kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

1.9.09

Susling om at finde sig selv

Forleden dag, da vi var ude hos ungernes farmor, fandt Skumfidusen nogle fotos helt tilbage fra 1997. Der sad vi, alle fire, og det føltes som om det var billeder fra en helt anden planet. Hvordan var det egentlig dengang? Hvad tænkte jeg? Tænkte jeg det samme, som jeg gør nu? Eller var jeg bare fanget i det liv, der var den gang?

Den gang for 12 år siden havde jeg favnen fuld af en 3-årig og en 6-årig. Og på billedet ser jeg så ung og skrøbelig ud. Spinkel og med vægten af ansvar for ungerne og et fuldtidsarbejde hvilende tungt på mine skuldre. Jeg tror egentlig, at det var en fin tid. En travl tid. Jeg elskede at være mor til mine to små unger og at øse ud af alt det, jeg havde at gi' til noget, der var mit helt eget. Min helt egen selvproducerede familie. Det var også en tid, hvor jeg tjente godt, havde et fint visitkort og succes med det jeg lavede.

Men jeg ved godt, at inde i hende den unge og skrøbelige kvinde på billedet, der boede følelsen af, at der også var noget andet. Jeg lyttede bare ikke så meget til det, fordi jeg var så glad for endelig at være normal. Jeg var ikke længere hende med den syge mor, eller hende i tyrolerkjolen. Jeg var ikke længere hende den fortvivlede 16-årige, der sultede og godt vidste, at hun kun havde sig selv. Jeg var bare en helt almindelig middelklassedansker, der fik sin løn, opdragede sine børn og var en del af det hele. Derfor overhørte jeg uglæden, som kunne snige sig ind på mig, når jeg træt stod med hovedet ned i supermarkedets frysedisk. Jeg nægtede at reagere på de spinkle tanker, om hvis bare cyklen kunne cykle baglæns, så jeg slap. Slap for endnu en dag med ingen-glæde og ord jeg ikke selv bestemte over.

Netop den ingen-glæde og ord jeg ikke selv bestemte over, har fulgt mig på sidelinien i årevis. Jeg har aldrig været rigtig glad. Jeg har i virkeligheden ofte siddet og tænkt, hvorfor skal det her være så vigtigt? Og her i foråret, der kulminerede det.

Jeg var bare få uger før gået hjem med en fyresedel, som jeg var rigtig glad for (fordi det sted jeg var havnet var forkert fra ende til anden) og havde uden hovede kontaktet mine sædvanlige freelancekontakter, for videre skal man. Da jeg blev ringet op af en af dem, og spurgt om jeg ville skrive en artikel om et emne, der er så ligegyldigt, at jeg ikke en gang gider nævne det, kunne jeg pludselig mærke kvalmen bølge gennem mig. Helt nede fra maven og op i halsen for til sidst at ende i min mund. Jeg sagde nej, nej tak, jeg kan ikke mere (og det skal man ikke sige som freelancer!). Men jeg var ligeglad. Og det er jeg stadig. Jeg kan simpelthen ikke længere løbe i røven på noget, der ikke er mig. Jeg kan ikke jagte en karriere og spille med i et spil, som jeg ikke kan tage alvorligt og hvor jeg ikke kan gi' mig selv 100 %.

Min store udfordring er så at finde ud af, hvad jeg så kan? Hvad det næste skal være? En ting ved jeg dog: Det skal være noget med ord!

Etiketter:

3 Comments:

At 1/9/09 16:25, Blogger Henriette said...

Kære Susling. Med fare for at lyde som om jeg kender dig godt, for det gør jeg jo slet ikke, så er jeg sikker på at du skal være forfatter. Det er muligt du skal bruge lidt tid til at finde ud af ,hvordan og hvorfor, og hvilken slags, men en dag så kommer det til dig. Den evne du har til at skrive, evnen til at være krads/ærlig/hylende morsom og alvorlig det må og skal da bruges til noget. Det er jo det du holder af for pokker.

Jeg er godt klar over at du har levet af at skrive før, men nu skal det være dig selv du skriver for, dig selv der bestemmer emnet og kun fordi du har lyst.


Men hvad ved jeg.. :-)


Det med at have levet uden at ville føle, DEN kender jeg jo alt for godt og det springer i luften en dag. Lyt til dig selv, det er det vigtigste.

PS: hvad med at være oversætter?? det har jeg altid haft lyst til og der får man jo virkelig brug for at kunne det danske sprog.

Knuuuus Henriette

 
At 1/9/09 20:14, Anonymous Irene said...

'en helt almindelig middelklassedansker' ... Dem er der mange af, rigtig mange. Du er ikke een af dem! ...

 
At 2/9/09 08:39, Blogger susling said...

@ Henriette: Det her med at føle efter i maven praktiserer jeg i allerhøjeste grad. Siger min mave, at noget er forkert, så agerer jeg på det. Der er bare også situationer, man bliver nødt til at tage head on. Man er låst fast og det må man leve med - i en periode. Jeg skiftede f.eks. job året efter billedet var taget og havde to skægge kreative år et andet sted.

Mht. at blive forfatter. Tja...jeg har hverken modet eller økonomien. Men jeg tumler lige p.t. med nogle tanker om andre ting, der ku' være relateret. Om jeg får det gjort? Vi må se. Men tak for din omsorg.

@Irene. Jeg ved ikke, om jeg skal opfatte din kommentar som en kompliment. Jeg tror, jeg vælger at opfatte det sådan. Helt almindelig middelklasse bliver jeg vist aldrig. Men det var ok at lege det i en periode, da børnene var små.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home