Susling om jul og traditioner

I morges stod jeg og så ud af vinduet og filosoferede lidt over, hvor alle år var blevet af. Man blinker med øjnene og pludselig er man 45 og skal farve hår og købe cremer til modne damer. Jeg tænkte også lidt på mine to smukke unger, som det ene øjeblik legede i hele huset med deres vilde projekter og det næste går til fester, får kærester og har bryster (den ene af dem), skægstubbe og Chewbakka-ben (den anden af dem). Og så var det jeg kom til at tænke på julen (man må godt snakke om det nu). Og så blev jeg faktisk helt glad!

Jeg behøver nemlig ikke længere, at planlægge fra midt i november og bagefter cykle forvildet rundt efter arbejdstid, for at skaffe 48 velgennemtænkte, prisræsonable og spændende ting i dreng- og pigeversion til julesokken. Ungerne tror ikke på julemanden længere.

Jeg behøver heller ikke længere, at bryde min hjerne med at finde på 8 velgennemtænkte, prisræsonable og spændende ting i dreng- og pigeversion til adventsgaver. "Det behøver du ikke, mor! Vi skal bare ha' nogle julegaver, det er fint nok."

Jeg kan nu ikke helt lade være med at juleglæde lidt. Så de seneste to år har jeg købt en juleskrap til dem og en chokoladekalender. En chokoladekalender er noget jeg under ingen omstændigheder ville have givet min unger tidligere. Jeg syntes det var underlødigt, uopfindsomt og so white trash. Nu er det bare lidt skægt og begge bliver så glade, fordi de egentlig ikke forventer sig noget. Iøvrigt har Dj Brockhouse proklameret, at skulle han vinde 50.000 kr. på sin juleskrap, så deler han med os: 10.000 hver til mor og far, 10.000 til Skumfidusen og så beholder han de sidste 20.000 selv. Sød knægt, meeen mon ikke han, når det kommer til stykket, beholder det hele selv?! Han har i hvertfald også udtalt, at han godt kan li' at tælle penge - sine egne penge. Lissom min bror faktisk. Det kan man da egentlig godt kalde en tradition.

Og juletraditioner at large!? Ja, altså min pointe er, at traditioner er til forhandling, og at de hele tiden skal tilpasses til det sted, man står i livet. Jeg ville gå i stykker, hvis jeg rigidt skulle følge en fast slagplan, der har mistet sin mening. F.eks. har vi fundet ud af, at de fleste af os ikke kan lide ris a la mande. Hvorfor fanden så plage sig selv med den ækle dessert? Vi finder da bare på noget andet. Nisselandsbyer har vi også lagt i skuffen og sådan er der med så meget juletradition, som vi opfandt tidligere og havde en funktion. Ud til højre med det.

Men jeg skal saftsuseme ha' min julekryppe, min Skt. Nickolausfigur, mine julebukke, min 70'er adventskrans i støbejern, mine glaskugler i vinduet, min halmkrans på døren, min grimme trænissefamilie i reolen, den gennemtyggede plastiknisse, som Skumfidusen fik som 6 mdr. gammel, mine to keramikjuleklokker (også i 70'erdesign), et kalenderlys og de to mølædte stråengle. Det skal jeg altså!