige ved siden af. Det havde han en pointe i, men jeg havde jo lige været i grønthandleren og der havde de ikke lige så lækre pærer til så billig en pris. Så det sagde jeg til dem. Der går jo ikke skår af mig af den grund, vel!