Susling om hierakier

Jeg synes, at der har sneget sig en kedelig tendens ind på arbejdsmarkedet. Udover, at vi bliver målt og vejet på, hvad vi præsterer rent fagligt, så bliver vi også vurderet på vores personligheder. På hvor omgængelige og tilpasningsdygtige vi er som mennesker. Nu er der selvfølgelig en logik i, at der skal være en vis kemi mellem chef, kolleger osv. Det er da klart. Men det er jo ikke sådan, at vi er ens, eller at vi kommer lige godt ud af det med alle.

I min (nok ret oldnordiske) forståelse sælger jeg først og fremmest min arbejdskraft og min kunnen. Det er det jeg gerne vil vurderes på og det jeg føler, jeg får min betaling for. Ikke på, om jeg har "et vindende væsen" eller "en indre energi og drive" eller er "alles ven". Det er selvfølgelig gode egenskaber, men kun relevant i en kontekst med det, jeg leverer. Og det må først og fremmest være det, der tæller.

Det har det så ikke altid været. For ofte har jeg været ude for, at chefer har grebet ind og har kommenteret folks personligheder (jeg har en svag mistanke om, at de har gjort det, fordi de rent fagligt fik baghjul af deres medarbejdere). Jeg har selv været udsat for det og jeg har været vidne til, at andre har fået en tur gennem møllen. De seneste gange har det været chefer, der har været midt i 30'erne og uden den helt store menneskelige forståelse og uden den faglige ballast, der har gjort, at de har kunne vurdere, hvad den pågældende diciplin kræver af arbejdsmetoder, tilgang osv.

Disse chefer har heller ikke indset eller anerkendt, at der er nogle indforståede hierakiske overenskomster, der skal overholdes. (Jeg sælger min arbejdskraft, du leder og fordeler arbejdet og tager dig af den store sammenhæng og det får du så meget mere i løn for end mig!).

De har frit for leveren sagt, hvad de synes om en bestemt person og har dermed sat sig på samme side af bordet som medarbejderen uden forståelsen for, at de reelt har hånd- og halsret over den pågældende. For selv om man snakker flade strukturer og åbne døre, så sidder vi ikke på samme side af bordet. Jeg ville jo f.eks. aldrig kunne sige, hvad jeg synes om de her chefer og deres personligheder, for så ville jeg jo udsætte mig selv for hetz og i sidste ende miste mit økonomiske grundlag. Så jeg har aldrig sagt noget tilbage. Jeg har bare tænkt mit.

Det værste ved de her seneste chefer det er, at de også har været skide bange for, hvad de ville få af konsekvenser for deres renomme og selvfølelse, at de lige smed en gang hø i hovedet på folk. Snavse til, snavse til, snavse til og så lige en masende tommelfinger i sylten og de famøse ord: "Jeg håber, at vi kan være lige gode venner alligevel!" Æhm...venner!? Er vi venner?! Ai vi har indgået en byttehandel. Min arbejdskraft for dine penge.

Og for lige at understrege: Især den ene af de her chefer var ude på et overdrev. Han råbte og skreg hysterisk af folk foran alle andre. Han snavsede alt og alle til, når han kunne komme til det - bag deres ryg og offentligt. Han gad ikke komme ind til folk, men sad og skreg på os fra sin stol. Så kunne vi som små hunde smide alt hvad vi havde i hænderne og lunte ind til ham. Han kunne finde på, at komme ind i et rum og pludselig kaste sig ned på gulvet, så han lå på maven med hænderne omkring sig, mens han skreg - sådan helt offentligt i kontortiden. Han overholdt ikke aftaler og kommandogange osv. osv. Skal sådan en undermåler bestemme, hvad min personlighed rummer?