Susling om at snakke med sig selv

Da jeg vågnede i morges ville mit hovede godt på arbejde. Men det ville min krop ikke. Den nægtede simpelthen. Det må man vel acceptere. "Nå," tænkte min krop så,"Man kan vel bruge nedetiden på noget konstruktivt og skrive nogle jobansøgninger". Men så stod mit hovede af. Det nægtede simpelthen. Ikke et ord kunne det tænke og alle jobopslag var dumme og rettet mod nogle helt andre end mig.

"Kom så I dovne fjolser!" skreg jeg. "Som minimum kan I vel samarbejde omkring en lille tur ud, så vi ikke bliver sindssyge." Det gad de så godt.

Vel ankommet i Brugsen (skal jo teste om jeg kan holde mig oprejst) var der den længste kø jeg nogensinde har set bortset fra nytårsaftensdag, hvilket så viste sig skyldtes, at alle de andre kasseapparater var stået af. Min krop, mit hovede og jeg stillede os pænt i kø og ventede meget længe og meget tålmodigt uden at brokke os. Vi tænkte bare:"Ok, moment of zen."

Da det endelig blev vores tur og vi havde placeret vores varer på båndet. SÅ STOD DET KASSEAPPARAT OGSÅ AF!

Det er der ikke noget at gøre ved (prøver lidt zen her). Så vi slæbte os kollektivt over til en anden butik i området (den lidt for dyre) og så slæbte vi os hjem igen og gav hinanden en high five, fordi vi dog havde holdt lidt sammen.

Nu har jeg så bedt min krop om at arbejde lidt bedre sammen i morgen og jeg har sagt til mit hovede, at vi skal ha' os noget positivt udsyn og visionere lidt på, hvad fanden det egentlig er vi vil. Og så er vi kollektivt blevet enige om, at man ikke kan forcere ting. Selv om det gad jeg altså personligt godt efterhånden.