Suslings unger

Mine børn er store nu. Meget store. Det er nærmest underligt at kalde dem børn efterhånden. Om 4 måneder, så bliver Skumfidusen 20 og DJ Brockhouse 17. Det er ikke børn længere. Det er unge mennesker (og heldigvis fornuftige). Skumfidusen kom glad ind i dag og trallede, at hun har en veninde, der kan skaffe en lejlighed til sommer og at hun gerne ville flytte ind sammen med hende. "Aj, hvad!?" udbrød faren. "Så bliver vi jo næsten alene."
"Tjo", svarede jeg. "Men det er jo naturligt. Selvfølgelig vil hun gerne bo for sig selv. Det ville da være underligt andet."

Og det mener jeg seriøst. Måske var jeg vild med at være mor til to bløde poder, der sagde skægge ting og lavede legekonstruktioner i hele huset. F.eks. den gang min datter syntes at vores bestik var familier og vi derfor hele tiden måtte spørge hende, om Familien Olsen, Jensen og Gårdbo ikke lige kunne komme på arbejde på spisebordet. Eller den gang vi havde Action Man træningsbane i hele stuen, hvilket betød, at vi måtte kravle henover og nedunder snore spændt ud mellem stole, borde og reoler i flere uger. Eller den ugentlige tur til Tøjhusmuseet, hvor vi skulle klappe kanoner og snakke om sværd og musketter og uniformer. Eller Skumfidusens prinsesseperiode, hvor kun kjoler, glimmer og gummistøvler duede.

I mit hovede var det altsammen lige i går alt det skete. Men samtidig så er hver periode i deres liv fantasisk. Hvert udviklingstrin er spændende. Som da Skumfidusen kunne stemme for første gang og vi cyklede trallende afsted ned til valglokalet, mens jeg råbte:"Velkommen til demokratiet!"

Hver ting til sin tid! Og glæder mig vel egentlig til den næste fase.


PS. Jeg har valgt at forlade min dyne. Bliver bare bims af at sølle den på svagbarnsmåden. Ikke, at jeg ikke må. Min familie er meget deltagende og omsorgsfulde. Men altså...