Susling om tid

Jeg vågnede op i morges og den første sætning, der ramte mig var:"Seize the moment!" Grib øjeblikket. Men det er jo nemmere sagt end gjort. Tiden løber derud af og pludselig er det igen søndag eller oktober osv i en lang tidssnor. Og så er det jeg tænker:"Hvordan griber man egentlig tiden?" For jo ældre jeg bliver, desto hurtigere synes jeg den går - tiden.

Pludselig er det mig, der sidder og siger:"Kan du huske dengang?" og i samme åndedrag går det op for mig, at det er noget, der er sket for 10 år siden. Præcis lige som de ældre, jeg har fnesset af, da jeg var yngre. Noget der ligger 10 år væk er på en gang meget fjernt og samtidig noget meget nærværende i min hukommelsesbank. Det var jo næsten i går og så alligevel ikke.

At ha' det sådan, er helt klart aldersbetinget! Ingen tvivl om det. Ting og oplevelser begynder at gentage sig, fordi man har set en variant af det samme før. Måske i en anden kontekst, men det er handlinger, der minder mig om noget eller det er ting, jeg har hørt eller set før - ofte til bevidstløshed. Don't get me wrong, jeg har det ok med det. Det er da på mange måder en lettelse ikke hele tiden at stå undrende og lidt usikker på, hvordan man nu skal gribe en ting an. Det er rart, at der er kommet en form for ro på.

Men derfor kan man jo godt stadig spekulere på, hvordan man egentlig griber i et øjeblik.