Susling på en sygedag

"God morgen, nu skal I op," kvækkede jeg kl. 6.45 til mine to comatøse unger og skaffedyret på min højre side og så dejsede jeg om i min dyne igen (min bedste ven p.t.).
Jeg er ikke ligefrem på omgangshøjde i disse dage og det irriterer mig. For ærlig talt: Der er en hel verden derude og jeg vil gerne være en del af den. Selv med grød i hovedet og feber.

Da jeg senere fik øjne, flimrede det rundt i hovedet på mig med alt det, jeg skal og alt det, jeg bør og så smattede jeg ud igen. Det er vist ikke lige mig Fru Middelsvensson, der bygger verdenen lige nu eller driver hjulene rundt. Jeg fryser og sveder, hoster og harker, mens jeg bekymrer mig om, hvordan jeg får skovlen under fremtiden. Min fremtid. Ikke den nærmeste. Jeg har en to-do-liste, der er længere, end den tid jeg har tilbage hos "afrikanerne". Men den næstnærmeste. Hvad skal den blive til? Kan jeg tage livtag med konsulentbranchen igen? Vil stressspøgelset ramme mig igen? Hvad kan jeg overhovedet lide at lave, så'n hvis jeg mærker efter og kan jeg finde ud af det?

"Hvad har Susling fundet på i dag?", spørger min travle mand mig en passent, da han lige stikker hovedet forbi mellem 50.000 aftaler. "Ikke (nys) noget," harker jeg ham op i hovedet og fortsætter: "Er det ok, at jeg lige lægger mig lidt på sofaen?" Den slags gør jeg normalt aldrig, men lige i det sekund var det mit bedste bud på en konstruktiv handling. Og det må jeg vist affinde mig med på en tåget, grå sygedag, kun med udsigt til en sendeflade med royale tvillinger og ny K-leder.