kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

10.9.09

Susling undrer sig

Der er noget, jeg har gået og tænkt på. Så'n i mit stille sind funderet over. Jeg har nemlig opdaget, at en del kvinder i min alder er blevet førtidspensionister. De har fibromyalgi, depressioner, poststresssyndrom, slidgigt, for højt blodtryk osv. osv. Dem der ikke er blevet førtidspensionister, er langtidssygemeldte, i skånejobs eller er bare helt almindeligt arbejdsløse. For de yngre kvinder har jeg observeret, at mange bruger muligheden for graviditet og barsel til at trække stikket ud.

Jeg har også observeret, at mange tidligere meget ambitiøse kvinder pludselig vælger helt andre beskæftigelser, end dem de oprindeligt blev uddannet til. F.eks. en arkitekt, der vælger at uddanne sig til sosu-assistent.


Selv kan jeg da godt genkende træthedsfølelsen. F.eks. var det meget nemt, dengang jeg var ung og ansat i et psykisk meget krævende job, at tage skridtet med en ny baby. Det var på et helt forkert tidspunkt, hvis jeg ville gøre mig det mindste håb om en stor karriere, men jeg trængte til en pause. Den pause en barsel giver. I dag har jeg heller ikke så knaldende travlt med at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Dvs. jeg gider godt at bruge mine kompetencer og viden (og jeg gider forsørge mig selv og min familie), men jeg gider ikke slås.

Hvad er det, der sker? Hvorfor er det sådan? Kører livet os træt? Er arbejdsmarkedet for hårdt?

Og så bare for lige at understrege min pointe:

En nyhed på dr.dk/nyheder

Etiketter:

12 Comments:

At 10/9/09 17:16, Blogger Pernille said...

Jeg holder meget af mit arbejde, men ind imellem kunne jeg godt tænke mig et år eller to... eller flere, uden.
Bare at kunne være mig og gøre lige det jeg har lyst til, når jeg har lyst til det - glemme stress og jag, gåhjemtider og alt for mange aftener med alt for lidt tid til familie, børn, hygge og lektielæsning :)

 
At 10/9/09 19:02, Blogger Dana Watsham said...

Jeg ved sgutte om livet kører os trætte, eller vi bare skal blive bedre til at sige fra?
Det der med at kunne sige til en arbejdsgiver, at "det er for meget!" er en kompetence med RET stejl indlæringskurve.

Desuden har jeg lagt en udfordring til dig på bloggen ;o)

 
At 10/9/09 20:03, Blogger Madam Kjeldsen said...

Tja, jeg må jo henhøre under een af de kategorier af kvinder, du taler om, eftersom jeg er førtidspensionist med diverse sygdomme i tilgift.

Hvad går din undren helt konkret på ? Er det om arbejdslivet er så hårdt, at man ikke kan klare det.. Jamen, var det bare så simpelt, susling.. Så var der jo kun een ting at forholde sig til. Nemlig arbejdet.

For mit vedkommende var det et langt liv som alene-mor til en handicappet dreng, som jeg selv passede, en barndom med omsorgssvigt OG efterfølgende et hårdt job som socialrådgiver, hvor jeg arbejdede med torturoverlevere... Altå en kombination af mange faktorer, som til sidst gav en stress-udbrændthedsdiagnose med diverse sygdomme i tilgift ... Jeg har altid klaret mig selv, og sat i en ære i det.

Så står verden lige pludselig ikke længere, når kroppen står af. Det er edder-mame ikke sjovt. For det sociale system vil ikke poste de penge, det reelt koster at blive behandlet for disse lidelser i mig, det er for dyrt ! så hellere en tur på kontanthjælp og pension.. For kommunen var det også en billig foranstaltning for min handicappede søn at holde mig på offentlig forsørgelse, mens han stadig boede hjemme ...

Havde jeg haft en god mand, et trygt familieliv og en god økonomi, så var det ikke gået så galt. Men det havde jeg ikke !

Hvordan det er for andre, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Men jeg tror, du vil finde, at mange har haft liv som mit..

Ellers er det jo sundt at undre sig .. ;)

 
At 11/9/09 08:59, Blogger Gittemay said...

Jeg tror, det handler om rigtig mange forskellige årsager og faktorer.
Ingen tvivl om, at livet 'derude' er barskt. Med forandringer, omstrukturinger, fyringsrunder osv. osv. skal man nok være gjort at et særligt stof for ikke at lade sig mærke med det. Og når man så samtidig vil have 'det hele', så skal det gå galt. Vi skal have perfekte karrierer, perfekte parforhold, perfekte børn, perfekt fysisk form, perfekt helbred, perfekt indrettede boliger, kende os selv, være sociale individer og bevidste om gud ved hvad. Det må gå galt.
Jeg hører selv til dem, der har taget en ny uddannelse, som er på et 'lavere niveau' end min første. Men det var fordi lysten til noget kreativt kom indover. Og fordi jeg opgav kampen om at komme til at bruge den første...
Indtil for kort tid siden har jeg så arbejdet med noget helt tredie - men det er en anden snak :-).
Så nej - jeg tror ikke bare, det handler om arbejdsmarkedet - nok mere det, vi forventer af os selv. Vores liv i det hele taget. Og om vi kan/vil/magter at vælge/prioritere. Og så er vi selvfølgelig udstyret med forskellige kroppe, styrker og baggrunde.

KH Gittemay

 
At 11/9/09 09:29, Blogger susling said...

Sikke nogle kloge og givende indlæg!
Men det jeg skriver om er tankevækkende. For hvorfor er det lige mange af os kvinder, der knækker sammen?

Personligt tror jeg, at det netop handler om flinkeskolen og en manglende evne til at sige nej.
Dette sagt overordnet, for man kan jo rammes af fysisk defekt og den slags. Og førtidspensionist bliver man jo ikke lige sådan på en studs.
Men stadig:Det at melde sig ud er lidt en måde at krybe i skjul og det gør mig ked, at se hvor gennemgående det er for mange kvinder i '40erne og '50erne.
Og Gitte May, det med de personlige baggrunde og menneskelige kompetencer vil jeg skrive mere om på et tidspunkt. Der ligger nemlig et indlæg og brygger og det har det gjort et stykke tid nu.

 
At 11/9/09 09:45, Blogger Henriette said...

Ja mig kender du jo efterhånden, men jeg vil da sige at jeg også tror det ligger lidt i tiden. Forstået på den måde, at jeg kender flere kvinder der før var hammerambitiøse, men som pludselig vendte på en tallerken og ville til at have mere tid til børn, sig selv og de nære ting.
De senere år er der kommet en større fokus på at man skal pleje sig selv og sit indre for at kunne få det bedste ud af tiden vi er her på kloden.

Jeg ved ikke... Vi kvinder har jo også en slem tendens til at brænde vores lys i begge ender, vi har antenner ude for alles ve og vel, og glemmer helt os selv, og så en dag kommer regningen i form af sygdom i en eller anden form. Det kan også meget vel være en grund.


Og så er der jo det sociale aspekt.. det der handler om opvækst, helbred, arv og skæbne. Vi ønsker ikke at havne i pensionsgruppen, ønsker ikke at brænde ud eller gå ned, men for nogle er det bare det der sker.


Det er et godt spørgsmål, og jeg selv bragte det på bane til mit første blogtræf i foråret.
Det har nemlig slået mig at så mange af os kvindelige bloggere taler om et helbred der på en eller anden måde er slidt. Det gør mig tankefuld og bekymret, for ingen af os er jo 75 endnu.

Mange kærlige hilsener
Den energiamputerede blogger hihi
;-)

 
At 11/9/09 11:01, Blogger susling said...

Henriette: jeg er glad for, at du også kan se en tendend. Historier og årsage kan være vidt forskellige, men det ændrer ikke på tendensen og det gør mig dybt bekymret.

 
At 11/9/09 17:19, Blogger Sifka said...

Jeg har selv været ned og bide i græs noget så eftertrykkeligt. Jeg havde ikke noget valg, var stort set alene om at takle problemerne og brændt lys i begge ender, samt i midten. Stressramt flere gange, og mod alle odds kæmpede jeg mig sammenbidt tilbage på fuld tid.

Det lærte mig noget nyt om livet, om at sige fra, og om fællesskab og solidaritet.

Slidskaderamt er jeg også, men jeg forsøger hele tiden at gøre noget ved det, forbedre situationen, for jeg vil bare ikke ned med nakken!

Havde jeg bare vist, hvad jeg ved idag så..., det kan jeg jo ikke ændre på, men jeg kan glæde mig over, at jeg opdagede det tids nok til at få noget bedre ud af fremtiden. Jeg synes jeg har fightet meget, været for dårlig til at sige nej, slå på min ret til også at være med i spillet.

Uh, det var måske ikke lige det, du mente, men det var, hvad der røg af fingrene, da jeg læste dit indlæg.

 
At 11/9/09 17:30, Blogger susling said...

Jo Sifka, det var det jeg mente. Nogle af os bider i græsset og rejser os igen. Andre bliver dernede.
Det der så er interessant er: Hvorfor er der så mange af os,der bider græs og hvorfor klarer nogle sig og andre ikke?

 
At 11/9/09 22:55, Blogger Madam Kjeldsen said...

Dit spørgsmål omkring hvorfor nogle Q klarer sig gennem stress/kriser og nogle ikke gør, fik mig til at tænke lidt.

Jeg har en teori om ikke kun "flinkeskolen"/manglende evne til at sige nej etc., for det er symptomer i mine øjne, men noget dybereliggende, noget der skabes tidligt i livet, noget, der bygger selvværdet op, og ikke kun selvtilliden..

Altså begrebet som egenkærlighed, at vide at man er noget værd, som du så fint beskriver i dit indlæg i dag. Din egen opvækst med masser af kærlighed og tro på, du var elsket og havde en berettigelse i livet blot fordi du var dig..

Når den glipper.. og det er selve basen for selvudfoldelse, så skal der ikke så meget til senere i livet. Tro mig, det ved jeg alt om. Hele livet igennem bliver til en kamp for eksistensberettigelse.

Det er ikke troen på egne evner, selvtilliden, der fejler noget. Mange af de kvinder, der bukker under som jeg, er meget ambitiøse og ofte også meget dygtige til deres jobs. Det var jeg også, begge dele endda.

Det er troen på egen værdi, selvværdet, der er gået helt bag af livsdansen.

Og så er vi slet ikke begyndt på de socio/økonomiske faktorer endnu.. for de spiller sørme også en stor rolle for forløbet. En social deroute med tab af ikke kun job, penge etc., det er virkelig noget, der koster på helbredskontoen.

Glæder mig til dit indlæg.

 
At 12/9/09 20:36, Blogger Dana Watsham said...

Jeg tror Madam Kjeldsen har fat i noget helt rigtigt der - at det nok i høj grad er dem, der skaber sig et selvværd ved at være dygtige til det de gør, og glemmer at have en følelse af selvværd i kraft af den de ER.

Jeg snakkede med min søster om noget af det samme - hun kæmper med depression og angstanfald, og skal af og til balancere på noget af en knivsæg for ikke at gøre sit sygdomsbillede til sin identitet, fordi nu er det job hun ellers var fantastisk dygtig til ikke lige det hun skulle leve af længere ... jeg kom til at sige til hende, at det nok var lidt som den der børnesang med "se hvad jeg kan, se hvad jeg kan, kom og se det alle mand" - at man fikserer på alle de forkerte ting og glemmer sig selv på en bænk et sted.
Vi, der kommer op igen, er måske bare bedre til at vende tilbage til bænken og tage os selv i hånden? Hvis billedet er forståeligt?

 
At 13/9/09 10:34, Blogger susling said...

God formiddag, de damer. Selvværd - eller den indre kerne - er nok det, der gør, at man kommer om på den anden side igen. Den er den, der er basen. Selvværdet bliver skabt i kraft af, at man bliver set som lige nøjagtig den man er og elsket for det.

Det er min erfaring, at selvværet også kan skabes af én selv. At man så at sige tager hånd om sig selv -ens indre barn -og også tilgiver sig selv sine mere uflatterende sider.

Jeg tror nu også - som du er inde på Dana, at det samtidig handler om, hvordan man håndterer sin egen situation. Man kan vælge at identificere sig med den og lade den styre sig eller man kan vælge at sige: Det er nu en gang min virkelighed, hvordan får jeg det bedste ud af den. Altså ikke bebrejde sig selv for, alt det der burde og skulle være,men hæve sig op over og så spørge sig selv, hvordan man kommer videre derfra med de værktøjer man nu en gang har i den situation man er i.

Giver det mening?

Og bare sådan en passent. Jeg er ikke født med en sølvske i munden. Jeg har haft en dybt alkoholiseret far og en psykisk syg mor. Da jeg blev træt af at tvangsindlægge min mor sådan ca. hvert halve år flyttede jeg hjemmefra som 16 årig. Jeg sørgede selv for at gennemføre gymnasiet og siden et universitetsstudie. Jeg blev mor i en forholdsvis ung alder, hvor vi ikke havde salt til et æg og stort set kun levede af kærlighed og kildevand.
Jeg har prøvet at være arbejdsløs af flere omgange og jeg har prøvet at gå ned med stress. Jeg har også prøvet at miste min dagpengeret og har måtte gå den tunge gang op på Socialen, hvor jeg iøvrigt næsten ikke kunne få noget støtte, fordi jeg var gift.

Men jeg er her endnu og der er altid lys for enden af tunellen.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home