Susling om kvindelighed

Der er en fantastisk artikel om hende den provokerende Asmaa i fredagens Information. I interviewet fremstår hun som en ægte rendyrket rebel, der vil have retten til at vælge selv. Hendes tørklæde er i den forbindelse blevet et væsentligt artefakt. Det er med og via sit tørklæde, hun skaber debat og provokerer. F.eks. hev hun sit tørklæde (og sin burka) af under en forelæsning i Yemen, fordi det var for varmt, hun ikke kunne se og høre noget og vigtigst af alt, fordi den var blevet påtvunget hende. Til gengæld insisterer hun på, at bære tørklæde på nationalt tv og som opstillingsparat folketingskandidat. Jamen hvilket mod og hvilken styrke.

Vi andre har slet ikke samme muligheder for at provokere så direkte og uomtvisteligt. Vi har ikke samme symboler at svinge rundt med. Vi står heller ikke helt over for samme mur af fordomme. Eller hvad? Måske gør vi alligevel, men vi er blevet blinde for det?

For hvor rendyrket kvindelige er vi selv? Har vi ikke bare tilpasset os nogle normer? Fordi vi gerne vil tages alvorligt, selvfølgelig. Jeg arbejder f.eks. på en meget mandsdomineret arbejdsplads - mændende er rigtig fine og søde, skulle jeg hilse og sige - alligevel, så griber jeg mig selv i at tænke over, hvad jeg tager på.......helst ikke for meget løst hår og nedringede bluser. Men hvorfor kan jeg egentlig ikke det? Hvorfor kan jeg ikke sidde med en fin decollotage og feminine røde læber og stadig blive taget alvorlig?

Jeg har personligt altid prøvet at holde fast i min kvindelighed - jeg er både krop og hjerne. Det kan og skal ikke deles op. Jeg har stærke feminine sider - nogle gange er jeg faktisk lidt blondinedum - mest af dovenskab - men jeg røver ikke at være bange for at vise det. Jeg tillader også mig selv både at kunne tale fødsler og kommunikationsstrategier på en og samme dag.....Det er egentlig ikke noget, jeg skelner mellem. Det er en del af et kvindeliv - mit liv og begge ting er en viden jeg har. Det er en del af mig.

Det er der så nogen, der ikke bryder sig om. Der er også nogen, der er bange for at have disse her sider selv. Nogle kvinder føler det faktisk så provokerende, at de kalder andre Barbier og Bimboer - eller lægger afstand til sysler som blomsterdyrkning og strikkeopskrifter. Tankevækkende er det i øvrigt også, at unge piger, der bliver voldtaget ofte formodes "selv at have været uden om det", fordi de har klædt sig for provokerende. Eller små piger bliver irrettesat, fordi de går med mavebluser og forsøger sig med lidt make up.....hvorfor? Fordi andre finder dem provokerende. Andre! Så er det sågu da andre, der har problemet.Ikke de små piger. Det er ikke de små feminintudforskende pigers skyld.

Jeg tror, at mange kvinder (inklusiv mig selv) vil have godt af at holde sig selv ud i strakt arm og spørge sig selv, hvor i forløbet en del af kvindeligheden røg og hvorfor man i stedet blev rendyrkede akademiske hovedmennesker.

Det er den mur, vi skal til at spille op imod. Retten til at være ægte kvinder, der både kan tænke og være og nogen gange også være Bimbos. Så frem med babserne og parfumen. Ud og vrik med numsen. Rasl med armbåndene ved direktionsmøderne. Slå smut med øjnene og giv af jer selv. Vær jer selv.

Susling- for retten til kvindelighed og det frie valg