Susling på en 8.marts

Det er d. 8. marts og det er en dag, der ikke kan gå upåtalt hen. I hvertfald ikke hvis man er Susling og har en anelse hang til røde sokker. Uden at være rabiat selvfølgelig. Røde sokker matcher fint med høje hæle og parfume, synes jeg. Man behøver absolut heller ikke at være en mandehader, når man spankulerer rundt i sokkerne. Jeg hader absolut ikke mænd. De er jo i princippet ikke meget bedre stillet i forhold til lighed og status, end vi andre. Mange af dem er lige så meget underlagt restriktioner og er ikke naturligt født ind i de "old boys-netværk" vi har i dette land. Jo, det passer. Selv om vi har demokrati og i princippet lighed for alle, så er der altså nogle, der er mere lige end andre og de hjælper hinanden og dækker over hinanden og hiver hinanden op igen, når det går galt for ét af medlemmerne i netværket. Se f.eks. Rigmor-pigen. Nu er hun taget til nåde og kan igen svinge roberne hos de Royale (godt hun lyttede til mit råd og holdt kæft til sidst og jeg sagde jo, at farmand nok skulle trække i nogle tråde. Eller vent! Kan det tænkes, at De Royale også er på coke?).

Nej, nej, jeg er slet ikke gal på mændene bestemt ikke. Men jeg kan til gengæld godt komme op på barrikaderne, når jeg læser om kvinder, der har realiseret sig selv, bl.a. ved at uddelegere det kedelige husarbejde til en philipinsk au pair. I en stort anlagt artikel i Informeren læste jeg bl.a. følgende (ikke ordret gengivet):

"Umfubulaina er som en teenagedatter for mig. Og det er jo slet ikke hårdt arbejde hun har. Næh, da min mor var ung, da måtte hun ligge på sine knæ og skruppe gulvet med en børste og hun kunne ikke være i fred. Hendes arbejdsgiver var hele tiden efter hende." WTF!

• Ad. 1: Hvis det overhovedet ikke er hårdt arbejde at gøre huset rent længere, hvorfor gør hun det ikke selv evt. i fællesskab med sin mand?
• Ad. 2: Hvis hendes mor var en skurekone, så snakker vi næppe en baggrund i overklassen. Hvorfor så pludselig overklassemanér?
• Ad. 3: Man sætter ikke sin teenagedatter til at tage alt det sure i hjemmet. Så gør hun oprør.
  

En anden udtalelse fra artiklen:
"Hvis man skulle betale en overenskomstmæssig løn til au pairs, så ville det jo kun være de rige, der havde råd til at have hjælp i huset."

Yes, sirry. Det ville det nemlig. Og så ville du skulle stå med skurebørsten nede i lokummet selv, sammen med alle de andre middelklassekvinder. Men prøv lige at overveje om du ikke kunne dele tjansen med din mand.

Ja, der kan I se. Nu kom jeg op og skrue. Men det gør mig altså lidt utilpas, at vi for at komme frem i verden selv, stiller os på skuldrene af vores underpriviligerede medsøstre. En af de kvinder, der udtalte sig om at have au pair, havde ovenikøbet ikke et fuldtidskarrierejob, men kun en mindre deltidsstilling på 28 t. om ugen. Hun gad bare ikke gøre rent. Og det er jo sådan set fair nok. Men så synes jeg, at man enten deler den sure tjans med sin mand, betaler en rengøringsdame en rimelig pris eller alternativt sænker sine standarder for rengøring.

Selv kunne jeg aldrig drømme om, at have en lille pige fra et underpriviligeret land til at muge ud i mit skidt. Og jeg har altså haft den type jobs, som flere af kvinderne i interviewet havde. Jeg har også været hængt op 24/7 og med tidskrævende titler på mit cv. F.eks. den gang jeg var tekstforfatter i reklamebranchen, hvor det var og er helt normalt, at man havde/har au pairs. Jeg glemmer aldrig, hvordan det blev diskuteret henover frokostbordet, hvilken type au pair, det var bedst at få. En sagde direkte, at det var bedst at gå efter dem fra de rigtigt fattige tidligere østbloklande. Rumænien eller Bulgarien, f.eks. Dem ville man kunne få mest arbejde ud af for færrest mulige penge. Behøver jeg at sige, at jeg bare sad helt stille og kastede op i munden, mens de andre snakkede løs?

Så, kære medsøstre: God 8. marts! Men husk, kvindernes internationale kampdag gælder for alle. Høj som lav.


PS. En au pair pige får 3000 kr. om måneden plus kost og logi og står i princippet til rådighed døgnet rundt.

Suslings ode til stærke kvinder

For et stykke tid siden sagde min mand til mig, at jeg var en Mutter Fit (så vidt jeg husker er det Ismejeridamen i "Sonja fra Saxogade"). Nu har mænd det jo med aldrig at sige det rigtige, selv om de mener det sødt. Så jeg blev dødfornærmet! "Mener du, at jeg er lige så fed som Bodil Udsen!" hvæsede jeg.

Den har jeg så gået og tænkt lidt over siden. For egentlig kan jeg rigtig godt lide Bodil Udsen (og jeg vil da gerne være en Mutter Fit. Hun var faktisk en klog, nærværende og omsorgsfuld dame.) Og Bodil Udsen er/var en dejlig rummelig og bramfri dame med en rungende mavelatter.

Det næste jeg tænkte var så: Hvem synes jeg egentlig, er dejlige damer? Hvilke kvaliteter har de, som jeg synes, man bør påskønne og efterstræbe. Det blev så til en hel liste inde i mit hovede:

• Mine to oldemødre. Begge levede i starten af forrige århundrede og jeg nåede kun at møde den ene. Men jeg har hørt mange historier. Den ene var en rap, skrap og rund, 1,50 cm. høj Christianshavnermadam, der hentede sin mand på værtshuset, når hun syntes, at han havde skejet nok ud, opdrog 5 børn i en bittelille og fattig christianshavner-lejlighed og en gang fortalte min mormor, at det sidste man skulle være, var at være bange for mænd. De havde bare at gøre, som man sagde. Hun trak hende også til side en dag og fortalte, hvordan man undgik at få for mange børn (i 1920'er-30'erne var det ikke helt almindeligt). Den anden var en senet og benet kvinde, der stod alene med tre børn i en meget ung alder og siden blev kromutter med stort K. Var der noget hun ikke mente var i orden, så sagde hun det.
  
• Selma Lagerlöf. En dame, der satte sig et mål for øje og gik mod tidens strømninger og forventninger om, hvad en kvinde kunne og ikke kunne. Hun endte med at blive hele Sveriges fetterede forfatterinde.
  
• Emily Dickinson. En amerikansk poet, der valgte kunsten. Hun blev aldrig gift og sad i sit lille kammer og skabte den mest vidunderlige poesi. Hun var måske lige lovlig beskeden og hun blev først udgivet post humt, men jeg hiver stadig den lille digtsamling som Poul Borum samlede og Brøndum udgav frem, når jeg vil hvile mine øjne på noget stort. En kvinde, der kan skrive om en frø og en flue, så det bliver en beskrivelse af livet, er i min bog slet og ret genial.
  
• Anni Lennox. Gudindesmuk sangerinde. Hun legede med det androgyne, så det feminine blev forstærket og man pludselig godt turde stå ved sine mere maskuline sider. Hun havde også kontrol over sine produktioner og styrede selv sin karriere i Euritmics. Da hun blev ramt af livet (en masse spontane aborter) var hun ikke bleg for at trække sig, for at pleje sig selv. Hvem sagde Madonna? Ikke mig.
  
• Madeleine Albrigth. Den første amerikanske kvinde, der blev Secretary of State. Hun virker som en kvinde, man ikke kan vælte. En der står fast og kæmper på mændenes banehalvdel, men på sine egne præmisser. (Hvor er hun egentlig i dag?)
  
• Bodil Udsen (selvfølgelig)
  
• Anna Magnagni. Italiensk skuespiller, der på en gang var smuk og grim. Jeg glemmer aldrig scenen (var det i Rom åben by?), hvor hun og hendes datter er blevet voldtaget af nogle soldater. Det er år siden jeg har set den sidst, men dengang gjorde den måde hun spillede moderkærlighed på, et dybt indtryk på mig. Sådan ville jeg også være. Stærk og svag på en gang.
  
• Coco Chanel. Kvinden der satte kvinders krop fri og skabte beklædning, jeg den dag i dag, synes er symbolet på ultimativ elegance. (Stik mig lige de tofarvede sko, den lille vaterede lædertaske og en af hendes dragter!)
• Kvinderetsforkæmpere i Afghanistan, Pakistan, Indien osv. Den styrke og det mod de har, er næsten ufatteligt. Men de gør det.

Man kunne også lave den slags lister med mænd. For dem findes der mange dejlige af. Det er bare ikke lige mit ærinde i dag, så den tager jeg en anden gang.

Susling om kvindelighed

Der er en fantastisk artikel om hende den provokerende Asmaa i fredagens Information. I interviewet fremstår hun som en ægte rendyrket rebel, der vil have retten til at vælge selv. Hendes tørklæde er i den forbindelse blevet et væsentligt artefakt. Det er med og via sit tørklæde, hun skaber debat og provokerer. F.eks. hev hun sit tørklæde (og sin burka) af under en forelæsning i Yemen, fordi det var for varmt, hun ikke kunne se og høre noget og vigtigst af alt, fordi den var blevet påtvunget hende. Til gengæld insisterer hun på, at bære tørklæde på nationalt tv og som opstillingsparat folketingskandidat. Jamen hvilket mod og hvilken styrke.

Vi andre har slet ikke samme muligheder for at provokere så direkte og uomtvisteligt. Vi har ikke samme symboler at svinge rundt med. Vi står heller ikke helt over for samme mur af fordomme. Eller hvad? Måske gør vi alligevel, men vi er blevet blinde for det?

For hvor rendyrket kvindelige er vi selv? Har vi ikke bare tilpasset os nogle normer? Fordi vi gerne vil tages alvorligt, selvfølgelig. Jeg arbejder f.eks. på en meget mandsdomineret arbejdsplads - mændende er rigtig fine og søde, skulle jeg hilse og sige - alligevel, så griber jeg mig selv i at tænke over, hvad jeg tager på.......helst ikke for meget løst hår og nedringede bluser. Men hvorfor kan jeg egentlig ikke det? Hvorfor kan jeg ikke sidde med en fin decollotage og feminine røde læber og stadig blive taget alvorlig?

Jeg har personligt altid prøvet at holde fast i min kvindelighed - jeg er både krop og hjerne. Det kan og skal ikke deles op. Jeg har stærke feminine sider - nogle gange er jeg faktisk lidt blondinedum - mest af dovenskab - men jeg røver ikke at være bange for at vise det. Jeg tillader også mig selv både at kunne tale fødsler og kommunikationsstrategier på en og samme dag.....Det er egentlig ikke noget, jeg skelner mellem. Det er en del af et kvindeliv - mit liv og begge ting er en viden jeg har. Det er en del af mig.

Det er der så nogen, der ikke bryder sig om. Der er også nogen, der er bange for at have disse her sider selv. Nogle kvinder føler det faktisk så provokerende, at de kalder andre Barbier og Bimboer - eller lægger afstand til sysler som blomsterdyrkning og strikkeopskrifter. Tankevækkende er det i øvrigt også, at unge piger, der bliver voldtaget ofte formodes "selv at have været uden om det", fordi de har klædt sig for provokerende. Eller små piger bliver irrettesat, fordi de går med mavebluser og forsøger sig med lidt make up.....hvorfor? Fordi andre finder dem provokerende. Andre! Så er det sågu da andre, der har problemet.Ikke de små piger. Det er ikke de små feminintudforskende pigers skyld.

Jeg tror, at mange kvinder (inklusiv mig selv) vil have godt af at holde sig selv ud i strakt arm og spørge sig selv, hvor i forløbet en del af kvindeligheden røg og hvorfor man i stedet blev rendyrkede akademiske hovedmennesker.

Det er den mur, vi skal til at spille op imod. Retten til at være ægte kvinder, der både kan tænke og være og nogen gange også være Bimbos. Så frem med babserne og parfumen. Ud og vrik med numsen. Rasl med armbåndene ved direktionsmøderne. Slå smut med øjnene og giv af jer selv. Vær jer selv.

Susling- for retten til kvindelighed og det frie valg