kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

15.1.11

Suslings unger

Mine børn er store nu. Meget store. Det er nærmest underligt at kalde dem børn efterhånden. Om 4 måneder, så bliver Skumfidusen 20 og DJ Brockhouse 17. Det er ikke børn længere. Det er unge mennesker (og heldigvis fornuftige). Skumfidusen kom glad ind i dag og trallede, at hun har en veninde, der kan skaffe en lejlighed til sommer og at hun gerne ville flytte ind sammen med hende. "Aj, hvad!?" udbrød faren. "Så bliver vi jo næsten alene."
"Tjo", svarede jeg. "Men det er jo naturligt. Selvfølgelig vil hun gerne bo for sig selv. Det ville da være underligt andet."

Og det mener jeg seriøst. Måske var jeg vild med at være mor til to bløde poder, der sagde skægge ting og lavede legekonstruktioner i hele huset. F.eks. den gang min datter syntes at vores bestik var familier og vi derfor hele tiden måtte spørge hende, om Familien Olsen, Jensen og Gårdbo ikke lige kunne komme på arbejde på spisebordet. Eller den gang vi havde Action Man træningsbane i hele stuen, hvilket betød, at vi måtte kravle henover og nedunder snore spændt ud mellem stole, borde og reoler i flere uger. Eller den ugentlige tur til Tøjhusmuseet, hvor vi skulle klappe kanoner og snakke om sværd og musketter og uniformer. Eller Skumfidusens prinsesseperiode, hvor kun kjoler, glimmer og gummistøvler duede.

I mit hovede var det altsammen lige i går alt det skete. Men samtidig så er hver periode i deres liv fantasisk. Hvert udviklingstrin er spændende. Som da Skumfidusen kunne stemme for første gang og vi cyklede trallende afsted ned til valglokalet, mens jeg råbte:"Velkommen til demokratiet!"

Hver ting til sin tid! Og glæder mig vel egentlig til den næste fase.


PS. Jeg har valgt at forlade min dyne. Bliver bare bims af at sølle den på svagbarnsmåden. Ikke, at jeg ikke må. Min familie er meget deltagende og omsorgsfulde. Men altså...

5 Comments:

At 15/1/11 14:35, Anonymous Annette said...

Gisp, jeg kan mærke, at jeg lige får et sug i maven, når jeg læser dit indlæg!
Der er heldigvis lang tid, til det bliver aktuelt for vores vedkommende, så hvem ved, måske når jeg at vænne mig til tanken...
Rigtig god bedring!

 
At 15/1/11 16:22, Blogger Lizelotte said...

Det er super dejligt når ungerne bliver så store - det er jo det, vi hele tiden ønsker os for dem: at de bliver store, voksne, selvhjulpne mennesker.

Og vi har jo også aftjent vores værnepligt som småbørnsmødre, ikke Susling? ;-)

 
At 16/1/11 13:49, Anonymous Donald said...

Susling, du skriver så tårerne sprøjter eller noget ... i den retning. Du skriver godt. Kram!

Du ved at det er en tid der slutter. Tider slutter selv om der er evigheder til Juleaften. Mange varme hilsener herfra :-)

 
At 17/1/11 19:34, Blogger Beologen said...

Ak ja...de kære små. Mine er 24 og 16. Jeg opfatter dem stadig som mine små børn, selvom den ene af dem selv har fået barn (den ældste!).

Endnu er jeg íkke færdig med at stå på mål for den yngste. Men snart flyver hun også uden trækhjælp. Håber jeg. Meget.

 
At 23/1/11 15:04, Anonymous Susling said...

Tak for kommentarer. Er stadig ikke helt oppe på dubberne og kan ikke finde på intelligente modtræk. Ville bare sige, at jeg har set og læst og at jeg er glad for, at I gider kommentere.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home