Susling: Happy shiny people

Efter (endnu en gang) at have jamret og haft ondt af mig selv (og så skrev jeg ikke en gang noget om, hvor ung og slank jeg så ud dengang, hvor jeg stadig havde min egen hårfarve -det kan man jo også blive lidt depri over - eller hvor nuttede og bløde og dejlige mine små unger så ud, eller hvor flot min mand var). Ja efter det, der trimlede jeg om på sofaen og døde en lille bitte smule. Den virus, jeg har gået rundt med i de seneste dage, var sadt ind med sit sidste crescendo.

Det er meget muligt, at det har været "Svinet", jeg har trods alt lige haft besøg fra NYC, hvor dyret vist skulle trives ret godt. Men det er lige så muligt, at det ikke har været det. Hvis, så har det været en forholdsvis mild omgang.

Dog ikke mere, end at jeg i går var blottet for tankeaktivitet. Intet ku' rigtig bevæge mig, heller ikke de fjollede billeder af Lars Løkke i fuld kampuniform, som jeg svagt så ud af øjenkrogen. Ikke engang den historie, der var om, at man nu kan konstatere genet for skizofreni, så folk har mulighed for at vælge et barn med de gener fra. Og dog, der kom jeg altså en anelse op af stolen.

Skizofreni er en meget grim sygdom - indrømmet. Men selv om man har disponeringen for sygdommen er det ikke nødvendigvis noget, der vil udvikle sig. I min bog afhænger det lige så meget af miljø som arvelighed. I indslaget i Tv-avisen havde man som "ugens glade krøbling", valgt at interviewe en kvinde, der selv led af skizofreni. At hun fravælger at få et barn, kan jeg godt forstå. Det er ikke helt nemt, at være en psykotisk mor. Men jeg synes, det var et skidedårligt eksempel, som på ingen måde illustrede problematikken. Blev spørgsmålet om hun selv gerne ville have været en abort måske stillet?


Som datter af en skizofren mor rammer denne historie mig lige i solar plexus. For hvad er det egentlig, den siger? At man ikke har ret til et liv, fordi man har en gendefekt, der måske - måske ikke udvikler sig.

Denne nyhed river op i alle de fordomme, jeg har måtte slås med gennem tiden. Som f.eks. min kære svigermor, der på et tidspunkt sagde - før jeg fik børn - at jeg nok skulle overveje ikke at sætte børn i verden. Eller den her med: "Ja, der er jo sindsyge i familien". Og det skal så være forklaringen på, at alt er gået galt for en person.

For mig er det bare ansvarsfralæggelse og angst af værste skuffe.
For hvis nu alt kan reduceres til en gendefekt, så kan de, der ikke har den, vide sig i sikkerhed og i øvrigt undgå at tænke nøjere over livet og det miljø de skaber for deres egne børn.

Og så gider jeg overhovedet ikke snakke om eutonasi og racehygiejne (jeg havde en grandtante, der blev gasset af tyskerne, fordi hun led af epilepsi). Der skal vi da slet ikke hen...Men skulle man føre tanken helt ud, så kan jeg da godt komme i tanker om andre defekter, man bør se nærmere på. For videreføre noget gør vi alle.

Min mand har f.eks. morbus scheuermann og en grim eksem, der kommer og går. Burde han være sat i verden? Burde min svigermor ikke lige ha' tænkt lidt over det? Eller hvad med diabetes? Det er sgu da en led sygdom, der kan gøre folk blinde og i øvrigt koster samfundet i diverse medicin. Og hvad skal vi egentlig med de blinde og de døve? Og dem der lider af sclerose? De ligger jo bare samfundet til last og er ikke særlig produktive. Eller overvægt. Der kan man sgu da virkelig tale om arvelighed og et lidt tungere liv, end for gennemsnittet.

Men er det virkelig det, vi vil ha'? Et samfund udelukkende med happy shiny people.