kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

23.10.09

Susling - et naivt fjols?

Mens jeg sidder og ser på surdejen, der er begyndt at boble, og håndterer ventetiden på tilbagemeldingen på evt. job på zen-måden dvs. bliver det ikke det her, så bliver det noget andet og jeg er vel en lige god og kompetent person uanset hvad. (Og prøver at ignorere, at Saab'en er stået af igen.).

Ja, så var det måske på tide med en lille historie. Om mig, selvfølgelig! Havde I forventet andet?

For et stykke tid siden sagde en af mine bekendte nemlig til mig:" Susling! Du er jo ikke en karriedame. Du tænker alt for meget på fællesskabet. Du kan slet ikke det her, med at møve dig frem med rundsave på albuerne."

Doooiiiinnnnggg! "Er det så tydeligt?" tænkte jeg. Men jeg har jo egentlig altid vidst det. At mit hjerte og mit engagement løber af med mig. Det er ikke altid nemt i den glade konsulentbranche, hvor tid er penge. Det har også gjort, at jeg til tider har følt mig som en temmelig fremmed fugl, når jeg har stået og betragtet andre og deres måde at bevæge sig frem i hierakiet.

Her gik jeg rundt og troede, at vi var i gang med at lave en superløsning til kunden, og at vi alle var bevidste om pladsen for hver vores tandhjul i maskineriet, men nej. Det vigtigste har været at hytte sig selv og sine egne interesser.

Nu tror jeg såmænd ikke, at det er så meget anderledes, hvis man arbejder internt i en organisation (det har jeg også prøvet, skulle jeg hilse og sige). Bortset fra at man ikke skal timeregistrere og ting derfor ofte tager mere end den tid, ting bør gøre, så er der lige så meget politisk skrammel og selvpromovering.

Og ved I hvad! Det gør mig sgu ærlig talt lidt træt. Men ved I også hvad! Jeg vil rigtig gerne modbevises lige på det punkt. Jeg vil rigtig gerne opleve og høre om, at det kan gøres på en anden måde og så vil jeg gerne opleve, at det at tjene penge ikke suger mit blod og mit livsmod.

Bare kald mig naiv!

Etiketter:

4 Comments:

At 24/10/09 16:56, Blogger Gittemay said...

Jeg ved ikke, om du er naiv - egentlig tror jeg det ikke. Men ildsjæl er ildsjæl - og det er lig med netop de risici, du beskriver. Tror jeg.
Jeg har ingen forkromede løsninger - overhovedet. Dels fordi jeg aldrig har opfattet mig som 'karrierekvinde' overhovedet, dels fordi jeg har haft nogle helt andre jobs end dig.
Men jeg var leder på et aktivitetscenter for nogle år siden - og lå i overhalingsbanen for at brænde mig selv op. Fordi jeg netop havde en helt anden vinkel end den 'vante' - jeg kommer jo ikke fra social- og sundhedssektoren. Jeg havde nogle andre mål, ambitioner med stedet og syn på brugerne, end det vante. Og det var dét, der gav de største problemer. Det korte af det lange er, at jeg valgte at opgive - fordi det simpelthen var for meget op ad bakke. Så det er jo ikke just et godt eksempel.
Men jeg lærte at være 110% ærlig overfor mig selv i forhold til det, jeg gjorde. Og jeg lærte at trække en meget skarp linie mellem 'arbejds-Gitte' og 'privat-Gitte'.
Og jeg fandt ud af, hvad jeg kunne stå inde for - og hvad jeg absolut ikke vil lægge navn til. Ligesom dig.
Siden har jeg valgt nogle jobs, som er udmærkede og interessante - men ikke kræver 'mig'. For det har primært været IT/databasearbejde - og der kan jeg være uden at bløde. Og så har jeg lagt vægten på min fritid og de ting, jeg laver dér. Og det er vist egentlig også der, mine største ambitioner findes :-).
Så ingen kloge ord herfra - kun håber jeg, at det lykkes for dig på en eller anden måde. Hvad med at starte noget selv? Så bestemmer du jo både indhold og tempo...

KH Gittemay

 
At 24/10/09 22:17, Blogger Kath said...

Det bliver spændende at se, hvor du ender henne.
Jeg kan sagtens følge dit engagement og manglende ego-centreret ambition.
-I mit hoved kan man godt være ambitiøs og stadig tage hensyn til andre, det er bare ikke mange, der gør det...
-Og så betyder det meget, at jeg laver noget med VÆRDI. Af samme grund holder jeg fast i knap-så-vellønnet job, da der er en etisk mission i firmaet som jeg virkelig kan stå inde for. For andre betyder "fame and fortune" bare meget mere - og de må så ud til de lyseblå skjorter og slipsene.
Jeg ønsker for dig, at du snart får et job, der kan opfylde dine krav.
mvh Kath

 
At 24/10/09 22:19, Blogger Lizelotte said...

Jeg sidder med fornemmelsen af at være en ualmindeligt heldig kartoffel.

For nu er jeg på 18. år ansat i et større IT-firma, hvor jeg har lavet ALTMULIGT mærkeligt ... med andre ord startede jeg med at kode programmer, mens andre fortalte mig hvad de skulle gøre - og så har jeg været hen over noget konsulent-agtigt (de hedder de bankfaglige medarbejdere hos os - dem som står for lancering og information og hotline og den slags) for senest at havne i en stol hvor der står projektleder på ryggen.

Og jeg æ-æ-ælsker mit arbejde - OG min arbejdsplads. Når jeg har haft brug for det, har det været helt ok at passe jobbet og leve for det udenfor jobbet, og når min verden er ramlet, har min arbejdsplads rakt hånden ud og givet mig frihed til at komme på fødderne igen.

Jeg har spadet rundt og fået min second chance, jeg har været dybt ustabil en periode pga. børneproblemer, jeg har haft små unger og masser af sygedage - ind imellem de produktive perioder.

OG jeg kan i en håndevending finde de første 100 kolleger som kan sige det samme.

Helt snotnaiv er jeg ikke. Mine 8 år som tillidsmand i selvsamme firma har vist mig bristerne i form af enkelte ledere, der ikke var dygtige nok - men jeg kan også se, at det er forbedret med årene.

Måske skyldes vores live-and-let-live-klima at vi er en forening - ejede af vores kunder - og dermed dybt afhængige af at de har det bedst muligt. Vi skal levere de bedst tænkelige systemer billigst muligt, gøre dem konkurrencedygtige, så vi selv kan overleve.

Og så ER vi jo en del af finanssektoren, som overenskomstmæssigt er "pæn".

Jeg har måske levet et livmoderliv, fordi jeg har trådt mine faglige barnesko og levet mit faglige liv indenfor sektoren, men det beviser da for mig, at tingene KAN være anderledes, end der hvor du har været, søster Susling.

....tadaaaa.... årets længste kommentar, eller???

 
At 25/10/09 11:59, Blogger susling said...

Kære jer,
tak for de fine (og meget lange :-) )kommentarer.

Det er jo ikke fordi, jeg er en skrigende rødblodet idealist. Jeg kan sagtens udføre mine opgaver, når jeg skal. Men jeg har også efterhånden et stort behov for, at tro på og kunne gå ind for det jeg arbejder med. Især når jeg laver tekster og artikler. Det kræver at man er overbevist, så man kan overbevise andre. Jeg håber meget, at jeg selv kan finde en løsning på, hvor og hvordan. Men den slags tager desværre tid. I mellem tiden kan jeg jo så dyrke mine nye hobbies.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home