kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

30.8.09

Susling siger mange tak

Kære alle, der har taget sig tid til at skrive en kommentar. Hvis I vidste, hvor glad det gør mig at "møde" jer! At blogge er jo et eller andet sted en lidt underlig ting - eller rettere den måde ens blog udvikler sig over tid. Og hvem er det egentlig, der synes, det er værd at læse med?

Oprindelig startede jeg med den intention at skrive om pros and cons ved at være blevet over 40. Hen af vejen er det så netop blevet mere reflektioner om dette og hint, som regel med udgangspunkt i mig selv og mit liv. Mange gange er det sat igang af en lille sætning fra ungerne eller noget jeg skal have sat ord på, så det er ude af mit system. Netop derfor kan det, jeg skriver, også fremstå mere famlende og sårbart, end jeg i virkeligheden er. Men det synes jeg godt det må være, for nogle gange har man styr på situationen og andre gange ikke. Det er menneskeligt og jeg vil så gerne, at vi viser hinanden, hvem vi er på godt og ondt.

Nogle af jer giver udtryk for, at mine indlæg er meget ordrige. Jeg kan vist ikke andet - i hvertfald ikke her på min blog. Ude i det virkelige liv kan jeg nærmest skrive haiku til bagsiden af en bolsjepose. Derude dyrker jeg i allerhøjeste grad begræsningens kunst. Men gør vi ikke alle det? Ude i den virkelige verden.

Der er også nogle, der skriver, at de ikke altid er enige med mig eller de bliver ligefrem irriterede. Jamen så smid en kommentar. Jeg kan, som alle andre godt li' at blive poleret på rygstykkerne, men jeg kan også li' at blive klogere på andres synsvinkler. Sandheden er jo ikke konkret men mangefaceteret og det er i modspillet, det begynder, at blive interessant. (Jeg tror dog aldrig, at jeg kan overbevises om, Pia K. er kvinden for mig.)

At I kan li' min humor gør mig oprigtig glad. Den er finpudset gennem mange år. Nok især sat i gang af den gang jeg som 8-årig stod i en dansk folkeskoleklasse på Nørrebro iført fletninger og tyrolerkjole (min mor synes, det så så sødt ud!). Hvad gør man i sådan en situation? Man kan selvfølgelig lægge sig ned og tude og acceptere, at man er på vej til at blive et moppeoffer. Man kan også gøre, som jeg gjorde: udvikle skarp humor og få hele klassen til at grine med én og ikke af én.

Sidst men ikke mindst: Jeg skal nok tøjle min hang til punktummer på række (Anna). Men jeg garanterer ikke, at jeg ikke en gang i mellem falder i. Jeg elsker prikker - det er mine tankeprikker.

Endnu en gang rigtig, rigtig mange tak. Jeg ville ønske, at jeg kunne møde jer alle sammen ude i det virkelige liv :-)

5 Comments:

At 30/8/09 11:42, Anonymous Anna said...

Jeg ved godt at de er tankeprikker, og holder du af dem skal du naturligvis beholde dem :)

- og hvem ved, måske vi allerede har mødt hinanden ude i virkeligheden, uden at du ved af det ;)

 
At 30/8/09 12:33, Blogger Sifka said...

Hold da op, jeg har ikke engang nået at svare endnu!

 
At 30/8/09 12:48, Blogger Henriette said...

Jeg selv kan heller ikke lade være med at tankeprikke når jeg skriver. Det er lissom for at understrege den eftertænksomhed man har gang i.

Det er det samme med store bogstaver. Nogle kunne få den tanke at jeg råber, det var der engang en der skrev et indlæg om andetsteds, MEN (hihi) det er bare endnu en måde at få sætningen til at fremstå som den lyder i mit hoved.


Tyrolerkjole og fletninger???
"Why Ross, du you hate our child" er den sætning der popper op i mit hoved. Men der skal man selvfølgelig være velbevandret i Venner for at vide hvad det handler om. Søde Susling, det var da vist en mor der, der ikke lige tænkte på barnets tarv hva ;)


Knus til dig på en søndag i gråvejr.

 
At 31/8/09 23:07, Blogger Beologen said...

Jeg var lige ved at svare på din forespørgsel, men blev pludselig helt genert over så direkte et spørgsmål...fordi jeg kunne mærke at svaret måtte blive lige så direkte.

Og jeg troede (dum som jeg er) at ingen ville svare. Mærkeligt, ikk'? At jeg troede det? Det er kun fordi jeg aldrig ville turde lave en tilsvarende...enquette, på min blog. Jeg ville føle at det var at overskride læsernes grænser: Hvorfor læser du min blog?

Men jeg synes det var en god idé, Susling - og det glæder mig at du blev glad for svarene.

Og for at give dig noget mere tilbage, så vil jeg svare forsinket:

Jeg læser dig, fordi du har mod til at skrive om svære ting. Det kan du selvsagt gøre, fordi du holder en form for anonymitet. Den metode bruger jeg ikke, men den giver langt bedre muligheder for at vende meget problematiske private emner.

Og den måde du diskuterer allehånde emner på, er altid tankevækkende, synes jeg.

Du har den toughness, som kommer fra dit liv i hovedstaden. Jeg kan godt lide den kant. Den gemmer jeg langt væk, fordi jeg er lidt af kujon...indtil en vis grænse.

Jeg har mødt dig og din familie IRL. Det understregede den følelse jeg har af dig fra din blog: du er den, du skriver.

Vi skriver.
Det gør vi.
Når man nu godt kan...

 
At 1/9/09 08:51, Blogger susling said...

@Beo: Ja, vi skriver. Det gør vi. Fordi vi ikke kan lade være. Jeg ville dog ønske, at jeg havde modet til at gå lige så langt som dig. Det har jeg ikke.
Så hvem er kujonen?

Mht. selve enquetten, så var det ikke fordi jeg ville være selvfed eller anglede efter ros. Det var mere, at jeg fik et behov for at "møde" læseren. Få et feed back på, om det jeg skriver har en værdi for andre end mig selv.

Og de svære emner. Tja...sådan opfatter jeg det ikke helt selv. Jeg har altid haft et behov for, at rive sløret væk og sætte lys på ting/problemer. Det gør, at det tunge bliver til at håndtere.
Jeg har dog en indre censor som alle andre. F.eks. så er jeg alt for blufærdig til at kunne skrive om sex.

Tak for dit meget eftertænksomme og konstruktive svar, Beo!

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home