Suslings rapport fra Lidenlund

I går spurgte jeg DJ Brockhouse, om vi ikke skulle lave noget sammen i efterårsferien. Han rejser sig op, ser ned (ned!!) på mig og siger:"Mor, nu må du altså ikke blive ked af det. Men jeg har en del personlige ting, jeg godt vil lave i min efterårsferie."

Nå, ok. Så går han da bare glip af kastanjeindsamling og vilde dyr, hvis det skal være på den måde. Kan nu godt forstå, at det vist ikke trækker så meget længere med vikingekampe på Tøjhusmuseet, vilde dyr i Zoo og hjemmeproducerede kastanjedyr, når man er 15 1/2. Der er jo også både jobbet og hende, han ikke vil indrømme er en begyndende ny kæreste. En lille kær blondine, som tilfældigvis liiiiigeee kommer forbi en gang i mellem og som han besøger. Så er man altså kærester i min bog. Især, hvis man helt af sig selv går i gang med at støvsuge og rydde op, fordi "der kommer én, mor og lad nu være med at spørge mere."

Jeg har nu vænnet mig til, at de er blevet så store begge to. Det er jo i virkeligheden fantastisk, at de er nået så langt og kan selv, vil selv. Det eneste jeg måske synes er lidt et tab, det er, at jeg ikke har nogen at lave kastanjedyr med mere eller se på våben og kanoner sammen med. Jeg kommer heller ikke længere i biffen for at se Disneys eller Pixars nyeste. Eller Harry Potter. Der er ingen at lave dukketøj til og jeg aner ikke, hvad den nyeste dille på børnemarkedet er. Jeg kan heller ikke længere tillade mig at gynge eler råbe højt af fryd, når vi rutsjer ned af den store rutsjebane sammen.

Til gengæld så sagde DJ Brockhouse noget andet (og man bliver jo glad selv for små ting): "Mor, dig og far, I er lidt anderledes end de andre forældre. Vi må meget mere. Altså ikke, at I ikke passer på os, men I stoler på os." Og ja, det gør jeg. Men jeg gider altså stadig også godt lave kastanjedyr og den slags og det savner jeg lidt.