Suslings kamp mod trætheden

Jeg har snuppet mig en D-vitaminpille. En af dem man giver til gamle på plejehjem og til kvinderne dækket i sort. Jeg har drukket et kæmpeglas hjemmepresset saft - æble, drue og havtorn. Det burde gøre det.

Jeg lukker øjnene for, at det lige nu regner og himlen er grå. Så grå, at alle sov over sig i morges og for rundt som forvildede høns i kampen om badeværelset, morgenmaden og madpakkerne.
Jeg ser indad og siger til mig selv, at jeg godt kan li' efteråret og vinteren. At det bliver fint at trække i støvlerne og min smukke sorte sælskindsvest. At det bliver fint at sparke i farveladeblade og beundre de farende skyer og himlens gråblå nuancer.

Havde jeg en pejs, ville jeg tænde op i den nu. Havde jeg en have, ville jeg have samlet frugt og lagt det hele i kasser. Det har jeg ikke, så jeg tænder bloklys og finder frugt i naturen.

Efteråret er smukt og melankolsk på én gang. En symfoni i mol. Men jeg gider ikke at være i mol. For i virkeligheden har jeg jo ikke de store problemer. Min mand er min sjæleven og mine unger trives. Bevares tristessen rammer også dem og de bliver sure og stressede. Men sådan er mennesker jo. Nogle gange glade, andre gange sure og triste.

Mit eneste problem er faktisk, at jeg endnu ikke ved, hvordan jeg næste gang skal tjene mine penge. Mit eneste problem er, at jeg på et tidspunkt drejede forkert og nu prøver at dreje i den rigtige retning igen.