Susling om at blotte sig og blive træt

Nogle gange kan jeg godt blive meget træt i mit hovede. Så træt, at jeg næsten ikke kan indoptage mere. Så træt, så jeg bliver nødt til at trække mig tilbage en stund og sortere i indtryk og udtryk.

Jeg ved godt, at verden er fuld af liv, og at der er så meget man skal nå. Men man kan ikke nå det hele. Der må prioriteres og jeg skal ha' tid til at sortere mine sanseindtryk og fornemmelser. Jeg må også gøre op med mig selv, hvad jeg skal, hvem jeg skal nå og hvor jeg er på vej hen.

Og så må jeg tænke over, hvor meget jeg egentlig vil gi' af mig selv. For jeg synes, at det er vigtigt at blotte sig. Fortælle hvordan man har det, fordi livet ikke kun er marmeladeglas og saft. Vi er jo både godt og skidt. Nogle gange er jeg på toppen og dingler med mine dyre perleørenringe. Andre gange er jeg ved at pisse i bukserne og føler mig forvildet. Så kan jeg selvfølgelig blive skide gal på mig selv over, at jeg ikke kan. At jeg ikke formår at være hende med de dyre perleørenringe og de høje hæle. Gal på mig selv over, at jeg bliver bekymret. Bekymret for om min søn kommer sikkert hjem en fredag aften. Bekymret for om min datter er ok. Bekymret for om min mand trives. Bekymret for mig selv. For hvad er det egentlig jeg skal? Hvordan skal jeg flikke denne hersens jobansøgning sammen og gider jeg overhovedet det job?

Som regel gider jeg ikke være sådan en: En bekymrer. Som regel gider jeg, at være sådan en med energi. Men det er man ikke altid. Og det er vel ok. Jeg er ok og du er ok.