kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

18.9.09

Susling om at hilse

Ovre hos Madamme har der kørt en snak om at hilse på hinanden. En af kommentarerne var, at ude på landet hilste man altid på hinanden, når man mødte hinanden, men det gjorde man ikke i byerne. Mellem linjerne stod der også, at det ihvertfald var meget bedre på landet, hvor man altid fik en glad hilsen.

Tja, hvad skal man sige til det? Hos os her i den store by, hilser vi da også på hinanden. Jeg hilser da både på naboer og genboer, underboer og dem jeg kender fra de andre opgange, dem jeg kender fra den anden side af gaden, på forældre til mine børns venner, på mine børns venner, på butiksejerne på Torvet, på gårdmændende, på mine børns tidligere pædagoger, mine kolleger, når jeg er i arbejde, nuværende og tidligere kunder. Jeg hilser på alle, jeg har en berøringsflade med, når jeg støder på dem. Hvis man så ikke lige slår vildt ud med armene og råber glade bemærkninger, så sender man som minimum et anerkendende nik eller et smil. Nogle får så måske et mere stramt smil, fordi vi ikke er så vilde med hinanden.

Men lad os se det i øjnene. Skulle jeg hilse på alle dem, jeg møder på min vej her i den store farlige storby, hvor vi alle er fortabte får, der vansmægter på stenbroen, så ville jeg slet og ret blive tosset.

Og faktisk er det meget rart ikke at kende alt og alle. Her går vi nemlig ikke og holder øje med hinanden og hvad hver især nu har fundet på. Det er jo også en slags frihed.

Etiketter:

3 Comments:

At 18/9/09 20:04, Blogger Madame said...

Hej susling, jeg vil bare sige, at man på landet også hilser på dem, man ikke kender. Det var faktisk det, der lå i kommentaren. Det gør man ikke i byen - jeg kommer begge steder.

 
At 18/9/09 20:26, Blogger susling said...

Madame: Det ved jeg godt og det er smadderhyggeligt, så'n at blive hilst på. Her hvor jeg bor er vi næsten også en lille provinsby i os selv - og vi hilser på hinanden.

Det triggede bare noget i mig, at det ene skulle være bedre end det andet. Begge dele gælder. Og så legede jeg lidt med tanken om, hvordan jeg ville ha' det i storbyen, hvis jeg skulle hilse på alt og alle...jeg ville med garanti blive bims.

 
At 19/9/09 16:01, Blogger Henriette said...

Jeg kan godt lide at hilse, men jeg kan også godt finde på at gå over på det andet fortorv hvis jeg bare ikke orker at være flink..

Nu er det ikke et problem her for jeg kender ikke mange i vanløse, men i Lyngby og på Frb, der kun man ikke bestille andet end at hilse og stoppe op for at sludre med naboer og andet godtfolk.

En storby er en storby ja.. MEN ofte er det sted man bor en lille by i den store og derfor et sted hvor de fleste er på om ikke andet så et nik.

I opgangen er vi på hej og en snak, og der bliver holdt lidt øje med folks ve og vel, og tomme ferielejl. Det kan jeg godt lide, det er trygt og hyggeligt.
Sladder om naboer er der allevegne også her. Det følger med hvor man end er, selv i en upersonlig ejendom som vores..

I perioder har jeg haft det sådan at jeg bare ikke havde lyst til at hilse, mest fordi jeg ikke havde overskuddet til at være så sk... sød, men i sidste ende er det et tegn på at man ikke er helt alene i verden, at andre mennesker gider smile og sige hej.

Jeg hilser lige på dig med at spacenik..;)

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home