kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

8.10.09

Susling om hierakier

Jeg synes, at der har sneget sig en kedelig tendens ind på arbejdsmarkedet. Udover, at vi bliver målt og vejet på, hvad vi præsterer rent fagligt, så bliver vi også vurderet på vores personligheder. På hvor omgængelige og tilpasningsdygtige vi er som mennesker. Nu er der selvfølgelig en logik i, at der skal være en vis kemi mellem chef, kolleger osv. Det er da klart. Men det er jo ikke sådan, at vi er ens, eller at vi kommer lige godt ud af det med alle.

I min (nok ret oldnordiske) forståelse sælger jeg først og fremmest min arbejdskraft og min kunnen. Det er det jeg gerne vil vurderes på og det jeg føler, jeg får min betaling for. Ikke på, om jeg har "et vindende væsen" eller "en indre energi og drive" eller er "alles ven". Det er selvfølgelig gode egenskaber, men kun relevant i en kontekst med det, jeg leverer. Og det må først og fremmest være det, der tæller.

Det har det så ikke altid været. For ofte har jeg været ude for, at chefer har grebet ind og har kommenteret folks personligheder (jeg har en svag mistanke om, at de har gjort det, fordi de rent fagligt fik baghjul af deres medarbejdere). Jeg har selv været udsat for det og jeg har været vidne til, at andre har fået en tur gennem møllen. De seneste gange har det været chefer, der har været midt i 30'erne og uden den helt store menneskelige forståelse og uden den faglige ballast, der har gjort, at de har kunne vurdere, hvad den pågældende diciplin kræver af arbejdsmetoder, tilgang osv.

Disse chefer har heller ikke indset eller anerkendt, at der er nogle indforståede hierakiske overenskomster, der skal overholdes. (Jeg sælger min arbejdskraft, du leder og fordeler arbejdet og tager dig af den store sammenhæng og det får du så meget mere i løn for end mig!).


De har frit for leveren sagt, hvad de synes om en bestemt person og har dermed sat sig på samme side af bordet som medarbejderen uden forståelsen for, at de reelt har hånd- og halsret over den pågældende. For selv om man snakker flade strukturer og åbne døre, så sidder vi ikke på samme side af bordet. Jeg ville jo f.eks. aldrig kunne sige, hvad jeg synes om de her chefer og deres personligheder, for så ville jeg jo udsætte mig selv for hetz og i sidste ende miste mit økonomiske grundlag. Så jeg har aldrig sagt noget tilbage. Jeg har bare tænkt mit.

Det værste ved de her seneste chefer det er, at de også har været skide bange for, hvad de ville få af konsekvenser for deres renomme og selvfølelse, at de lige smed en gang hø i hovedet på folk. Snavse til, snavse til, snavse til og så lige en masende tommelfinger i sylten og de famøse ord: "Jeg håber, at vi kan være lige gode venner alligevel!" Æhm...venner!? Er vi venner?! Ai vi har indgået en byttehandel. Min arbejdskraft for dine penge.

Og for lige at understrege: Især den ene af de her chefer var ude på et overdrev. Han råbte og skreg hysterisk af folk foran alle andre. Han snavsede alt og alle til, når han kunne komme til det - bag deres ryg og offentligt. Han gad ikke komme ind til folk, men sad og skreg på os fra sin stol. Så kunne vi som små hunde smide alt hvad vi havde i hænderne og lunte ind til ham. Han kunne finde på, at komme ind i et rum og pludselig kaste sig ned på gulvet, så han lå på maven med hænderne omkring sig, mens han skreg - sådan helt offentligt i kontortiden. Han overholdt ikke aftaler og kommandogange osv. osv. Skal sådan en undermåler bestemme, hvad min personlighed rummer?

Etiketter:

12 Comments:

At 8/10/09 11:59, Blogger Gittemay said...

FULDSTÆNDIG enig, Susling. Og supergodt beskrevet...
Jeg har heller aldrig fattet, at der er nogle, der tror, at de er ligeværdige med ledelse...det kan jo aldrig forekomme, når løn og ansvar og magt er vidt forskellig. Uanset hvor flade man gør strikturerne.
Det er rent narværk - for så længe, jeg kan blive bedt om at gå ved at sige noget forkert - og den anden ikke kan, så er der forskel.
Jeg synes jo også, at det er min 'vare', der burde være vigtig - ikke inddpakningen. Selvfølgelig skal der være 'kemi', men resten er fuldstændig irrelevant og blot et udtryk for endnu mere magt til 'den anden side'...helt på linie med brug af håndskriftsanalyse, horoskoper, ryger/ikke ryger osv....
Det er da nogle horrible oplevelser, du har haft. Kors! Var den chef helt rigtig oveni hovedet???

KH Gittemay

 
At 8/10/09 12:15, Blogger susling said...

Jamen Gittemay, hvornår er vi ikke enige :-)
Jep, ham her var i en særklasse! Til sidst blev jeg også nødt til at sige noget. Det blev for slemt. Jeg har nu også mødt andre ikke helt i hans kaliber, men noget det lignede. Tror den branche jeg har bevæget mig i, har suget den slags til sig. Men det skal være slut NU!

Gennemgående har jeg ikke mødt særlig mange kompetente og ansvarsbevidste chefer. Der har dog også heldigvis været nogle og dem tænker jeg tilbage på med stor glæde.

Det jeg oponerer imod er nu også helt generelt tendensen inden for det hierakie, vi skal forholde os til. For det jeg har oplevet, er der sikkert også mange andre, der har, bare i nogle andre sammenhænge.

Og i øvrigt: hvad filan har ens stjernetegn at gøre med ens præstationer på en arbejdsplads? Det er dælme sølle og forklarer måske noget om, hvorfor vores produktivitet på landsplan ikke er så effektiv, som den burde være.

 
At 8/10/09 12:27, Blogger Gittemay said...

Åh ja...tror rigtig mange kan genkende det. De der mærkværdige 'værdier', der har sneget sig ind. Kan virkelig undre mig, når jeg sidder og læser jobannoncer - over hvad der bliver lagt vægt på ift. det aktuelle job.
Har også mødt nogle højst tvivlsomme chef-typer, som lagde stor vægt på 'vi er mates'...underforstået, at så kunne man slippe afsted med lidt mere, end der var helt ok. Eller kolleger, der virkelig troede, at de var venner med chefgruppen.
Tror godt, vi kunne lave et parti, Susling - vi er da noget mere enige som udgangspunkt end visse alliancer :-))))

KH Gittemay

 
At 8/10/09 12:55, Blogger Pernille said...

Hold da op!

jeg har oplevet chefer der ikke forstod forskellen, der frekventerede deres ansatte og helt sikkert på samme grundlag sammensatte hierakiet ud fra de "gode" og de "onde"...
Det var samme arbejdsplads hvor alle skulle typetestes ud fra grundlæggende gode ideer om, at alle har noget at tilbyde og alle kan noget vi andre kan bruge, men som endte som et mærkelig sødsuppe klistret stads, da det viste sig jeg var samme type som lederen, og pludselig skulle føle mig vigtigere af den grund...
Meget mærkeligt!

Min nuværende chef forstår skellet og udviser både empati og ufattelig dømmekraft og er helt sikkert også en stor grund til at jeg har svært ved at løsrive mig og for alvor lede efter noget nyt :)

Det virker bare bedre og får helt automatisk det bedste frem i folk, i stedet for bagtaleri og stikken med knive.

 
At 8/10/09 13:39, Blogger susling said...

Altså, jeg synes man skal holde fast på de gode chefer.De findes. Men man skal også holde fast i sig selv. Det er der, det begynder at blive svært, synes jeg.

Men for dyttan da, vi er ikke "mates". Det bliver man aldrig og hvis er det en uheldig kombi...

Og at blive ratet på niveau med sin chef - uargh...den har jeg også prøvet. Det er syret og i sidste ende ikke særligt konstruktivt for videre samarbejde :-(

 
At 8/10/09 13:55, Blogger Henriette said...

Jeg kan kun sige een ting.. Den chef er/var syg. Rigtigt syg.

Der er da ingen der kan tage sådan en opførsel seriøst og de der har ansat ham, må de også kunne se at den dutter ikke.

Hvad var egentlig hans håb med den opførsel?? At i fik respekt??

Næ du, i min kikkert skulle han fyres, indlægges og reduceres til gadefejer uden ansvar af særlig betydning.


Uff jeg har også haft underlige chefer, chefer der ville have respekt, men som omvendt var vege og vage i deres udmeldinger og beslutninger. Eneste undskyldning de havde var at de var mellemledere, og derfor selv i lommen på større autoriteter med endnu større lønchecks....

 
At 8/10/09 14:15, Blogger susling said...

Ja, Henry, det var/er han. Og ja, en dag går det den anden vej for ham. Men så længe han tjente/tjener penge ind til virksomheden, så lod/lader de ham sidde. That's capitalisme :-/

 
At 10/10/09 13:49, Anonymous Anna said...

Jeg kan jo på ingen måde kommentere på hvad du har oplevet og hvem du har mødt, men helt generelt så er én af en chefs opgaver at sammensætte et team hvor summen af medarbejderne adderer op i et højere tal end de rent faktisk er, fordi de supplerer og passer sammen på en måde der fremmer processen.

Selvfølgelig skal en chef aldrig udtale sig åbent om personlighederne hos de ansatte, men en ret essentiel måde at sammensætte folk på er at nu engang at kende folks evner både fagligt og personligt. Så det er er en del af hans job at forholde sig til hvordan medarbejderne er skruet sammen. Nej, han skal ikke bestemme hvordan en personligheder skruet sammen, men han skal guddødme ha en holdning til hver enkelt.

..og ja, gu skal der være forskel på medarbejdere og ledere. Der er nu også medarbejdere der har svært ved at håndtere lige netop dét og tror at en jævnaldrende kvindelig chef er deres veninde.. har jeg hørt ;)

Susling, mht din sidste kommentar; der er altså også inkompetente medarbejdere der får lov til at blive siddende fordi de tjener deres løn ind på trods af den støj de laver - eller fordi ingen nænner at fyre dem fordi det er lidt synd... Er dét så også kapitalisme eller er det nærmere socialisme? :P

 
At 10/10/09 14:06, Blogger susling said...

Anna, som jeg skriver, så er jeg helt på det rene med, at der skal være en vis god kemisk sammensætning, for at et team fungerer. Man går op og ned af hinanden otte timer hver dag og jo bedre kemi, desto bedre resultater. Det er også vigtigt, at der i teams eller på arbejdspladser er det rette mix af personligheder: driveren, idemageren, opfølgeren osv.

Vi er absolut på bølgelængde der. Det jeg prøvede på at skrive mig frem til var vel egentlig også mest, at der er nogle usynlige grænser og overenskomster, der skal overholdes. Vi taler trods alt om en arbejdsplads og ikke én stor familie, og den grænse skal bestemt overholdes begge veje :-)

Jeg har bare nogle gange oplevet, at denne grænse ikke er blevet overholdt og respekteret. Jeg og mine kolleger har gjort det den ene vej, men det er ikke sket den anden vej rundt. Så begynder det at blive grænseoverskridende på den ubehagelige måde.

Mht. at beholde medarbejdere, der er inkompetente: Hvorfor dog det? Inkompetence er for mig at se en fyringsgrund. Beholder man dem, er det vel, fordi de tjener penge ind til virksomheden - og så snakker vi guddøme kapitalisme. (Findes socialisme overhovedet på dagens arbejdsmarked og i vores nuværende liberale verden? Tror det ikke.)

 
At 10/10/09 18:16, Anonymous Anna said...

Vi er vist mere eller mindre enige i den med grænserne. Der hvor du har oplevet den oppefra har jeg oplevet den nedefra.

Det jeg forsøgte at beskrive var mennesker der der personlighedsmæssigt ikke passer ind og som med deres adfærd har en negativ effekt på produktiviteten samtidig med at de rent faktisk leverer dét de bliver bedt om. De er meget svære at takle - sikkert lidt lige som din hylende chef.

 
At 12/10/09 12:34, Anonymous Helleq said...

Jeg tænker bare, når jeg læser ovenstående, om du har tænkt på at du måske udstråler det du selv skriver: "jeg sælger min arbejdskraft og du giver mig løn for det"...og ikke andet?

Jeg synes det er at udvise manglende engagement - og udstråler man det ved jobsamtalen, så får man altså ikke jobbet.

Og jeg tror altså at det personlige og samarbejdsevnerne vægtes højt ved samtaler. Det faglige kan man jo altid opbygge, men ens personlighed og "passen ind" i en eksisterende gruppe er fundamental for samarbejde og fremdrift.
Omvendt så stoler jeg ikke blindt på diverse tests, som jeg også har prøvet utallige af, men de giver et fingerpeg om karakteren hos et menneske. de er jo ikke alle lavet i blinde af en 88-årig clairvoyant, vel?
Det var bare det jeg ville sige....

 
At 12/10/09 12:57, Blogger susling said...

Selvfølgelig går man da ikke til en jobsamtale og udviser manglende engagement. Med alle de mange ansøgere, der er på en stilling, kommer man ikke en gang så langt som til samtalen uden at vise engagement allerede i sin ansøgning. Personligt ville jeg ikke en gang søge en stilling, jeg ikke gad. Det er livet for kort til.
Det er måske også et lige lovligt langt long shot, at gætte på, hvad jeg udstråler bare på basis af en betragtende text om generelle tilstande i danske virksomheder.

Men er du f.eks. blevet ansat udelukkende på basis af din personlighed, så et stort tillykke til dig.

Jeg mener nu begge dele bør vægtes.
Ellers stikker man da sig selv blår i øjnene eller sidder i en funktion, hvor faglighed ikke tæller.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home