Susling om commitment II
En gang for en del år siden var der en bekendt, som var ældre end mig og også havde meget ældre børn, der sagde, at man skulle lade være med at knytte sig for meget til sine børns kærester. Man blev nemlig så ked af det, når de slog op med hinanden.
Skumfidusen har nu planer om, at slå op med Cykelmyggen. Hun synes ikke, at han har været der nok for hende på det seneste. Og ret skal være ret. Det har han faktisk ikke. Men derfor kan man jo godt sidde og være en anelse svigermor-ked. De har trods alt været sammen i 2 1/2 år. Men hun viste mig også lige et billede af en, hun er blevet lun på! Så jeg tror, hun overlever.
DJ Brockhouse har også gang i noget nyt. Jeg skal møde hende på fredag, hvor hun kommer til byen og skal overnatte hos os. Før det har der allerede været et par andre storøjede, slanke, søde piger og så Den fynske Prinsesse. Og jeg er jo venligheden selv hver gang. Men kan man godt tillade sig at blive en anelse træt?
Personligt er det år siden, jeg har slået op med nogen. Det var faktisk Anders. Det holdt fem dage, så lå jeg uden for hans dør kl. 4.30 om morgenen uden kontaktlinser og talte gennem hans dørsprække. Han åbnede heldigvis døren for mig. Og resten er i princippet historie. Ai, selvfølgelig ikke helt, for det koster da kræfter at pleje sådan et skab. Og en gang imellem så råber jeg: Jeg vil skilles! Men jeg mener det jo ikke - kun lige i øjeblikket. Faktisk er jeg så glad for ham, at jeg stadig har drømme, hvor jeg vågner sur op, fordi han har været mig utro (i mine drømme). Men så vender jeg mig rundt og ser hans velkendte kontrafej og putter mig lykkelig ind til ham.
Egentlig kan jeg godt en gang imellem undre mig over, at det bare bliver ved og ved. År efter år. Og selv om det ikke længere er ungdommens lidenskab, der har topprioritet i vores forhold, så er den der stadig - lidenskaben. Men en meget mere dybfølt og intens lidenskab, hvor jeg elsker ham mere end mig selv. (Selv om jeg selvfølgelig også elsker mig selv, for elsker man ikke sig selv, er det ret svært at elske andre, sku' jeg mene.) Jeg synes også stadig, at han både er sjov, interessant og sexet og for at det ikke skal være løgn, så opdager jeg stadig nye ting hos ham.
Det er sgu' da meget godt, syn's jeg.
Etiketter: Mig og min mand
posted by susling @ onsdag, november 18, 2009
7 Comments:
Det er da mere end bare meget godt!! Og det gør mig simpelthen så stjerneglad at læse, at den slags kan lade sig gøre i denne skilsmisseæra. Mine forældre er sammen på 36. år og jeg er helt vild med det. Og føler mig meget privilegeret over ikke at være skilsmissebarn.
Halleluja for god pleje af skabet!
Det er da superskønt!!!
Den slags dejlige historier, der bør fortælles igen og igen, så man husker, at de (I) også findes.
(Siger et skilsmisse"barn", der først blev det som voksen - og det er altså også hårdt!)
Stort tillykke til jer med hinanden, og fortsat god arbejdslyst!
Et ateistisk AMEN sendes fra et sted udi det Midtlollandske, hvor Rimkogeren og jeg for lidt over en måned siden i ønsket tosomhed fejrede vores "borgerlige" Ja'er for 25 år siden :-D
Tak skal I have for kommentarer!
Jeg er selv skilsmissebarn, så jeg synes, at det er lettere magisk, at man kan blive ved med at elske hinanden. Men som jeg altid har sagt til ungerne: Selv om jeg er vred lige nu, så holder jeg jo ikke op med at elske jer.
Det samme gælder vel ens mand, hvis man vel og mærke er havnet sammen med en, hvor det fungerer.
Formlen ligger jeg ikke inde med (måske kan du også byde ind her Anjoe?), men jeg gætter på, at det er noget med venskab, respekt ooog, det skal man jo ikke fornægte, solid fysisk tiltrækning. Der skal være plads til det daglige klap bagi og lidt kysning! (Som minimum.)
Dejlig læsning, Susling :-))). Det er så ufattelig dejligt, når det er på den måde - og absolut en gave. Dog ikke en af dem, der bare kommer dumpende. Det kræver et stykke arbejde. Siger en, der kan glæde sig over det samme fænomen :-))). Det er ingen selvfølge - og skal man endelig give et bud på herlighederne, må det være kommunikation. Sådan har det ihvertfald været her...det er simpelthen vejen frem. Efter 15 år kan jeg konstatere, at intet er for sølle til at blive talt om - og dét er dælme en fantastisk ting.
Hvor jeg dog glæder mig på dine vegne :-)))
KH Gittemay
Dejligt, dejligt indlæg... jeg bliver lidt misundelig på dem, der stadig er sammen med og lykkelige med (ikke mindst!) dem de har lavet deres børn sammen med.
Men på den anden side, så var jeg ikke så heldig at møde ham, der nu på 10. år får mig til at skinne, i første forsøg - men bedre sent end aldrig :-)
Jeg læste g.d. din kommentar + spørgsmål til mig, anjoe, og har så tygget lidt på det hele!!
Helt ærligt, jeg aner ikke at kunne give kløgtige ord videre :-D
Send en kommentar
<< Home