Suslings ode til stærke kvinder

For et stykke tid siden sagde min mand til mig, at jeg var en Mutter Fit (så vidt jeg husker er det Ismejeridamen i "Sonja fra Saxogade"). Nu har mænd det jo med aldrig at sige det rigtige, selv om de mener det sødt. Så jeg blev dødfornærmet! "Mener du, at jeg er lige så fed som Bodil Udsen!" hvæsede jeg.

Den har jeg så gået og tænkt lidt over siden. For egentlig kan jeg rigtig godt lide Bodil Udsen (og jeg vil da gerne være en Mutter Fit. Hun var faktisk en klog, nærværende og omsorgsfuld dame.) Og Bodil Udsen er/var en dejlig rummelig og bramfri dame med en rungende mavelatter.

Det næste jeg tænkte var så: Hvem synes jeg egentlig, er dejlige damer? Hvilke kvaliteter har de, som jeg synes, man bør påskønne og efterstræbe. Det blev så til en hel liste inde i mit hovede:

• Mine to oldemødre. Begge levede i starten af forrige århundrede og jeg nåede kun at møde den ene. Men jeg har hørt mange historier. Den ene var en rap, skrap og rund, 1,50 cm. høj Christianshavnermadam, der hentede sin mand på værtshuset, når hun syntes, at han havde skejet nok ud, opdrog 5 børn i en bittelille og fattig christianshavner-lejlighed og en gang fortalte min mormor, at det sidste man skulle være, var at være bange for mænd. De havde bare at gøre, som man sagde. Hun trak hende også til side en dag og fortalte, hvordan man undgik at få for mange børn (i 1920'er-30'erne var det ikke helt almindeligt). Den anden var en senet og benet kvinde, der stod alene med tre børn i en meget ung alder og siden blev kromutter med stort K. Var der noget hun ikke mente var i orden, så sagde hun det.
  
• Selma Lagerlöf. En dame, der satte sig et mål for øje og gik mod tidens strømninger og forventninger om, hvad en kvinde kunne og ikke kunne. Hun endte med at blive hele Sveriges fetterede forfatterinde.
  
• Emily Dickinson. En amerikansk poet, der valgte kunsten. Hun blev aldrig gift og sad i sit lille kammer og skabte den mest vidunderlige poesi. Hun var måske lige lovlig beskeden og hun blev først udgivet post humt, men jeg hiver stadig den lille digtsamling som Poul Borum samlede og Brøndum udgav frem, når jeg vil hvile mine øjne på noget stort. En kvinde, der kan skrive om en frø og en flue, så det bliver en beskrivelse af livet, er i min bog slet og ret genial.
  
• Anni Lennox. Gudindesmuk sangerinde. Hun legede med det androgyne, så det feminine blev forstærket og man pludselig godt turde stå ved sine mere maskuline sider. Hun havde også kontrol over sine produktioner og styrede selv sin karriere i Euritmics. Da hun blev ramt af livet (en masse spontane aborter) var hun ikke bleg for at trække sig, for at pleje sig selv. Hvem sagde Madonna? Ikke mig.
  
• Madeleine Albrigth. Den første amerikanske kvinde, der blev Secretary of State. Hun virker som en kvinde, man ikke kan vælte. En der står fast og kæmper på mændenes banehalvdel, men på sine egne præmisser. (Hvor er hun egentlig i dag?)
  
• Bodil Udsen (selvfølgelig)
  
• Anna Magnagni. Italiensk skuespiller, der på en gang var smuk og grim. Jeg glemmer aldrig scenen (var det i Rom åben by?), hvor hun og hendes datter er blevet voldtaget af nogle soldater. Det er år siden jeg har set den sidst, men dengang gjorde den måde hun spillede moderkærlighed på, et dybt indtryk på mig. Sådan ville jeg også være. Stærk og svag på en gang.
  
• Coco Chanel. Kvinden der satte kvinders krop fri og skabte beklædning, jeg den dag i dag, synes er symbolet på ultimativ elegance. (Stik mig lige de tofarvede sko, den lille vaterede lædertaske og en af hendes dragter!)
• Kvinderetsforkæmpere i Afghanistan, Pakistan, Indien osv. Den styrke og det mod de har, er næsten ufatteligt. Men de gør det.

Man kunne også lave den slags lister med mænd. For dem findes der mange dejlige af. Det er bare ikke lige mit ærinde i dag, så den tager jeg en anden gang.