Susling om teenagere

At ha' teenagere er næsten lige som, at have fået sine forældre tilbage i deres mest irrettesættende tilstand.

"Ret ryggen," sagde min mor.
"Trim næsehårene," siger min søn
"Sid ordentligt på stolen, "sagde min mor.
"Synes du ikke, at du overdriver," siger min datter.

Sådan ku' jeg blive ved. For uvist af hvilken grund, så har teenagere det med, at føle sig hævet over alle andre. De er en sær blanding af megalomi og usikkerhed og de er ikke rigtig til at hugge og stikke i med al deres selvovervurdering og forestillinger om, hvordan alting hænger rigtigt sammen.

Nu er det jo forbudt, at lappe sine børn en på sinkadussen og man kan heller ikke længere løfte dem ind på deres værelser og bede dem om, at tænke sig om en ekstra gang. Slet ikke, når de er størrelse et hovede højere end undertegnede.

På et tidspunkt indførte jeg "Sig noget pænt til hinanden tid", for jeg syntes det hele gik op i bebrejdelser, irrettesættelser og korte bjæfende kommandoer og den slags bliver man jo træt af. Det virkede faktisk også perfekt en overgang. Men nu synes jeg godt nok, det igen begynder at vende den tunge ende nedaf. Heldigvis er jeg begavet med selektiv hørelse og teflonhud og i aften tror jeg lige, vi tager en ny runde med Sig noget pænt-tid.