kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

5.10.09

Susling på en flad mandag

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er ved at give op eller om det bare er tilværelsens ulidelige gentagelighed, jeg dealer med lige nu. F.eks. ville Saab'en ikke starte her i weekenden. Det er jo efterhånden en bedaget herre, så han har fået sine særheder, bl.a. vil han ikke starte, hvis det har regnet for meget lige som her fredag/lørdag (derfor har vi konsekvent en dåse pronto liggende i bagagerummet.). Det, at han ikke vil starte, ku' jeg så godt gå i panik over. Men det gør jeg ikke. "Nå," tænker jeg bare. "Nu igen". Og så ringer vi til Falck (de har fået ham i gang).

Det er også ved at være en hel fast mandagsting, at én af ungerne (eller begge) er sure. Her til morgen var det Skumfidusen, der brød hysterisk hulkende sammen, fordi jeg spurgte hende, om hun havde taget en af mine toppe. "Far, far!,"hulkede hun. "Mor taler til mig med sådan en kold stemme." Indrømmet, jeg var irriteret, for det er ikke første gang, hun får noget af mit tøj til at forsvinde eller, at hun ødelægger noget, der er mit og hun har det også med at glemme at aflevere tilbage. Det er sket så tit, så jeg næsten ikke kan tælle på fingre mere. Nu kan det så godt være, at hun IKKE har lånt min top, og i så fald burde jeg sige undskyld, men jeg gider ikke og så kan man i øvrigt sidde her og føle, at ens liv går i ring.

Samme oplevelse har jeg med så mange andre ting. Det hele går i ring og jeg kan næsten ikke hidse mig op over noget mere. "Nå, du er bekymret for at blive fyret," siger jeg til min mand. "Den tager vi, når det kommer." (Har jo lissom været der før). Nå, nu er der igen ballade i regeringen. Nå, nu stiger huslejen. Nå, nu er jeg begyndt at spise af kassekreditten. Nå, nu er det sværere at skaffe sig et job. Nå, nå, nå, nå.

Og med alle de nå'er, jeg siger i løbet af en dag, så er det vitterligt, at jeg begynder, at spekulere på, om det bare er sådan at være 45. Man har set så meget gentage sig og gentage sig, at ens liv er blevet til en stor ring, man kan cykle rundt i, indtil den dag man cykler ned i sin grav.

PS. Jeg er ikke deprimeret. Jeg står glad ud af sengen hver dag. Men det er altså ikke lige så festligt som det har været, så'n at blive voksen for alvor.

Etiketter:

2 Comments:

At 5/10/09 12:16, Blogger Henriette said...

Igen igen kan jeg nikke genkendende til et du skriver om her. Hos os er det en fast regel, at er der noget der mangler, så ligger det med sikkerhed hos enten Josefine ell Theis. Men HVOR?? ting forsvinder konstant, jeg er begyndt at gemme de ting jeg ikke VIL dele med nogen, om det så er ting eller mad/slik eller tøj og toiletting. Det hænger mig ud af halsen, at jeg ikke har noget der kun er mit, at jeg ikke ved om det er der npr jeg skal bruge det, og endnu vigtigere.. om det virker!

Om det er livet der går i ring tror jeg egentlig ikke, og jeg kan stadig hidse mig op, det handler mere om at efter så mange år, som den der tager alting på sig, så gider jeg ikke længere være der 100% for alle andre, deltage med hele min sjæl i deres problemer. Jeg har ikke længere brug for at være uundværlig simpelthen.

Nu er der afsted til tandlægen og DET gider jeg bare ikke. :(


Knuus og hej
Henriette

 
At 5/10/09 16:38, Blogger susling said...

Hm, Henriette. Jeg er vist bare megasur og utidig lige nu. Men det synes jeg nu også ungerne er sådan en flad mandag og så forstærker det ene jo det andet. Suk!

Tandlæge, for satan, det må jeg også se at få fixet.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home