Susling om solidaritet
"Mor, hvad betyder solidaritet egentlig?" spurgte DJ Brockhouse mig i går. "Fordi mor, jeg har jo opdaget, at jeg ikke er så god til matematik og så vil jeg i stedet være rigtig god til ord - især fremmedord.
"Tjo," svarede jeg. "Solidaritet betyder, at man tager ansvar for hinanden og står sammen om at løse problemerne." (Det var lissom det tætteste jeg kunne komme på at få forklaret, hvad ordet betød og indebar.)
I morges kom Anders og jeg så til at snakke om, at han havde spurgt os om lige netop det ord.
"Det står egentlig ret skidt til med solidariteten, når DJ Brokhouse bliver nødt til at spørge os om, hvad det betyder," sagde han. "Ja", svarede jeg. "Det har du ret i."
Det kan man så rode rundt i og finde alskens forklaringer på. Hvorfor vi som samfund har mistet anstændighed og ansvarsfølelse. Hvorfor en-hver-mand-for-sig-selv-princippet og friværdisvanvid har erstattet hensyn og fællesskab. I princippet kan man vel blot sukkende konstatere, at den siddende regerings værdipolitik og indædte kamp mod alt, der lugter af Socialkammeraterne er lykkedes.
Men, der er dog åndehuller. De er ikke store, men de er der. F.eks. så er jeg nået til det stadie, hvor jeg synes, at alt på indpakninger og etiketter bliver skrevet med alt for små bogstaver. Jeg er så bare ikke nået helt dertil endnu, hvor jeg altid har mine læsebriller + 1,50 med i tasken. Så kan man så stå der med varen strittende ud fra sig i så'n ca. en arms længde for at tyde, om der er noget farligt inden i. Og det er så her solidariteten træder ind. Jeg spurgte nemlig forleden en anden medinkøbsinde (som jeg i øvrigt ikke kendte) om hun kunne læse, hvad der stod lige der, det med småt. "Åh, nej," svarede hun. "Jeg har ikke mine briller med. Men det har min veninde. Øjeblik, jeg får lige fat i hende!" Begge kommer stormende. Veninde nu med briller på og hun læser så etikettens mange ord op for mig.
Anden situation. Jeg står sammen med Ny Skæg Bekendt, som pludselig udbryder:"Jeg MÅ låne et toilet - NU." DET ved man godt, hvad betyder, når man har fået sig et par unger og har nået en vis alder og tyngde. Det betyder akut risiko for, at man pisser i bukserne i det offentlige rum! (Og nej, knibeøvelser er ikke nok. (Sidder dog og laver et par af dem ligenu, bare så'n, fordi det skal man jo)). Min medfølelse er kolo-enorm og det står vi så lidt og diskuterer. Bag ved os i køen (hvad, fanden, jeg er sgu da hele tiden i supermarkeder!) står der en lidt ældre dame, så'n ca. i 60'erne. Hun er helt klædt i sort, har store sorte solbriller på og en piratbandana bundet om hovedet (bor jo på Christianshavn, ing'). Ny Skæg Bekendt spørger lidt indeklemt den unge kassedreng, om det er muligt at låne et toilet. Ung kassedreng stirrer arrogant på Ny Skæg Bekendt: "Narj, det er det da virkelig ikke."
Piratbandana-dame udbryder forarget og med medfølelsen (eller skal vi kalde det solidaritet?)tydeligt malet i sit lille og alt for tynde ansigt:"DET MÅ DA VÆRE MULIGT, AT MAN KAN LÅNE ET TOILET, NÅR MAN NU SKAL!!!!!!!"
Se det er solidaritet!
Så kære medsøstre og medbrødre. Kammerater! Husk, at vi kun får et bedre samfund, hvis vi forstår hinandens situation og giver en hjælpende hånd! Og er du endnu ikke nået til det stadie, hvor du synes, at alt bliver skrevet med alt for små bogstaver og du lever i konstant risiko for at vådte dig selv, fordi din bækkenbund og blærekontrol ikke er, hvad den har været, så husk: En dag står du der selv og så vil du blive rigtig glad for en solidarisk gestus.
PS. Til orientering nåede Ny Skæg Bekendt, at finde et toilet et andet sted. Den lokale italianobiks var fuld af forståelse for, at skal man, så skal man og det er NU - som i akut. Solidaritet, siger jeg bare!
Etiketter: It's great to be alive
posted by susling @ tirsdag, september 15, 2009
18 Comments:
Er det af og til angsten for at spørge der gør at vi ikke finder den solidaritet der, tror og håber jeg, stadig eksisterer?
Jah, den kassekø emmede i alt fald af solidaritet (og desperation).
Men jo, der er for få der spørger - om alt muligt. Om hvorfor vi føler ansvar for hinanden, selv om lovgivningen nærmest gør det umuligt at udtrykke det, for eksempel.
Sammy (jævnaldrende med DJ Brokhouse) brugte ordet 'solidaritet' i en engelsktime, og måtte bruge laaaang tid på at forklare klassekammeraterne hvad ordet betød ...
Det er vel en af forklaringerne. Hvis man tør blotte sig og visse sine mindre flatterende sider, bliver andre helt lettede og forstående. Som i: Ah, ja, sådan har jeg det også. Jeg er ikke alene med det. Nu skal jeg hjælpe.
Men Christina, det ser ikke så godt ud med den dersens solidaritet her i FlødeskumsDanmark. Jeg fornemmer dog ansatser til, at folk over en bred kam har fået nok. Tænk f.eks. på Natashas: Giv mig Danmark tilbage..
Dana:Hvis nu nogle af os bringer det private ud i det offentlige, så har vi starten på en modbevægelse!
Mange tak for et både sjovt og vedkommende indlæg.
Solidaritet kunne jeg godt ønske mig noget mere af. Solidaritet med de handicappede, de psykisk syge, misbrugerne på bænken, de fattige børn, unge og ældre, førtidspensionisterne....
Som tilhørende en af grupperne har jeg gennem de siste par år oplevet en nærmest facistisk holdningstilkendegivelse fra forskellige kanter af samfundet. "Førtidspensionister er samfundsnassere, som bør fratages stemmeretten.." er blot en af mange af samme skuffe.
Solidaritet ligger for mig på et dybere plan en almindelig medfølelse og forståelse for et andet menneskes situation. Den kræver noget handling, som jeg ikke synes ligger i de andre begreber.
Tak Madam K. jeg synes også selv, at jeg lige overgik mig selv i dagens tekst. Faktisk luftede jeg min kombo om inkontinens og solidaritet for min mand inden han tøffede ud til den glade konsulentbranche. Han syntes, at jeg ikke burde kople pisse i bukserne med det alvorlige emne solidaritet. Jamen jeg er jo Susling, svarede jeg. Det er jo den slags hun gør. Og som sagt så gjort.
Og til det andet du skriver: Jeg må indrømme, at man kan blive meget tyndslidt af, at skulle være solidarisk med alt og alle. Der er altså situationer, som jeg hverken kan eller vil forholde mig til som privatperson.Du har f.eks. et helt specielt fokus som er reelt nok. Det er så bare ikke min virkelighed. Jeg har andre ting, der ligger mig meget mere på sinde.
Netop derfor skal vi have noget statssanktioneret anstændighed. Så kan vi løfte mange ting på en fælles bred ryg.
Get my point?
Jamen det hænger jo OGSÅ sammen ... den ene gang jeg ikke nåede et toilet og stod med våde bukser på Schweitzerpladsen i Slagelse faldt der mange "hun må jo være skidefuld"-bemærkninger.
Det er blevet almindeligt accepteret at udtrykke misbilligelse/manglende accept/udelukkelse/foragt for stort set alt, det ikke lige ligner og agerer som én selv.
Og DET er usolidarisk ...
Dana: Det er sgu da bare til de står der selv! Hvordan er det nu? Var der ikke noget med, at tilgangen af lidende, der har været i kontakt med noget psykriatisk hjælp, er steget med 48% inden for de seneste 10 år?
Bortset fra det, nu har du jo mødt mig. Måske har du så også bemærket, at jeg kører "overfladestilen". Måske har jeg pisset en tår i bukserne, men kombineret med pæne sko og en dyr taske, så kan man lave "fake it til you make it-finten." Tænk bare på Hellerup-fruerne med solbriller, pels og dagens indkøb af portvin høje på "mors lille hjælper". DE PISSER OSSE I BUKSERNE!
Jeps :o)
Amen!
Ja, det er en meget meget kedelig udvikling. Beskæmmende. At der er så mange, som føler sig for gode til at tage sig at dem, som har været knap så heldige her i livet.
Jeg tænker over det, når jeg ser, hvordan individualisme bliver forvekslet med egoisme. Noget der virkelig kan gøre mig knotten. I det hele taget kan hele problematikken gøre mig godt knotten - for hvem pokker har nogensinde sagt, at vi er usårlige og bedre end naboen. Ting kan ske for alle. Og ingen er for gode til at hjælpe hinanden - det er jo ligesom det, der gør et samfund. Det er kedeligt, når man ligefrem overrasker folk ved at tilbyde hjælp.
Nej jeg bryder mig ikke om udviklingen - slet slet ikke.
KH Gittemay
Altså, nu mener jeg jo, at vi stadig er mange, der vil og kan (og så er vi da en hel del, der døjer med mindre blærekontrol.) Hvis nu vi slutter os sammen og smider blonder, selvtilstrækkelighed og facaden væk, så er vi sågu da nået et stykke af vejen. Og hvor er det lige det hele starter? Det starter med dig selv...lige dig, der sidder i sofaen eller står træt og ser på dig selv i spejlet, mens du tænker (sådan overført og generelt)"Hvor blev det hele af?"
Tag ikke dette personligt. Jeg prøver bare at advokere for en ny solidarisk bevægelse - og lidt gammeldags kvindekamp - altså uden alt det, hvor mænd er nogle skiderrikker. Mange er nemlig ikke sådan nogle.
Jeg tager det skam ikke personligt, Susling :-). Selv er jeg som en lille duracel-kanin på det punkt - jeg bliver ved og ved og ved. Og har heldigvis også en masse gode oplevelser omkring solidaritet. Og jeg tror faktisk stadig på, det tingene kan ændres. Men det kræver en indsats, for ingenting kommer af sig selv. Men jeg synes stadig, at det er beskæmmende og sørgeligt at se, hvordan vi fjerner os fra hinanden som mennesker. Det er jo ikke bare 'den anden', der mister noget - det gør man også selv. Ingen vinder på den holdning.
KH Gittemay
Ha, det er da fint tænkt: "når nu tallene driller så håber jeg ordene vil danse". Skønt barn. I 70'erne hvor ordet blev skamredtet ville alle børnene have kunne sige det, men det er ikke sikkert at de ville have været bedre til rent faktisk at praktiserer det. Og sådan har hver sin tid sit.
Gittemay: Der er jo så også det, at solidaritet kan udtrykkes på så mange forskellige måder. Vi, som var unge og ungvoksne i senhalvfjerdserne og tidligfirserne skulle jo idelig være solidariske med nogen eller noget - begrebet blev så endelig ramt af inflation med Solidarnösh i Polen - og så glemte vi egentlig ordet længe. Det samgte lidt for meget af Angulus-sko og hønsestrik, ikke?
Men solidaritet er også hende, der tog mig i armen den dag med de våde bukser, og sagde: "Ved du hvad, genbrugeren ligger lige her rundt om hjørnet. Der kan du få tørre bukser uden at det koster en halv ugeløn", og så hjalp mig derom. Jeg vidste godt hvor den lå, men var meget taknemlig over at NOGEN gjorde andet end at hvisle spydigheder. Så begrebet er ikke dødt endnu. Det har bare flyttet sig.
Marina: Jeg har lige fortalt min søn, hvad du har skrevet. Han blev meget glad. (Jeg bakker ham nu også op. Men er stærk på de sider man er stærk på. Hvorfor fanden så plage sig selv med alt det man ikke kan?!)
I øvrigt lever solidaritet i bedste velgående blandt de 15- 20 årige (mine ungers aldersgruppe). De snakker ikke så meget om det, men praktiserer det i hverdagen og over for hinanden. Meget endda.
Præcis Dana :-). Det har flyttet sig - for tiden er så anderledes idag. Jeg tror bestemt ikke, at begrebet er dødt - men siger man det højt, tænker folk fluks i retning af tidligere tider. (Også)Jeg ser den faktisk for fuld udblæsning blandt netop unge mennesker - ret fantastisk at se. Så der er håb - masser af håb. Og der er også mange, der gør det, uden at tænke over, at det er det, de praktiserer - de er 'bare' medmennesker', som tænker længere end til egen næsetip.
KH Gittemay
Nemlig Gitte May (hvis jeg så'n lige må blande mig :-)). De praktiserer det nemlig i hverdagen. Den nye generation, der er ved at vokse op nu og igang med at blive fuldmodne voksne, udviser en omsorg og interesse for hinanden og verden som helhed, der gør mig glad helt ned i tæerne.
Send en kommentar
<< Home