Susling om at snakke med sig selv

Da jeg vågnede i morges ville mit hovede godt på arbejde. Men det ville min krop ikke. Den nægtede simpelthen. Det må man vel acceptere. "Nå," tænkte min krop så,"Man kan vel bruge nedetiden på noget konstruktivt og skrive nogle jobansøgninger". Men så stod mit hovede af. Det nægtede simpelthen. Ikke et ord kunne det tænke og alle jobopslag var dumme og rettet mod nogle helt andre end mig.

"Kom så I dovne fjolser!" skreg jeg. "Som minimum kan I vel samarbejde omkring en lille tur ud, så vi ikke bliver sindssyge." Det gad de så godt.

Vel ankommet i Brugsen (skal jo teste om jeg kan holde mig oprejst) var der den længste kø jeg nogensinde har set bortset fra nytårsaftensdag, hvilket så viste sig skyldtes, at alle de andre kasseapparater var stået af. Min krop, mit hovede og jeg stillede os pænt i kø og ventede meget længe og meget tålmodigt uden at brokke os. Vi tænkte bare:"Ok, moment of zen."

Da det endelig blev vores tur og vi havde placeret vores varer på båndet. SÅ STOD DET KASSEAPPARAT OGSÅ AF!

Det er der ikke noget at gøre ved (prøver lidt zen her). Så vi slæbte os kollektivt over til en anden butik i området (den lidt for dyre) og så slæbte vi os hjem igen og gav hinanden en high five, fordi vi dog havde holdt lidt sammen.

Nu har jeg så bedt min krop om at arbejde lidt bedre sammen i morgen og jeg har sagt til mit hovede, at vi skal ha' os noget positivt udsyn og visionere lidt på, hvad fanden det egentlig er vi vil. Og så er vi kollektivt blevet enige om, at man ikke kan forcere ting. Selv om det gad jeg altså personligt godt efterhånden.

Susling drømte en drøm

I nat befandt jeg mig i et tog. Jeg skulle besøge nogen. Mens jeg sidder der i kupeen og bumler afsted, går det op for mig, at jeg ikke ved, hvem jeg skal besøge og i hvilken by jeg skal stå af. Pludselig kommer der to svedige oppustede polaker med pomadehår og billige papegøjefarvede jakkesæt ind i kupeen. De begynder at chikanere mig, så jeg rejser mig op efter et stykke tid og forlader kupeen. Da jeg kommer tilbage, opdager jeg, at de har stjålet min pung og at min mobil er løbet tør for strøm. Jeg trøster mig med, at jeg kan melde min pung stjålet og at den jeg skal besøge sikkert har en oplader. Hvis bare jeg lige vidste, hvem det var og i hvilken by, jeg skal stå af. Og så vågner jeg.

Snakker vi tyk symbolisme, eller hvad?! Jeg har i drømmen en svag anelse om, at den jeg skal besøge er en af min søns veninder. Han er lige nu 16 år. Jeg var 16, da jeg flyttede hjemmefra. Lidt nødtvungent, men det var fordi min mor hele tiden fik psykotiske gennembrud. Det kan man lissom ikke leve med i længden, når man samtidig skal passe sin skole, sine venner og sit fritidsjob.

Jeg tror, at jeg i nat prøvede at rejse tilbage til mig selv. Til den gang jeg var 16 år. Til den gang jeg opdagede, at de voksne slet ikke var så voksne endda og at de ikke var i stand til at varetage mit ve og vel. Til den gang de voksne stjal min energi og mine midler (muligheder?). Til den gang jeg opdagede andre voksnes hårrejsende afvisning af mig, fordi det er svært at håndtere psykisk sygdom og psykotiske gennembrud. Til alle de døre, der blev smækket i hovedet på mig og de telefonrør, der blev smidt på - bogstavlig talt. Tilbage til min fars vattede forsøg på at hjælpe og hans hurtige given op, fordi det var for svært for ham følelsesmæssigt. Jeg forstår det godt i dag. For hvad stiller man op med et andet menneskes chok (mit), hvis man aldrig har helet sig selv. Hvis man dybest inde i sig selv, selv er en forsømt lille dreng.

Da jeg var 16 år gammel erkendte jeg, at man kun har sig selv. At man i bund og grund er helt alene som menneske. Det var og er en lidt trist erkendelse og jeg brød mig ikke om den. Heldigvis har jeg i dag nogle, der gerne vil låne mig deres oplader og hjælpe mig med at melde min pung stjålet.

End off confession time!

Fremover vil jeg kun poste billeder af mine små tykke tæer og afblomstrede ærteblomster.

Susling efterlyser et godt råd

Nu er det jo ikke meningen, at min blog skal blive en sygejournal og jeg ved godt, at herpes er en folkesygdom. Men altså, noget siger mig, at jeg må have en ubalance, siden jeg har fået flere af den slags angreb i løbet af i år. Plus allergien.

Den herpeshævelse jeg har lige nu er den klassiske. Den kommer hvert år omkring det her tidspunkt. Men der har også været noget i foråret og nu er jeg lidt træt.

Man kan vel angribe problemet fra to sider: Den fysiske og den psykiske.

Tager man det fysiske, så mener jeg, at man må kunne rette op med nogle vitaminer og mineraler. Men hvilke? På apoteket siger de D-vitamin og det spiser jeg faktisk. Selv om jeg lige har holdt en sommerpause og suget sol i stedet. Jeg spiser også sundt og varieret og har absolut ikke en sød tand. Jeg overspiser heller ikke og mange vitaminer og mineraler burde jeg få gennem kosten, som meget består af grønsager, bælgfrugter, ris, fuldkornspasta, fisk og en gang i mellem kød (ikke hver dag og meget sjældent rødt kød. Er for dyrt og for dårligt.)
Bortset fra det så dyrker jeg motion og cykler til arbejde.

Hvad kan en stakkels kvinde gøre mere?

Tager vi det psykiske, så er det jo næsten et vink med vognstang, når min ene side af munden pludselig hæver op. Det er altid den venstre side og det sker som regel i forbindelse med, at jeg kommer tæt på noget småtraumatisk (har vi ikke alle nogle lig i lasten, som skal bearbejdes!?).

Det er noget med, at jeg ikke må tale. At jeg ikke må sige det, jeg ser og synes (har verificeret den med andre og gudsketak og lov for min blog. Her kan jeg springe ud lige så meget som det passer mig). Årsagen til, at jeg ikke føler jeg må tale og være tilstede med mine meninger kan være legio. Selv mener jeg, at jeg fik et decideret chok, da jeg kom tilbage til Danmark fra Østrig og oplevede at blive holdt ude og drillet, fordi jeg var anderledes. Og det var jeg jo også. Jeg havde set andre ting, levet i en anden kultur og talte andre sprog. Jeg var også flere niveauer fagligt over mine klassekammerater, fordi jeg havde gået i en hård skole med fyldepen, diciplin, udenadslære und alles. Det var bare ikke så hammerpopulært, at jeg faktisk syntes, at det var skægt at gå i skole. Så jeg lærte ret hurtigt at lægge bånd på mig selv for at passe ind. Selv om jeg allerede som 8-årig godt viste, at det kom jeg nok aldrig til.

Og så er der jo også det hjemlige gaskammer. Uden at gå for meget i dybden, så kan jeg da godt komme i tanker om situationer, hvor jeg blev bedt om at holde kæft. Jeg blev også kaldt for et sludrechatol (charmerende, ikk' sandt!) og der blev ikke rigtig lyttet til mig, når jeg sagde noget. For det meste synes hele min pukkelryggede (inkl. tanter, onkler, bedsteforældre osv.), at jeg var umådelig charmerede, men ikke lige én, der skulle tages alvorligt.

Nå, men jadde, jadde, jadde og for at gøre en lang historie kort, så er min pointe, at man må gå holistisk til værks, hvis man vil af med sine småskavanker og ubalancer. Det psykiske kan jeg godt håndtere. Det har nærmest sin egen indre inerti. Men hvilke mineraler og vitaminer skal der til?

På forhånd tak!

Update:
Tak til mig selv! Fatter ikke en bønne.
Nåååh! Zink, magnesium og kalcium og vitamin B og C. Snakker vi en multivitaminpille? Ikke det mest eksotiske jeg har hørt om.

Suslings julefred

Hårh, sidder her med maven fuld af for meget af det hele og er aldrig kommet ud af nattøjet. Er stadig helt rørt over, at ha' en søn, der bliver glad for at få to par lange underbukser i julegave (han fik selvfølgelig også en masse andet) og en datter, der summer af lykke over en topmadras og en mælkeskummer (hun fik selvfølgelig også en masse andet). Er også helt rørt over, at Svigermor var blidheden selv og at Svoger snakkede til han gik kl. ca. 4.00 i morges og især rørt over, at han er kommet sig over sin skilsmisse.

Faktisk summer det helt i mig over min lille familie. Min bror og alle hans, som vi var sammen med den 22. Gammel-Moster, som var for træt til at komme juleaften, men som vi også så ude hos min bror og som jeg er i telefonisk kontakt med løbende. Min gamle søde nabo, der har holdt jul helt alene, men som da skal ha' et lille stykke af min julekage, når jeg en gang i morgen tidlig kan ånde nogenlunde normalt igen og er sprunget ud af nattøj, briller og konstant morgenhår. Kan jo ikke vise mig offentligt sådan her, vel.

Men faktisk sker der jo underlige ting ude i verden, mens vi andre er tæt på at blive tvangsindlagt på gastrointeritisk afdeling eller får julerøvet vores hjem. F.eks. så går irerne da helt amok i bodsgang. Så lige at fire biskopper nu var trådt tilbage pga. pædofili og de undskylder og undskylder derovre. Det gør kineserne til gengæld ikke. De fængsler bare hinanden i 11 år pga. noget på internettet, når de ikke lige dyrker dødsstraf eller udvikler produkter, der slår spædbørn ihjel. Men de har jo sådan set også en tusindeår lang tradition med at være onde ved hinanden og må jeg tilføje onde ved os. Var da vist bl.a. dem, der blokerede for en klimataftale, der rykkede. Lang-tung-ting at trækkes med der.

Nå, nu er ungerne skredet begge to. Der er lige nogle venner, der skal plejes. Jeg kravler til gengæld tilbage på sofaen og tuner ind på kanal 6, hvor de sender:"The Alamo". Vist også noget med noget ondskab og død. Bliver jo nødt til at ha' bare lidt modvægt til alt det her lykkesummen. Men tror nu nok, jeg kan finde lidt tid og energi til at kysse på gemalen på et eller andet tidspunkt, når jeg har fordøjet. Damn skulle ikke ha' taget det ekstra stykke flæskesteg!
Nå, hvad...er det ikke noget med, at man skal spise så meget af alt det vamle kødhelvede og sovs i kaskader, at man på et tidspunkt sværger, at man aldrig rører det stads igen?

Julefred til jer alle!

Susling advarer: Selvmedlidende kvindekropsindlæg

Jeg ved ikke lige, hvad der er sket. Men min krop gider ikke lege sammen med mig mere. Faktisk er den begyndt at moppe mig. Har jo den her herlige hormonspirella, men alligevel har jeg mens-symptomer løbende. Det er også som om, jeg i perioder svulmer op, sådan næsten fra den ene dag til den anden. Den ene dag skal jeg spænde bæltet en tak til ind og er ved at tabe bukserne, hvis jeg ikke gør det. Det næste øjeblik ligner jeg én i 6. måned og kan overhovedet ikke forstå, at der er nogen (som i mænd), der gider kigge på mig (og vi snakker altså dage og få uger her!).

Hvad sker der? Er det begyndende klimakterie? Har jo ikke rigtig nogen at spørge, udover lægen, og hun ser mig altid bare dybt ind i øjnene og siger: "Har vi det ikke alle sådan?" Mens hun uden at se på tastaturet skriver latinske ord ned. Har prøvet at tyde det. Har jo lissom den store latinprøve...Er forøvrigt blevet venner med hende på fjæsbog. Dårlig idé siger jeg bare. Nu kan jeg følge med i, hvad hun bruger alle sine penge til. Katjing videre til næste patient (skal jo tjene til ferier, åben sportsvogn og familiepalæet).

Syn's os´ min hukommelse er blevet dårligere. Skete sjovt nok efter, at jeg læste en artikel om, at kvinder mellem 40 og 50 ikke ku' huske noget! Hukommelsen skulle forøvrigt komme igen. Ja, tak skæbne, så kan jeg plage omgivelserne med alle mine erindringer fra en svunden tid lissom f.eks. Gammel-Moster gør.

Måske bliver man bare gammel af, at ens børn bliver store? Dj Brokhouse formerly known as Lugtelakridsen kom i hvertfald bralrende hjem fra fest kl. alt for sent om natten. Skumfidusen kom til gengæld ikke hjem. Hun overnattede hos en ven. Han sku' vist angivelig være bøsse. "Han elsker, at shoppe med mig," siger hun. Cykelmyggen - hendes kæreste er enig! "OK, pyha," sagde jeg. "For hvis han ikke var, så var det godt nok den længste og mest subtile scoring, jeg har været vidne til!"

Har for øvrigt en nabo, der er nogle få år ældre end mig. Hun har fire børn og hun er mormor til to. Da ungerne var mindre, var hun en trunte og jeg var åleslank. Nu er det omvendt. Er der en indbygget logik lige her? Altså, at man får sin krop igen, når ungerne er blevet rigtig store?