Susling siger mrfll
Øv, hvor kedeligt: jeg er tom for ord. Måske er det, fordi ungerne startede morgenen på den mest charmerende måde ved at være skide sure og råbende. "Hold kæft, mor (Varbehar!!!)," råbte DJ Brockhouse, da jeg først gjorde ham opmærksom på, at et 20 min. lang bad var i overkanten. Selvfølgelig pga. klimaet, men vigtigst af alt, fordi vi var en hel masse andre, der også skulle bruge badet. Og siden, da jeg gjorde ham opmærksom på, at nu var kl. 5 min. i skoletid og at han skulle sætte fut på. "Jeg har mit eget tempo!" snerrede han (Varbehar!!!).
"Du er ikke hård nok, mor," vrængede Skumfidusen (Varbehar!!!). "Hvordan kan du dog holde det ud?" fortsatte hun. "Kors,"tænkte jeg. "Jeg går i koma." Det kunne jeg jo ligeså godt gøre. Gå i koma ligesom svigersøn "Cykelmyggen" og min elskede mand, som jeg elskede en smule mindre her til morgen, fordi han bare sad der morgenkomatøs og lod mig tage råb og skrig.
Nå, men heldigvis så:
- siller regnen ned
- skal jeg skrive ansøgninger
- har jeg taget mindst 10 kilo på fra igår aftes til i dag
- har jeg opdaget, at vasketøjskurven er fyldt op på én enkelt dag (troede jeg var i bund i lørdags - og det var jeg sgu!)
- er der gået hul på mine nye sokker (hvorfor gør der altid det?)
- er jeg begyndt at få udvoksninger
- roder ungernes værelser, så jeg får mentale tics, hver gang jeg går forbi
- ligner jeg en paté med rød peber i ansigtet
- strammer min bh (de forkerte steder)
- og mine bukser (pfuii...gudskelov, det er fordi de er helt nyvaskede!)
- bliver jeg pt. mindet om den eneste defekt, jeg fik i forbindelse med min søns fødsel (jeg går ikke i detaljer. Den kan vi tage en anden god gang. OBS/Update: har da lige opdaget, at der er en, der har det nogenlunde lissom mig!)
Etiketter: Hverdag
posted by susling @ mandag, september 28, 2009
9 Comments:
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jo da :-))) Ren familiehygge på højeste niveau. Åh altså - kender det så godt...de der morgener, hvor man bare ikke fatter, at man overhovedet stod ud af sengen.
Men så er det jo SÅ godt, at der findes opmuntring i form af dejlige ansøgninger, som man kan skrive i dejlig frisk stil (gaaab) - samme opgave venter her :-).
Undskyld - men jeg grinede altså ret meget, da jeg læste dit indlæg. Ser det ligesom ret tydeligt for mig...patéen og de mentale tics :-))))
Håber du trodsalt får en god dag.
KH Gittemay
Sikke en morgen - nu kan det kun gå fremad :-)
Jeg pjækker fra jobansøgningerne i dag - skal passe nevø på 4 år og det plejer at være sjovt - og så kan jeg jo glæde mig til at kaste mig over den dejlige opgave i morgen. Hav en rigtig dejlig dag.
KH Nina
Kære Medsøstre og Kammerater,
tak for de solidariske tilkendegivelser. Det, der kan redde en dag er, at man ved, at man ikke er alene :-)
aaaj, her troede jeg at jeg var den eneste i verden der havde en morgenrådden familie, phew!!
Ved du hvad jeg har opdaget? Tøjforretningerne har lavet størrelserne mindre! her går man rundt og tror at man har taget på, og så har de bare sat mærkaterne fra M i en størrelse S, garanteret for at tækkes EU. Mig kan de ikke narre, så jeg hoppede i en L, og den passede. Glem alt om konspirationsteorier om usa og månen, det er her det sker!
Linda, jeg HAR opdaget det med mærkningen i tøjet. Det er som vinden blæser. Min moster anbefaler, at man klipper mærkaterne af. Men hei, jeg er sgu da ikke sådan én, der stikker andre blår i øjnene ;-)
Og jo... det har vi. :(
Her tog dagen også lige en kovending i forkert retning og jeg sidder nu og venter på at tøje i kælderen bliver vasket færdig. Derefter skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at gå lige durk under dynen igen.
Skal vi være enige om at tirsdag bliver bedre?
Her er det Josefine og Rasmus der har trukket tænder ud og jeg overvejer at sende dem til nærmeste rumstation. SUK
Mange knus og opmuntringer fra mig:)
Henry: Jeg var sååååå tæt på, at bede mine unger om at pakke kufferten. Det bliver ikke bedre af, at det altid er mig, der skal tage de tåbelige konflikter.(Var også ret tæt på, at be' manden om at pakke kufferten ;-))
Vi har også altid haft den slags morgener med jævne mellemrum.
Ved en enkelt mindeværdig lejlighed vendte jeg på hælen og gik i seng igen, og lod dem stå med alle talenterne og spørgsmålene og brokkeriet og .... og lukkede IKKE døren op.
Det hjalp faktisk. En overgang.
Send en kommentar
<< Home