kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

4.10.09

Susling i strid storm

Jeg bor med direkte udsigt ud til havnen og helt oppe på fjerde sal. Når man står i en bestemt position i min stue, så er det næsten, som om man sejler på det store hav. I dag ku' jeg godt være tæt på at blive søsyg, for bølgerne går højt med små hvide skumtoppe af travlhed.

I det hele taget er der megen turbulens lige her. Når det blæser, fyger det hid og did i min gade og det er næsten en kamp, at komme over den lille bro, der fører til vores bebyggelse. Mange gange har jeg stået der med to små unger, en cykel og en masse indkøbsposer, lige der på den lille bro. Jeg har kæmpet, så sveden sprang af mig for at holde balancen, så cyklen ikke tiltede og jeg kan stadig se billedet for mig af de to samarbejdvillige unger med deres store cykelhjelmshoveder, der, mens de holdt godt fast i cykelstolene, kom med solidariske råb som:" Vi klarer det, mor! Vi holder fast."

Og det er så det, jeg elsker allermest ved mine unger. Det, at de fatter situationens alvor og arbejder med, når det kræves. F.eks. den gang vores gamle Saab begyndte at ryge og sprutte midt i bilferiekøen fra Bretagne til Paris. Bilen kogte, buldrede og bragede og vi måtte køre ind til siden for at finde ud af, hvad der var sket. I samme moment opdagede vi, at udstødningsrøret sad løst. Min Anders kan, når det tæller, så han kravlede ind under den spruttende bil og bandt røret op med sin anoraksnor. Imens sad ungerne alvorsfuldt på bagsædet uden at sige et pip. Kun fem minutter før havde de larmet og skændtes.

Eller den gang vi måtte sige til dem, at der ikke var nogle penge. "Desværre, I kan ikke få det, I plejer, men vi skal nok sørge for, at alt kommer i orden igen." Det er hårdt, at sige den slags til sine børn, for jeg ville jo helst gi' dem månen, hvis jeg kunne. Men der er øjeblikke i ens liv, hvor man bare må gi' op og sige: "Sådan er situationen, kære unger!" De tog det pænt og fandt andre måder, hvis de gerne ville have noget.

Det, jeg så tror er rigtig vigtigt, det er, at man klarer blæsten sammen. At man siger: "Situationen er sådan og sådan, men I skal vide, at det ikke bliver ved med at være på denne måde. Vi skal nok klare denne hurdle også, hvis bare vi arbejder sammen om det." Jeg tror børn gror og udvikler sig af at se, hvordan ens mor og far rider en storm og af, at de får lov til at være med til at modstå den med det, de nu kan byde ind med. Ganske simpelt!

Etiketter:

2 Comments:

At 4/10/09 16:26, Blogger Gittemay said...

Lige mine ord, Susling :-)
Det gør vi også i forhold til vores børn - altså siger, hvordan tingene er i grove træk - og at vi klarer det. Sammen. Og det er det, vi gør. Klarer os igennem sammen. Det kan være svært, for de tackler det på 3 vidt forskellige måder - men der er altid plads til snak og kram - og så arbejder vi videre derfra.
Og det går da ganske forrygende med dét. Børn er så fantastisk på det område (også der). For idéforladte er de ikke just - og vi har da klaret meget på gode og alternative idéer, som er kommet fra den front. Og de føler, at de er med...hvilket jeg lægger så stor vægt på. At ingen er uundværlige - og at man kan klare så meget mere, hvis man er sammen om det.

Hav en dejlig storm-søndag :-)

KH Gittemay

 
At 5/10/09 16:39, Blogger susling said...

Mange tak Gittemay. Det blev en dejlig storm-søndag.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home