kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

26.11.09

Susling siger: Bare vær som du er. Det er ok!

Når man er sådan en som mig, der tusser rundt og betragter verden og de mennesker, der befolker den, så kan jeg godt nogle gange blive slået bagover. Af forundring og nogle gange af lettere ubehag.

F.eks. hvis jeg er vidne til, at folk et kort øjeblik blotter sig og fortæller om det, der virkelig foregår bag facaden. Om det, der gør dem ked eller frustreret eller deres angst for aldrig at komme i job igen eller den gang de gik ned med stress og sad og stirrede ind i en væg. Eller deres frustrationer over ikke at kunne slå til eller deres akademiske usikkerhed eller deres manglende evne til at få familieliv og økonomi til at hænge sammen osv. osv. Nogle gange er der tale om deciderede mentale nedsmeltninger. En given slip og lade det hele hænge i de folder, de reelt slår.

Det, at de blotter sig, fylder mig ikke med ubehag, på ingen måde. Tværtimod. Jeg tænker bare:"Ah, et menneske med alle facetter og af kød og blod som mig."

Det, der til gengæld godt kan fylde mig med ubehag er reaktionen bagefter. For i 9 ud af 10 tilfælde skøjter folk tilbage til det, de føler er deres comfortzone. Dvs. det billede de i deres egne hoveder har det bedst med at vise verden. Så skal man igen høre om små søde dekorationer, nye krus, overdimensioneret gang i den på arbejdsmarkedet, 100 % succes på kærestefronten osv. osv.

Reaktionen er fuldt ud foreståelig. Det mener jeg oprigtigt. Hvem vil være en stakkel, der ikke kan finde ud af ting i sit liv? Hvem vil hænges op på brølere og fejltagelser? Hvem vil holdes fast i den svaghed, man viste i et kort øjeblik?

Men sagen er, at det bliver man jo ikke - hængt op altså. Ihvertfald ikke af mig. Personligt tænker jeg da ikke: "Nå, der går hende, der ikke kan få det til at hænge sammen med kæresten." Jeg tænker bare:"Nå, der er xx, gad vide, hvordan hun har det i dag?" Men jeg tænker også samtidig:"Lad nu være med at fylde mig med facade. Bare sig tingene, som de er og vær dig selv. Det er ok! "

Etiketter:

8 Comments:

At 26/11/09 14:26, Blogger Zette said...

Men Susling, det sande og fulde billede af et mennesker er jo - lissom det også er de svære ting, kærestesorg, jobløshed, sygdom osv - så er det jo også facade. Jeg mener, facaden er jo også med til at fuldende billedet af det hele menneske. jeg hader selvbedrag, så jeg kan godt følge dig, men på den anden side så er facade jo også overlevelse. Hvis jeg hver eneste gang folk spørger mig skulle hvordan det går, skal gå ind i at forklare, hvor min leddegigt gør ondt netop i dag, at jeg er dødbekymret for mit syn osv, så ville jeg jo ikke kunne holde mig selv ud. Det hører med til mit billede, men lissom sygdommen er et del af billedet, så er facaden det jo også, og jeg kan li at skifte fra det alvorlige til det facade-trivielle, fordi jeg ellers tror, jeg ville være depressiv - så hellere være oprigtig, ærlig og afklaret og gi de ting, den plads de skal ha - og så heller ikke mere.

Jeg har i den grad - for mennesker der betyder noget for mig - en tendens til at ville ha dem til at krænge deres sjæl, være hudløst ærlige, oprigtige og tro mod sig selv. Men jeg vil også have facade og overflade engang i melllem.

ps. Det er altid pissesvært med blogkommentarer, hvor man ikke er enig, fordi det lyder så kritisk overfusende på skrift, men det er bare et forsøg på at debatere et godt indlæg. Dig forstå, ja????

 
At 26/11/09 15:22, Blogger Gittemay said...

Fuldstændig enig, Susling. Har det fuldstændig ligesådan. Ikke at jeg forventer, at folk så skal krakelere helt, hver gang vi ses - men jeg har svært med den der insisteren på, at det fandme bare går übergodt altid. For det gør det jo ikke. Og hvorfor skal det være så svært at indrømme og erkende, at man bare er et almindeligt dødeligt menneske af kød og blod. For sagen er, at det er sådan for alle. Selvfølgelig mener jeg ikke, at man bare skal krænge sig ud og græde offentligt - når man står i køen i Brugsen kan det da være ganske ubehageligt. Og så er facade jo ok. For facade er da ok - jeg går da ikke til jobsamtale og krænger min elendig privatøkonomi ud. Det er vel mest den der berøringsangst, når man har kaldt trolden ved rette navn. Så bliver folk så panikkede - netop fordi de tror, at hele min oplevelse af dem er vendt 360 grader. Og det er den jo ikke - der er bare kommet flere nuancer på.
Så ja - at være sig selv er det bedste, vi kan.

KH Gittemay

 
At 27/11/09 09:05, Blogger susling said...

Zette: Mig forstå! Selvfølgelig bliver man nødt til at holde en vis facade, for at man kan holde sig selv ud og andre kan holde én ud. Det er bare almindelig socialt pli. Det jeg prøvede at skrive mig frem til, var vel egentlig også noget i retning af, at der findes visse typer, der fornægter. Visse typer, der blotter sig i et kort sekund og så pludselig drejer rundt på tallerkenen og lader som ingenting eller overkompencerer for deres lille sammenbrud. Alt er pludselig fan -fucking -tastisk.

F.eks. var jeg i mine grønne ungdom vidne til, at en meget dygtig amerikansk tekstforfatter brød hulkene sammen foran mig. Jeg kunne godt rumme det, men det kunne hun ikke bagefter. Hun havde i sine egne øjne mistet prestige.

Get it?

 
At 27/11/09 09:09, Blogger susling said...

Gittemay: Jeg er 100% enig. Det er præcis det her med, at alt bare er übergodt og ikke mindst berøringsangsten/angsten for at miste sig selv, hvis man viser sig selv på godt og ondt.

For mig bliver det bare et menneske med flere facetter end dem jeg kendte til før.

 
At 27/11/09 16:30, Blogger Zette said...

Okay, så mig også forstå dig :-D
Og det var da virkelig synd for hende - ikke at hun brød sammen, men at hun ikke kunne deale med den side af sig selv!

 
At 28/11/09 14:43, Blogger Kagekonen said...

jeg ville så gerne deltage i denne debat, for jeg har jo en mening. Men lige i øjeblikket så orker jeg ikke... ville så gerne kunne sætte ord på det der sker i og med mig, men synes ikke, jeg kan finde roen, det kræver... så i stedet for at blotte mig, i stedet for at lade andre se hele mig, så lukker jeg af, for jeg kan ikke overskue det... giver det mening?

 
At 28/11/09 15:26, Blogger susling said...

Det giver da i allerhøjeste grad mening og der er jo heller ikke nogen, der siger, at man skal rende rundt som et stort blottet hul hele tiden. Det er jo slet ikke det, jeg mener. Min erfaring er bare, at når man giver slip og kan tilgi' sig selv, at man har gjort det, så bliver verden mere rummelig - sjovt nok.

 
At 29/11/09 22:40, Blogger Lizelotte said...

Ulp ... sagde livsnyderen så.

For jeg kan sq altid finde noget positivt OGSÅ ... selv midt i mine dybeste kriser. Måske vil du kunne opleve mig lette på facaden og fortælle triste og svære ting - for bagefter at høre mig fortælle glad om et eller andet andet. For begge dele er altid en del af mit liv. Der ER altså dele af mit liv der fungerer, selv når nogle andre ikke gør.

Men jeg kunne aldrig finde på at trække mig og blive forlegen over, at jeg havde vist en anden at jeg var et menneske...

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home