Suslings om kvindeliv
Jeg ved ikke helt, hvad der sker for mig for tiden. I går kom jeg f.eks. til at købe mormorbladet "Hendes verden". "Ai," råbte Skumfidusen. "Det er sgu da smaddergodt, der er jo både en vitaminguide lige til at tage ud og hænge op og et strikkehæfte! Det er så smart, mor".
Æhm...Synes jeg det er smart? Eller er det bare alderen. "Hendes Verden" var noget min mormor købte engang imellem.
Jeg har også købt garn til en trøje, jeg gerne vil strikke. Jeg har den inde i hovedet, men jeg tager stadig tilløb. Og så er der, det her hybenmarmelade! Altså jeg har lavet den slags før. Jeg lavede også tomatchutny og kryddereddiker. Men det var i tiden, før jeg brugte det meste af min fritid på at stå og ørle af stress ned i toilettet.
Ungerne render også rundt hele tiden og siger, at de elsker mig og jeg er begyndt på sådan noget venindeslaberads.
Alt sammen er jo fint nok og en del af et kvindeliv. Men noget inde i mig stritter. For er det den type kvinde jeg vil være? Hvad så med hende på de høje hæle, der udfordrer selvhævdene mænd på deres egen banehalvdel? Hvordan opnår man balancen mellem de stille kvindesysler og sin brølende aggressive side?
Etiketter: Betragtninger
posted by susling @ onsdag, september 16, 2009
11 Comments:
Kære Susling.
Jeg aner det faktisk ikke. Jeg selv syntes jo at det er svært at være både hausfrau og gudinde og hende der hævder sig selv. Og på arbejde går jeg jo ikke mere, men jeg nægter at være reduceret til en kvinde der ingen ting er, så jeg arbejder med mig selv og vil lære at det er ok at jeg nu befinder mig et sted hvor jeg er mor, blød og kreativ, og givende som menneske. Min tid som udfarende og ambitiøs kvinde er ikke mere.. :-)
Jeg forstår dig godt, for det er også for mig lidt skræmmende at tænke på, at jeg i dag er mere moden som kvinde og derfor også mere moragtig i nogle retninger.
Uh det er svært at formulere, men kort sagt... Dit dilemma er ikke ukendt for mig. :-)
Glæder mig til i morgen, så skal vi faneme ha sat nogle ting på plads Hehe
Knuus
Henriette
I morgen? Hvad dag er det? Har jeg misset noget?
Nej, det er slet ikke nen ukendt problemstilling. Der var engang en der sagde til mig at man, som kvinde, kunne gøre karriere, finde sig en vidunderlig mand og have børn - men kun to af dem af gangen. Og det er der altså noget om.
Jeg har spekuleret meget over dit indlæg fra den anden dag, om kvinder der glider af arbejdsmarkedet, og der er måske en sammenhæng. Vi danskere er jo blevet opdraget med, at man skal det hele, karriere, børn, familie, fritidsaktiviteter osv., osv.. Men jeg tror faktisk ikke på at man kan det hele, i hvert fald ikke hvis man samtidig skal have det godt selv.
Faktisk var en af grundene til at min mand og jeg valgte at flytte tilbage til NZ (efter nogle år i Skotland og England) i stedet for DK, at det ville være meget lettere for mig at gå hjemme herude. Der er mange der ikke forstår det, at jeg med sådan en god uddannelse ikke bruger den. Men jeg/vi har bevidst valgt det fra, fordi jeg ikke kan det hele, ikke ordentligt i hvert fald, og jeg ville hele tiden føle at jeg gik på kompromis på mange områder, noget jeg ikke var parat til at byde mine børn.
Jeg tror ikke at udgangspunktet er at man som kvinde skal passe hus og hjem, men at man skal have lov til at vælge, og den hænger jo så sammen med din kvindekamp-debat. For selvfølgelig er det ikke alle mænd der er nogle idioter, og jeg kunne jo også kun gennemføre mine valg fordi jeg har en vidunderlig mand (som jeg også mødte som meget ung). Derimod tror jeg, at vi alle, uanset om vi bor i DK eller NZ eller et helt andet sted, vil have godt af at tage vores grunlæggende forudsætninger om hvad 'man' gør og skal op til overvejelse. Som udenlandsdansker er det jo nemt at sige at danskerne er sådan og sådan og de kunne bare lære noget af vi andre for det er meget bedre. Men realiteten er jo, at man eksisterer i en sammenhæng, og allerhelst ville jeg nok bare at vi kunne få lov til at vælge - uden at blive (for)dømt.
Og så i øvrigt tak for nogle gode indlæg, hvor er jeg dog glad for at jeg har 'fundet' dig!
*grin*
Det minder lidt om dengang i startfirserne, hvor man pludselig skulle til at argumentere for alternative valg. Hvor man kunne gribe sig selv i at fortælle en forarget medkvinde: "Ved du hvad, jeg har faktisk svinget både elhøvl og vinkelsliber tilstrækkeligt. Jeg kan godt, men jeg gider ikke. Derfor beder jeg andre om at gøre det. Derimod er jeg hammergod til spiselige ting uden tilsætningsstoffer. Hvad skal jeg så? Jeg skal det, jeg har det bedst med og er dygtigst til." Så blev de lidt tavse ...
Jeg synes ikke vi er blevet bedre til at balancere. Egentlig underligt, når der nu er gået snart 30 år med frigørelses- og ligestillingsdebatter.
Så mit råd: Gå efter udfordringen. Man kan sagtens gøre husmorting uden at sande til i ugeblade og andre ligegyldigheder. Det kræver bare at man ikke sætter hjernen i frigear imens :o)
Hm, Christina...tænke, tænke. Altså, som udgangspunkt så tror jeg godt, at vi kvinder i Danmark kan få alle tre ting. Vi har et etableret system med vuggestuer, børnehaver etc. og der er - selv om jeg ikke synes, at det er helt perfekt - en vis form for ligestilling. Som regel er mange mænd også indstillet på, at opgaver i hjemmet skal deles. Jeg havde og har i hvertfald ikke problemer på den front.
Jeg klarede også at ha' både karriere og små børn - og tog ovenikøbet lige en ekstrauddannelse samtidig med. Men jeg må indrømme, at min hjerne var temmelig skemabelagt - lige fra at sørge for rene,pæne og tilfredse
unger til, hvad jeg skulle ha' på til kundemøder. Jeg havde heller ikke rengøringshjælp og den slags. Vi klarede det hele selv.
Jeg synes, at det var en fin tid og jeg formåede at holde alle boldene svævende.
Jeg synes egentlig ikke det for mig handlede og handler om balancen mellem børn og karriere.
Det er mere noget med, at være i det man er og gør. Ha' muligheden for at sanse og vælge (som du også skriver). Og som årene går, så synes jeg de valgmuligheder indsnævres. Jeg synes også, at jeg skal kæmpe mere i dag. Det er f.eks. ikke helt nemt, at være en kvinde i 40'erne (også selv om jeg er en pænere en af slagsen.)Hvor jeg måske tidligere kunne slippe nemt om ved meget, fordi jeg stadig havde ungdommens sødme, så er jeg i dag bare en gammel krampe, der ikke gider høre på så meget pis.Det skaber nogle gnidninger og nogle kampe, som jeg har tabt. Og hvad skal jeg så nu? Skal jeg rulle rundt og blive en husmor eller skal jeg sige: Det skal eddermamme blive en gammel løgn. Jeg er stadig mig og jeg rummer begge sider?
Men et eller andet sted handler mit indlæg også om, hvad det egentlig vil sige at være kvinde. Jeg ser mig rundt og jeg ser ikke mange forbilleder. Nogen der har gjort det på en måde, hvor jeg løfter min kalot og siger: Yes! De her er både gode mødre, hviler i sig selv, kan godt lige smække en trøje sammen, hvis det skal være og har gjort superkarriere.
Kan du komme i tanker om nogen?
Dana, nu hang jeg jo qua min alder med i røven på feministbevægelsen, så meget gik lidt hen over hovedet på mig. Men lad os bare sige, at det at møde op med knaldrød læbestift og taljelangt havfruehår på litteraturvidenskab i 1980'erne og i øvrigt nægte at se alt ud fra den freudomaexistiske vinkel ikke var det mest velsete.
Jeg mener i øvrigt heller ikke, at vinkelslibere er det fedeste i verden. Der er så mange andre ting jeg kan bedre og bedre kan li'. Men i den verden jeg har bevæget mig i - i min ørleperiode - var det vist mere mentale vinkelslibere.Og så ku' man jo stå der nok så meget med nål og tråd - talte det? Narj...
Guuud nej, det er jo kun onsdag idag! Altså der kan du bare se hvordan min hjerne fungerer. Jeg mener SELVF i overmorgen fredag.
Sorry jeg fik dig forvirret.
Knus :-))
Jeg anbefaler et lægebesøg :-D
5-6: Min powerlægedame ville forstå :-)
Jeg kan godt forstå at dit udgangspunkt er at man, i DK, godt kan det hele. Men så er det også jeg tror at man som dansker er blevet 'hjernevasket', for nu at bruge et lidt stærkt udtryk, til at man kan. Jeg har jo valgt et af alternativerne, og argumenterer fra de synspunkt, men jeg tror ikke at det, i længden, er sundt at have så mange bolde i luften.
Der er flere og flere undersøgelser der viser at heldagspasning faktisk ikke er så godt for børn, især ikke drengene, og hvis kvinderne der ville det hele, begynder ikke at ville noget, for nu også at sige det lidt groft, så må der da - i det lange perspektiv - være et eller andet galt?
Min mor har altid haft et godt og ansvarsfuldt job, så det er ikke en rollemodel jeg har manglet.Men måske manglede jeg en ro i hjemmet, faktisk især som teenager, min reaktion har derfor været at mine børn skal have den tid det tager at være der for dem.
Det betyder jo ikke, som andre også har nævnt, at man slår hjernen fra, og det betyder jo heller ikke at hvad jeg gør er rigtigt for alle. Det jeg gerne vil med det her, er måske at sætte lidt fokus på det lange forløb, se holistisk på vores liv og aktiviteter. Er det for meget at bede om? :-)
Christina: Jeg er helt med på, hvad du mener. Og at se holistisk på sit og sine børns liv er også noget, jeg har gjort. Faktisk har jeg flere gange i deres barndom prioriteret dem fremfor karriere. Jeg er f.eks. gået efter jobs, der lå tæt på, hvor jeg boede, så det var nemt at hente dem eller har skiftet fra en krævende branche til en med mere ro på.
Dybest set håndterer vi det vel hver især, som vi nu synes bedst. Men...jeg synes også, at samfundet skal understøtte, så vores muligheder er lige, f.eks. via adgang til institutioner (i forbindelse med det: Jeg er institutionsbarn og husker det kun som en god tid, med gode pædagoger, andre børn og masser af aktiviteter. Mine børn siger også, at de husker deres børnehavetid som god.)
Send en kommentar
<< Home