Susling om at gi' og tage imod
Den grimmeste oplevelse jeg har haft i mit liv, var dengang jeg oplevede, at voksne mennesker nægtede at åbne døren for mig, smækkede røret på eller gik over på den anden side af gaden, når de så mig. Okay, min mor havde godt nok fået et psykotisk gennembrud og min far var aggressiv og boede i en flaske - og var forøvrigt blevet smidt ud af min mor. Men jeg var altså kun 15 og hvad havde det egentlig at gøre med mig? Jeg havde jo ikke bestilt den udvikling.
Indrømmet: Jeg havde stort set opgivet de voksne på det tidspunkt, men at såkaldt almindelige mennesker udstillede deres berøringsangst så massivt, var lidt svært at tage ind. Konsekvensen var, at jeg som 16 årig lå i min seng på et kollegieværelse (jeg måtte jo lissom videre) og lettere småfilosofisk tænkte jeg eller måske snarere erkendte jeg, at man, når det kom til stykket, var alene. I sidste ende havde man kun sig selv. At mennesket er alene og at det, at man var sammen og forbundet med andre blot var en illusion.
Sådan har jeg det så ikke helt i dag. Jeg kan nemlig godt være forbundet med nogle, der elsker mig og som jeg elsker. Men jeg ved også, at der er visse kampe, man må tage selv: fødsler, døden, et tungt sind. Det er der ingen, der kan hjælpe en med. Man må selv kæmpe og ville.
En anden konsekvens af den skælsættende oplevelse er, at jeg den dag i dag, bliver dybt rørt, når jeg oplever, at der findes nogle, der vil mig godt. Som tænker på mig og gør noget for mig helt uegennyttigt - bare fordi.
Det har jeg oplevet en hel del gange i de seneste uger. En af mine naboer stod f.eks. uden for min dør med en buket blomster forleden dag og sagde: Den skal du have, fordi du er sød. En anden har designet et strikmønster til mig, en tredje har købt en bog lige præcis til mig, med mig i tankerne. En helt tredje har lavet en keramikskål, som jeg skal ha'. Sådan kan jeg blive ved...for det vælter ind med tilkendegivelser og smukke erklæringer fra andre...
Jeg tror, jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Lige så vigtigt det er at gi', lige så vigtigt er det, at kunne tage imod. Jeg tror, jeg er ved at lære det på den fine måde.
Etiketter: Betragtninger
posted by susling @ fredag, september 18, 2009
7 Comments:
Og jeg arbejder stadig på at skaffe os nogle æbler;) Sov godt.
Kære Susling.
At kunne modtage uden forbehold er ikke altid noget man har i sig, men det kan læres, mest ved at man begynder at stole på at det man modtager er givet med ægte følelse.
At kunne give uden at forvente noget igen, er ligeså vigtigt, og kan man det oplever man en kæmpe fornøjelse og glæde.
Du har bestemt fortjent at modtage, og du er en herlig en at give til, for din glæde er ikke til at tage fejl af, DET er det hele værd. :-)
Mange knus og tak tak for i går, på alle planer.
Henriette
Præcis, Henriette! At gi' er dejligt og vel egentlig nemt. At modtage i den ånd, der er givet kræver kvindsmod...
Kærligst Susling
Aj, hvor jeg genkender meget. Især den dér med, at kunne blive helt offside, når nogen gør noget sødt, uden nogen særlig "grund".
Jeg tror at dine unger tilhører gruppen af mennesker, som kommer gennem de første 15/20 år med en god fornemmelse af hvad menneskelighed er - og ikke er.
Mine to unger (en på gule plader) ser også ud til at komme sådan nogenlunde gennem skærsilden.
Livet er bevægeligt. Og livligt. Det kan også bide, snerre, snappe, chokere og ødelægge. Udgangspunktet er dog, at man har det. At man har ét.
Det er udfordring #1: at man skal kunne lide at balancegangen nogle gange gør een mere søsyg end man bryder sig om.
Ja, Beo. Livet skal kunne tages både med det gode og det onde (se von Trier for dig - slutbilledet i "Riget").
På et tidspunkt i mit liv blev jeg så omprogrammeret til at se lige lovlig meget ondt. Det har jeg kæmpet i mod lige siden og mine unger sku' i hvertfald ikke udsættes for det samme.
Men de må godt vide, at der findes godt og skidt. Det hedder livet og der skal de kunne begå sig med de bedst mulige redskaber. For har de dem, så klarer de nok også søsygen og ved, at også den stopper igen.
Det ser ud som om, det samme gælder dine unger :-)
(PS. Og ja, jeg bliver også helt off side, når folk gør noget uegenyttigt for mig. Egentlig lidt skørt, når mit manifest er solidaritet og næstekærlighed.)
Er det ikke nogen gange fordi det er nemmere at give end at modtage? Sådan har jeg det, i alt fald.
Men hvis man grundlæggende mener (som jeg gør) at man får det af livet som man giver livet, er det med uegennytten egentlig noget der kommer af sig selv, fordi man (også) oplever den fra andre i mange situationer.
Dana: Jeg giver hjertensgerne - når jeg kan. Det er så først her på det seneste, at jeg er blevet god til at modtage. Måske har jeg bare givet til de forkerte.
Send en kommentar
<< Home