Susling om at spejle sig

Når min datter skal ud af døren, så tager det en krig og en madpakke. Vi har nemlig et stort spejl hængende lige ved siden af døren og det fanger hende. Slår sine arme omkring hende og vil ikke slippe igen. Så står hun der og vender og drejer sig. På et tidspunkt går hun helt tæt på og ser sig selv dybt ind i øjnene, mens hun laver sit spejlansigt. Et helt særligt udtryk, hvor hun suger kinderne lidt ind, laver trutmund og vipper hovedet lidt frem.

Jeg ved ikke, hvem det er hun ser derinde eller hvad hun ser. Men det er sikkert som amen i kirken, at det er samme sceance hver gang og det er underordnet, om hun er alene på vej ud af døren eller om hun er sammen med nogen. Hendes kæreste f.eks., der ikke siger en lyd, men bare står tålmodigt og venter på, at hun skal blive færdig med sig selv.

Jeg kan svagt huske, at jeg også gjorde sådan en gang. Jeg husker også svagt, at spejlingen handlede om at finde sig selv eller rettere forsikre sig selv om, at man var tilstede. Ikke så meget om bukserne sad ordenligt eller man havde taget den rigtige bluse på. Det er nemlig en anden slags spejling. En tjekspejling. Slet ikke som den, jeg her beskriver.

Selv er jeg forlængst holdt op med, lad os kalde det eksistentialismespejlingen. Jeg ved godt, at jeg er her midt i det hele. Nu laver jeg mere trækkemaven ind-spejlingen eller tjekke tænderne-spejlingen (så man undgår at komme ud af døren med læbestift og birkes på tænderne.) Eller vedligeholdelsesspejlingen - den hvor man klasker noget creme i hovedet, sætter sit hår og den slags. Jeg bliver også nødt til at lave sætte-kontaktlinser-i-spejlingen. Eller kan-jeg-stadig-tillade-mig-det-her-spejlingen. Men det er altsammen en helt anden type spejling. Og hvis jeg må tillade mig at sige det: En mere moden spejling.