kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

19.11.09

Susling spørger: Hvor var du i 1984?

Det slog mig lige: Hvor var du egentlig for 25 år siden? Hvad lavede du? Hvad tænkte du? Boede du alene? Havde du fået et barn? Var du overhovede født den gang? Det ku' være spændende at vide, hvor folk egentlig var i november 1984.

Bare for at lægge ud (nu udbygget -)): Jeg var 20 år gammel og var lige flyttet sammen med Anders og to katte. Vi boede i en lille bitte slumlejlighed i en sidegade til Holmbladsgade - lige ved siden af Alaska Pub, der havde fået tildelt "5 knojern". Jeg var startet på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet to mdr. før og fattede ikke en bjælde af alle de teorier, jeg blev forelagt.

Vi frøs som ind i helvede og havde aldrig penge. Men det gjorde ikke så meget, for vi var stadig punkere dengang, så det galdt om at se alternativ ud og at føle sig uden for samfundet. "No future" - remember. Kraftigt understreget af Tjernobyls nedsmeltning tidligere på sommeren.

Så vidt jeg husker rålyttede vi til ting som Iggy Pop's "Zoombie Birdhouse", en masse King Krimson, Preefab Sprout, Blaine Reininger, Blue Nile, Siljun Veljet, 22 Pistepirkko (her kan jeg ha' en erindringsforskyldelse) og så gik vi til et hav af koncerter i Ungdomshuset, når vi ikke lige dyrkede lidt sex. Hold da helt kæft, hvor var jeg forelsket

Hvad med dig?

Tilføjelse: Sikke en skæg og interessant leg!Og sikke historier! Jeg lader posten stå lidt længere. Måske vil flere lege med?!

Etiketter:

18 Comments:

At 19/11/09 21:22, Blogger Sifka said...

Jeg var blevet færdig på seminariet året før og havde vist fået min første tjenestemandsansættelse i Københavns kommune. Jeg boede i min farmors andelslejlighed på Amagerbrogade. Ren luksus med tre værelser.

Kæresten var venetianer, og i november 1984 var jeg faktisk i Venezia og besøge hele hans pukkelryggede la famiglia.

Ciao Bella og ha' en god aften:)

 
At 19/11/09 21:34, Blogger Skribenten said...

1984 var mit skæbneår og det år jeg husker glasklart. Det år lyttede jeg til prince/puple rain og Linnet/ Solonumsen fra musicalen Berlin ´84.
Jeg kan stadig alle teksterne udenad..

Jeg blev voldtaget, gravid og i november gik jeg til lægen sådan ca omkring denne dato og fik besked på at jeg skulle have en abort 10 dec.

Jeg var traumatiseret mildest talt.

Jeg blev 18 i august, vandt en rejse i sept og tog for første gang alene ud i den store verden. London var målet og også det blev min skæbne, for jeg har elsket byen lige siden.


Jeg havde job på et reklamebureau,og var vikar flere andre steder, bla i Kronebanken, der senere krakkede under stort postyr.
Jeg boede stadig hjemme, blev svigtet af min veninde, og havde en crummy christmas.

Så altså.. jeg kunne have haft en søn/datter på 25 i dag. Noget jeg tænker over hvert år ved denne tid.

Uha sikke en masse, men som sagt, husker jeg det meste af det år som var det i går ;)


Sikke et fedt spørgsmål, og sjovt at se hvad der er af minder i huskebogen.

Mange knus og vi ses i morgen
Henriette

 
At 19/11/09 21:57, Blogger Annette said...

Jeg gik i 5. klasse på en friskole lige uden for Odense. Boede i Assens med far, mor og 3 yngre søskende (siden er der kommet to mere til). Var noget af en enspænder og blev drillet i klassen. Gik i søndagsskole. Habil blokfløjtespiller og glad for at synge. Var lige begyndt at spille klaver, og kunne lide at strikke. Dygtig i skolen. Noget genert. En rigtig duks/pæn pige...

 
At 19/11/09 22:17, Anonymous Christina i NZ said...

Jeg gik i 6. klasse i Aasiaat på Grønland. De tre år vi boede deroppe var de bedste af min barndom - bortset fra de helt små år. Den frihed vi havde var vidunderlig, og alle var underlige på en eller anden måde, så det at min familie også var lidt sær, det stak ikke så meget ud :-)

 
At 19/11/09 22:55, Blogger Susan said...

Jeg gik i 2. g paa Ikast Gymnasium, matematisk/naturfaglig.
Jeg svoemmede enten i Herning eller Snejbjerg, kan ikke helt huske hvornaar jeg skiftede klub.
Jeg var sikkert smaaforelsket i min svoemmetraener. Han endte med at blive en rigtig god ven, indtil 10 aar senere hvor hans kaereste naegtede ham at se nogen af hans pigevenner.
Jeg boede med mine foraeldre og vores hund (ja jeg er enebarn) i Sunds.

 
At 19/11/09 23:09, Blogger Pernille said...

1984?
Erm... jeg var 13.. men hvad jeg lavede kan jeg ikke rigtig huske.

teenager midt i alt med at finde sig selv og sin egen sexualitet ca samtidig med min mor valgte at fortælle at hun er lesbisk.. jeg kan huske det krævede nogle tanker, jeg ikke tidligere havde tænkt :)

 
At 19/11/09 23:49, Anonymous Linda said...

November 1984.... boede jeg i England, Pembury nær Tunbridge Wells. Arbejdede på Cornford House, der var et plejehjem for tidligere missionærer i Kina. Primære tanke var at optjene point/erfaring til at blive sygeplejerske. Jeg hørte Fleetwood Mac, til de engelske veninders store fornøjelse (NOT!), Sades smooth operator og Alison Moyets all cried out, talte med min kæreste gennem 3 år hver lørdag klokken 19....
Kæft hvor var jeg artig...

Nå ja, så åd jeg for mange chokolader, og mine rosa gulerodsfaconbukser strammede i taljen. Men min grå læjer-lumbertjakke passede over numsen.
Det var pissekoldt og da vandrørene lå uden på huset var der ingen vand til vaskemaskinen....
Det var vist også på det tidspunkt at jeg bestemte mig for IKKE at ville være sygeplejerske.
Er det virkelig 25 år siden?? Det kunne godt have været 100 :o)

 
At 20/11/09 11:09, Anonymous Anonym said...

November 84'... jeg var 24, og boede alene i lille 2-værelses ejerlejlighed i Hillerød. Jeg boede meget beskedent, men meget tøset med rosa overalt - gardiner, sofa, soveværelse - ja endda toiletsædet holdt farven.
Jeg var kontorassistent med lille løn, så den måtte jeg supplere med aftenjob på "apotekerskolen" i Hillerød, hvor jeg lavede mad! (det kunne jeg ellers ikke) serverede og den slags. Så der blev arbejdet fra 8.30-16.30 og derefter fra 17.30-23. Det gode var, at jeg virkelig ikke havde tid til at bruge penge - og fik mad på aftenjobbet.
Og så var der selvfølgelig masser af sjove diskoteksbesøg - hvor jeg vovede mig afsted alene, for veninderne var afsat og færdige med den slags. Masser af kærester. Men også ensomhed og tid til at tænke, om livet virkelig skulle være sådan her.
(5 år senere solgte jeg lejligheden, kvittede jobbene og drog til Århus for at blive journalist).

Sjovt at tænke tilbage.

KH Nina

 
At 20/11/09 11:27, Blogger Gittemay said...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

 
At 20/11/09 11:29, Blogger Gittemay said...

Hm - hold da kæ... hvor er det længe siden :-)
Jeg var lige blevet 18 og gik i 2. g på nysproglig linie. En klar fejl. Nå, men jeg var også netop blevet enig med mig selv om at flytte hjemmefra NU - og fik min første lillebitte lejlighed.
Penge var det småt med - så jeg levede af en slatten SU (som var forældreindtægtsstyret) + et opvasker/bartenderjob. Sikke tider :-).
Hørte David Bowie, The Cure og Talking Heads. Jeg var vegetar, dyrkede karate og selvudvikling - og var egentlig superlykkelig for at have 'min egen lille hule'. Gymnasietiden var ikke sjov - ville hellere have været samfundsfaglig...og gik i en ren pigeklasse, hvilket jeg aldrig kom til at elske. Og så vidste jeg, at jeg bare skulle væk fra den udørk af en landsby, jeg boede i....
Men gennemgående havde jeg det egentlig ganske ok.

KH Gittemay

 
At 20/11/09 17:11, Anonymous Annette i Barcelona said...

I '84??
Jeg var 16, boede i Herning (hos min mor) var kæreste med John (den hotteste fyr af alle, dengang og den fyr alle pigerne ville have). Var på cykelsommerferie med John. Vi cyklede fra Herning til Middelfart på en dag... Jeg var vild med Shakin' Stevens og Limahl... Jeg gik til Jiu Jitsu (som selvforsvar) Spillede BasketBall som jeg var virkelig god til... og jeg ventede vist bare på at jeg kunne flytte hjemmefra og starte mit eget liv...

 
At 21/11/09 20:37, Blogger Dana Watsham said...

November 84?

Da var jeg 24 år og boede med ægtefælle 1.01 (som jeg var blevet gift med i august 84) i en toværelses på Kløvervej i Roskilde, med et treårsbarn og planer om nummer to. Var frustreret, arrig og muggen over hvor gennemprovinsielle hans omgangskreds var - Lo Speccio var i de år udpræget et 'lukket selskab' med en nærmest incestuøs inderkreds. Mange af dem nåede jeg aldrig at få et bare nogenlunde venskabeligt forhold til.
Spillede folkemusik og sang i kor for fuld udblæsning, og havde lige sat en stor væv op med hørstof til håndklæder (AOF-kursus).

Tjernobyl var først i 86! Det husker jeg især fordi Sisse er født i 85, vi havde købt hus i Korsør i oktober 85, og ikke kunne lære Rune om velsignelserne ved at spise skovsyre og morkler det følgende forår pga faren for radioaktivt nedfald. Man blev advaret mod at stille barnevogne udenfor (fedt når man har et spædbarn), og det var i det hele taget et paranoidt forår, dengang i 1986 ...

 
At 21/11/09 22:57, Anonymous Anonym said...

84 var det år hvor jeg fyldte 4... Jeg kan huske vi flyttede fra Helsinge til Rågeleje sidst på året og jeg startede i en ny dagpleje... Jeg fandt nye venner på vejen og det var nok også deromkring jeg først fandt ud af at min far drak flere øl end i andre familier... Det var også det år hvor vi måtte sige farvel til vores hund, Britt og goddag til vores nye kat Blackie, en stor kulsort hankat, der var luddoven og ville helst bare ligge og hygge foran brændeovnen... Har dog kommet med gaver i form af døde fugle, mus mm...
Jeg sang med på sange som moonlight shadows, katte kammer rock og ikke mindst fama sala player (ikke stavet korrekt)dog mente jeg bestemt de sang farmor sælger bajer ;o).

 
At 22/11/09 02:18, Blogger susling said...

Pis, Dana, Tjernobyl i '86! Selvfølgelig! Jeg er ved at blive gammel...det hele flyder sammen!

Men stadig..det var punk, sex galore og underlige nye teorier...Det kan jeg da huske...

 
At 22/11/09 10:08, Blogger Dana Watsham said...

Sex galore? Også i den grad. Der er nu noget over at have gennemlevet sine seksuelt formative år dengang før HIV ....

 
At 22/11/09 21:40, Blogger Lotte said...

Jeg gik i anden klasse og havde fået alle mine blivende fortænder.
Jeg elskede dansk og matematik, gik til gymnastik og byggede huler med Jette og Kasper.
Min bedste veninde var koreaner og hed Sara - hendes storesøster var også adopteret og hun var den sejeste! Vi sneg os ind på hendes værelse for at låne kasettebånd med Wham, Limahl og Laban.
Og Level 42...Don't let the sun go down on me!

Min klasselærer hed Fru Mølgaard og min matematiklærer hed Fru Rasmussen. De var også min lillebrors lærere, men i hans klasse hed de Helga og Birthe. Det var lige i de år, hvor lærerne fik fornavne på min skole. Selvom jeg den dag i dag stadig ikke ved, hvad Lærer Lauristsen (som senere blev min tysklærer) hed til fornavn. Han var virkelig af den gamle skole.

 
At 23/11/09 06:22, Blogger Zette said...

Jeg var 15, boede på yderste vestlolland, gik i 9. klasse på Vestenskov skole, hadede at være teenager, hvor jeg hele tiden skulle dække over min usikkerhed og spille mere sej, end jeg var. jeg forsøgte at ligne Boy George med hat og store skjorter, der gemte kroppen. Jeg var skidegod i skolen. Jeg gad ikke gå til fester lørdag aften, men hørte NDR-Zwei fra tysk radio med de sejeste hit-parade-ting som Nena, Duran, Kajagoogoo, Howard Jones, Thompson Twins, Wham osv. Jeg gik vildt op i musik, og havde (okay har stadig) kladdehæfter, hvor jeg skrev lister med hvem, der nu lå øverst på hitlisterne.... Boede hos mine forældre i parcelhus sammen med min storesøster.... jow, jow.

og god leg der!

 
At 24/11/09 22:22, Blogger Regitze said...

november 84.. bumbum..
jeg kan huske november 82, 83 og 85. men november 84 har stort set fortrængt sig. jeg boede i en kold kæmpelejlighed på hjørnet af Frederiksborggade og Nansensgade sammen med Louis på 1 1/2 år og hans far. vi var ikke happy shining. hans far og jeg.

jeg havde lavet videoer til Krasnapolsky og fik vinteren 84 lov til at skrive med på drejebogen til en video til Sods, der lige var blevet til Sort Sol. min del af filmen foregik i et kendt vinhus' fantastiske kælder (var det Justesen eller hvem, var det), en kælder, der senere blev til Krasnas kælderdisko.. hvad søren hed nu?

det var en fantastisk fest af en video. før goth var opfundet. med tørrede, røde og sorte fårehoveder med kravlende tigerlarver, hornfiskehoveder med påspiddede cocktailbær, champagne i litermål, damask og kandelabre. store rober og frække fyre.

men ellers kan jeg ikke huske noget..
udover at jeg var mor. og at en far i vuggestuen var ved at anmelde mig til børneværnet fordi jeg havde købt vinterstøvler til sønnike med vanilleduft.

 

Send en kommentar

<< Home