Susling spørger: Hvem er det egentlig synd for?
En overgang i løbet af min karriere (hvis man kan kalde den det), lavede jeg artikler om blinde. I og for sig et ok givende arbejde. Men på et tidspunkt blev jeg træt. Træt fordi de blinde jeg interviewede (ikke alle, men mange), syntes det var meget synd for dem. Og det er det jo også. Det må ikke være rart ikke at kunne se.
Men oftere og oftere så tænkte jeg:" Er det egentlig mere synd for en blind end for andre?" De blinde snakkede f.eks. meget om de muligheder, de ikke havde, som så mange andre, der kunne se havde. Det fik mig til at tænke: "Har en døv da bedre muligheder, bare fordi vedkommende kan se?" Eller: "Hvis nu man hedder Angelo og er født ind i en sigøjnerfamilie, hvor halvdelen sidder i fængsel for mord og resten piner og plager hinanden. Hvilke muligheder har man så, selv om man kan se?" (Ham Angelo endte faktisk på den lukkede og er aldrig siden sluppet ud). Eller hvad hvis man hedder Abdul og bor i Vollsmose? Eller man har giftet sig med en voldelig mand og bliver forfulgt resten af sit liv, selv om man endelig slipper fri af hans greb? Eller man har fået en såkaldt diffus sygdom og bare sidder fast i sig selv og systemet? Eller man har fået en invaliderede diskusprolaps?
Hvem er det egentlig synd for? Er det mere synd for den ene end den anden? Og i øvrigt det her med, at noget er synd for en. Det er også et begreb jeg stiller mig lidt undrende overfor. Synd for sammenlignet med hvad? Eller det at have ondt af nogen. "Ondt af" hvor konstruktivt er det lige?
Heldigvis var der også nogle af de blinde, der taklede deres situation på en helt anden måde. F.eks. hende den teatertossede, der engang havde været seende og som nu som blind stadig insisterede på at gå i teateret."Jeg fornemmer jo stemningen lige som jer andre," sagde hun. Det var også hende, der sagde, at det at være blind kunne have sine fordele, f.eks. når strømmen gik om natten. Så var hun den eneste seende. Det eneste hun var ked af var, at man ikke længere kunne flirte. "For flirte gør man jo med øjnene," sagde hun.
Sådan en som hende var et lyspunkt. Hun var én, der havde taget livtag med sin situation og indrettede sig efter den. Og hun jamrede ikke. "Mig skal du ikke have ondt af, " sagde hun. "Jeg er jo i live og jeg får det bedste ud af det liv, jeg har."
Og hvad er min pointe? Jo, at gu' kan man sidde der og have så ondt, så ondt, både i sin krop og sin sjæl. Man kan råbe: "Min smerte er større end jeres smerte". Eller at verden er uretfærdig, fordi de ikke godtager netop ens lille problem/ handicap/race/ sorg osv. Man kan stæse op på kommunen og forlange, fordi man føler, at man har mere ret til noget end andre. Man kan sidde dag ud og dag ind hos lægen og identificere sig med sin situation og gøre den til hele sit livsindhold. Man kan også en gang imellem huske på, at der er mange, der har det svært, og at der er nogle, der har det værre end én selv. F.eks. ham den multihandicappede, der ikke havde været ude for en dør i otte år. Ham er det sgu egentlig lidt synd for.
Etiketter: Betragtninger
posted by susling @ mandag, september 21, 2009
8 Comments:
Har lige læst Jason Watt. Han er inde på noget af det der. Er også selv "bitter" på sin skæbne men prøver at få det bedste ud af det.
Tjaa, Susling.
Jeg brugte en god del af mine år i 30'erne på netop at identificere mig med min sygdom, den fyldte så meget inden i mig at jeg ikke kunne andet. Hele min dag var opfyldt af samtaler og anden form for reperation af mit sind, og jeg var meget længe et sted hvor jeg havde ondt af mig selv og den tid jeg var i færd med at miste. I den process blev det meget synd for mig...
Jeg ku blive desperat over min egen situation, men ved du hvad? Det jeg egentlig var allermest opfyldt af var bekymringen for mine børn. DEM syntes jeg det var ulideligt synd for, og jeg havde svært ved at leve med skylden over at deres barneliv skulle være præget af en syg mor med en amputeret sjæl. Jeg brugte næsten det meste af min energi på at forsøge at finde en måde at hjælpe dem på via det offentlige system, men det er en anden historie..
På et tidspunkt gik jeg i gruppeterapi, det varede dog ikke længe, for trods det at jeg faktisk var meget syg, havde jeg alligevel et klarsyn som de andre slet ikke var parate til at skulle lytte på. Bla den dag jeg kom med min oplevelse af at netop det at være langtidssyg, var noget det gjorde en meget selvoptaget og navlebeskuende. HOLD da kæft.. Sikke et ramaskrig det udløste. Endnu værre blev det da jeg udtalte de forfærdelige ord om, at mange ( incl mig selv) kunne have svært ved egentlig at komme videre, for der er også en vis tryghed i at fastholdes i sygdom. TÆNK nu hvis man blev raskere og raskere? Det ville jo betyde at man så igen skulle til at tage ansvar for egne handlinger og eget liv.
Jeg nærmede mig lynchning, og terapeuten sendte mig til enetimer istedet for.
Jeg er ikke bange for den slags erkendelser, og jeg ved det er sandt pga min egen far, der har været i sygdom næsten hele livet. Hver gang han bevæger sig i retning af forbedring, sker nøjagtigt det samme:
Han dropper behandlingen. Det er simpelthen for skræmmende at skulle stå på egne ben.
Nu kan det godt lyde som om jeg er lidt hård,mange vil tage mig det ilde op, men da jeg selv har været i det, VED jeg det er sandt.
Man skal selv VILLE videre og ud, man skal selv ha lysten til at finde styrken og bruge den til noget godt. Man skal selv VILLE få det bedste ud af livet.
Nogle når aldrig dertil, jeg er glad for at jeg er langt inde i processen :-) Og så indretter jeg min tilværelse efter den jeg nu er og det jeg kan. Og det bliver mere og mere med tiden.
FORDI JEG VIL
Knus Henriette ;)
Hvor er det smukt skrevet Henriette. Egentlig kunne jeg bare stoppe her og mene det samme - det er vel egentlig det jeg gør.
Min oplevelse er at sætter man sig ned og synes alting er forfærdeligt og synd for en, er det det måske også - livet går i stå og alle andre sidder i overhalingsbanen og lever livet. Beslutter man sig derimod for at det ikke er synd for en, at man skaber sit eget liv på godt og ondt, på egne præmisser, sker alle de skønne ting, nogengange langsomt og med små skridt, men åbenhed for livet og oplevelser får dårligdommene til at forsvinde og troen på sig selv til at blomstre.
Jeg kan ikke komme med lange forkromede historier, men jeg kan godt huske dengang alting var synd for mig, min mor drak og det valgte jeg så at bygge mit liv på - jeg kunne have blevet ved og at hadet mig selv, men det kunne jeg heller ikke leve med :)
Kære Pernille. Tak for de pæne ord. :-) Jeg er sikker på at Susling kan tale med om det du har oplevet. Vi elsker vores forældre, men deres problemer og evt dårligdomme må og kan vi ikke tage på os. Der kommer et tidspunkt hvor vi er nødt til at erkende at vi ikke kan leve deres liv, for så dør vi langsomt selv.
Knus
Kære alle,
at ville ja!Det er det, det handler om. Andre har så lidt flere ods imod sig end andre og så det er vel nemmere sagt end gjort.
Men jeg personligt har svært ved at ha' folk, der definerer sig udelukkende ud fra det, der nu er deres problem/handicap etc. Så bliver det, det eneste man ser og ikke personen.Modsat den dejlige blinde dame. Hun blev en person og jeg glemte helt hendes handicap.
Mht. et besværligt forældreophav: Man skal ikke være blind for, at det har nogle konsekvenser for, hvordan man oplever verden. Man starter på flere måder på et lavere trin på trappen end andre. Men der behøver man jo ikke at blive stående. Også der handler det om vilje og appetit på livet.
Det er en process, som det også beskrives ovenfor, at komme derhen, hvor man re-definerer sin selvopfattelse. Det er en process at arbejde med sig selv, og det er fuldstændig naturligt at sørge over sit liv. Det kan tage mange år at komme sig .. nogle gør, som den blinde dame, andre gør det i glimt, i perioder, andre gør det aldrig.
Sygdom afstedkommer sorg, hvis den er invaliderende, måske ligefrem dødelig. Det er en fuldstændig naturlig process. Det gør det også at have et handicappet barn, fordi det er en livslang opgave.
Lad mennesker have deres sorg over livet - måske har de ikke andet tilbage..
Hvem siger, at man ikke må ha' sin sorg over livet?
Det må man da og faktisk tror jeg, de fleste af os har noget, vi har været i sorg over - i kortere eller længere tid.
Udfordringen er vel så, ikke at bruge resten af sit liv på at sørge. Der er et liv, der skal leves med både det gode og det onde.
Madam Kjeldsen: Det bliver jo også først til noget skidt, hvis sorgen får lov at fylde det hele, og man så bare står der og aldrig flytter sig en millimeter, ikke?
Sorgen er der, ja. Jeg kan stadig, nu 15 år senere, tage et humørdyk fordi jeg måtte opgive en elsket profession og uddanne mig til en anden - men der er så meget andet at tage hul på. Ikke det bevidstløse 'vi skal komme videre', men det inklusive 'der er andet i verden'.
Send en kommentar
<< Home