Susling om at være en mor

"Er det egentlig ikke lidt lang tid siden, jeg har sagt det sidst?" brummede DJ Brockhouse pludselig til mig, plus noget jeg ikke helt ku' høre, fordi hans stemme er blevet så dyb.
"Æh, sagt hvad?" svarede jeg lidt distræt, fordi jeg var i gang med noget andet.
"Hørte du ikke, hvad jeg sagde?"
Mig lettere rundforvirret:"Nja..".
Ham: "Jeg sagde, at jeg elsker dig".

Det er ikke så tit, at han og jeg udveksler den slags erklæringer. Men glad bliver man jo, for det betyder, at jeg stadig har den dybe kontakt med mine unger. Den kontakt man mister lidt, når de ikke længere sidder varme og bløde efter et bad, på skødet af én, mens man læser historier eller synger fjollesange. Det er også år siden, at vi lavede den her med, at vælge frugter og ting, når vi skulle op af de mange trapper til fjerde sal. Et jordbær, to jordbær, tre jordbær og så videre til næste afsats, hvor den anden så skulle vælge. Det kunne godt blive ret drabeligt med en edderkop, to edderkop, tre edderkop eller en tank, to tanks, tre tanks...osv.

Det er også år og dag siden vi lå og puttede tæt sammen i mørket og legede: Hvem kan liii...og så skulle man finde på en hel masse skøre ting, som man kunne li' og især ikke li'. Det vakte vild jubel, når en af os skrålede: Hvem kan li....pruuuutter?

Altså den slags kan man jo ikke lave længere med en på 15 og en på 18. Nu snakker vi pludselig politik, som f.eks. om det er ok, at udgive Soldatens bog? Min søn synes, at det er noget fis, at der er så meget ballade omkring det. For står der egentlig noget i den bog, som fjenden ikke ved i forvejen? Han synes i det hele taget mange ting for øjeblikket - i en stor pærevælling. F.eks. trænger han - ifølge ham selv - til nye skjorter og en parfume og i samme åndedrag har han en mening om Svineinfluenzaen og den siddende regering, for så sekundet efter at brokke sig over, at der ikke er det rigtige mad i køleskabet. Midt i det hele kan Skumfidusen så komme valsende forbi og trallende spørge, om jeg synes hendes hår sidder pænt, hvorefter hun så også begynder at brokke sig over køleskabets indhold.

Det blev så lige lovlig for meget forleden dag. Så jeg knaldede morknytnæven i glasbordet og sagde med min bestemmestemme, at hvis der var så meget fis, så kunne de da bare lette sig og køre med mig i superen. Og det gjorde vi så - alle tre. Det var så også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig tæt forbundet med mine unger. Ikke på ejerskabsmåden, men mere bare en sådan os-tre-fornemmelse-måde. (Faren hører selvfølgelig med, men han var ikke lige hjemme).

Altså, det korte af det lange: Når jeg har sådanne stunder med mine unger, så nyder jeg dem i præcis den alder, de har ligenu. Og så gør det ikke så meget, at DJ Brockhouse har defriendet mig på Fjæsbog, fordi han syntes, at jeg kunne følge for meget med i hans eskapader og at Skumfidusen overhovedet ikke gider være "venner". (Du skal jo ikke behøve at vide alt, hvad jeg gør!"siger hun.)Er der noget vigtigt, så tror jeg de kommer og fortæller os det.