Susling's trængsler

Hvis der overhovedet er nogen, der stadig interesserer sig for mit patetiske lille liv (gør jeg snart ikke en gang selv), så kan jeg da opdatere med, at jeg stadig bor i mit soveværelse på en madras. Nu draperet med en influenzaramt mand og mig, der efter en time på arbejde måtte kaste håndklædet i ringen, slæbe mig hjem med kulderystninger og det tågede flimrer af dagens mega-arbejds-to-do-liste, som så ikke blev fixet den dag-sejlende rundt i vathjernen- på pæn-pige-dårlig-samvittigheds-måden. Kan jo seriøst godt lide mit arbejde, men når man går i stå hver 3. sekund og egentlig ikke er helt med på, hvad man har gang i og det man troede var lidt restpollenallergi pludselig udvikler feber, så er man vel influenzaramt.

Havde klart foretrukket at sidde på en kontorstol som alle andre normale mennesker, frem for at glo på madrassen og den hængelås håndværkerne har sat på døren ind til "byggepladsen" som de kalder min lejlighed, fordi de føler, at vi chikanerer dem. Så var det også, at jeg satte en seddel op på døren til mit badeværelse med besked om, at Dette WC er kun for beboerne og så låste jeg døren, da jeg gik. Så kan de pisse i en faxe-kondi-flaske kan de, hvis de ellers gad at møde op og passe deres arbejde. Og næste gang en eller anden ymter noget om, at polske og tyske håndværkere tager deres job, så vil jeg bare grine dem hånligt op i ansigtet, mens jeg svinger min knytnæve faretruende tæt på deres næse (når jeg altså er i stand til det igen).

Og nå ja! Vi har fået DKs første kvindelige statsminister. Stort. Og så kan man i øvrigt mene om hende, hvad man vil. Hun er lidt teknokratisk. Men det skal nok gå det hele og en dag har jeg vel igen også en stue og et køkken. For selv om man nok nogle gange kan føle, at tingene aldrig forandrer sig, så gør de det jo alligevel - på et tidspunkt - som f.eks. blokpolitikken, som vi endeligt kan vinke farvel til.

Susling om at snakke med sig selv

Da jeg vågnede i morges ville mit hovede godt på arbejde. Men det ville min krop ikke. Den nægtede simpelthen. Det må man vel acceptere. "Nå," tænkte min krop så,"Man kan vel bruge nedetiden på noget konstruktivt og skrive nogle jobansøgninger". Men så stod mit hovede af. Det nægtede simpelthen. Ikke et ord kunne det tænke og alle jobopslag var dumme og rettet mod nogle helt andre end mig.

"Kom så I dovne fjolser!" skreg jeg. "Som minimum kan I vel samarbejde omkring en lille tur ud, så vi ikke bliver sindssyge." Det gad de så godt.

Vel ankommet i Brugsen (skal jo teste om jeg kan holde mig oprejst) var der den længste kø jeg nogensinde har set bortset fra nytårsaftensdag, hvilket så viste sig skyldtes, at alle de andre kasseapparater var stået af. Min krop, mit hovede og jeg stillede os pænt i kø og ventede meget længe og meget tålmodigt uden at brokke os. Vi tænkte bare:"Ok, moment of zen."

Da det endelig blev vores tur og vi havde placeret vores varer på båndet. SÅ STOD DET KASSEAPPARAT OGSÅ AF!

Det er der ikke noget at gøre ved (prøver lidt zen her). Så vi slæbte os kollektivt over til en anden butik i området (den lidt for dyre) og så slæbte vi os hjem igen og gav hinanden en high five, fordi vi dog havde holdt lidt sammen.

Nu har jeg så bedt min krop om at arbejde lidt bedre sammen i morgen og jeg har sagt til mit hovede, at vi skal ha' os noget positivt udsyn og visionere lidt på, hvad fanden det egentlig er vi vil. Og så er vi kollektivt blevet enige om, at man ikke kan forcere ting. Selv om det gad jeg altså personligt godt efterhånden.

Susling på en søndag

Om jeg er blevet rask? Tak, fordi du spørger. Overhovedet ikke. Hvornår jeg sidst har været i bad? Øh...så langt kan jeg ikke huske tilbage. Men jeg har til gengæld en flot hårkage på hovedet. Og jeg lugter meget naturligt. Tror jeg nok, for jeg har mistet lugtesansen. Og smagssansen.

Får jeg omsorg? Ja, da. Anders har lavet en dejlig "bliv rask nu, søde kone" drik med ingefær, havtorn, æble og gulerod. Den kunne jeg heller ikke smage - overhovedet. Men det var da dejligt med noget kølende gennem halsen og jeg er helt sikker på, at den nok skal hjælpe.

Er jeg ved at blive bims? Jep! Og jeg skal nok holde min kæft nu. Det her er jo bare en banal influenza garneret med en bette lungebetændelse. Ikke noget med operationer eller andre seriøse ting. Jeg bliver helt sikkert rask igen. Men please, det må godt være om snart!

PS. Ny Girlfriend er sød. Meget. Og er nem at omgås og helt normal og har både sin mor og sin far i samme hus og en lillebror, og to katte. Og hun synger i kor og laver sine lektier. Sådan noget kan en mor godt li´. Men jeg glemmer hele tiden, hvad hun hedder. Det må jeg altså arbejde på, ellers bliver jeg lige så pinlig som min far var, da han konsekvent kaldte Anders for Carsten i de første 6 år, vi var sammen?!

Susling på randen af...

I går aftes sådan ved spisetid råbte jeg:"Sayonara!!!" skred ud af døren, smækkede den hårdt efter mig og trampede op på torvet, hvor jeg åd en ristet med det hele hos Cafe Fodkold. Så vidste jeg ikke rigtigt, hvad skulle gøre mere og så trampede jeg hjem igen. Hjemme for hele familien rundt som små stressede myrer og gjorde rent og ryttede op. (Skumfidusen tog for første gang i sit liv badeværelset og har lavet en to-do-liste over deres kommende pligter på eget initiativ). Anders mente i øvrigt, at var jeg blevet væk lidt længere tid, så havde de sgu nok også støvsuget.

Jeg kan så ikke lige huske, hvad jeg blev så gal over. Men normalt er det ikke mig, der laver den slags dramaqueensk konflikthåndtering. Det er mere min bedre halvdel. Desto mere effektivt var det så åbenbart.

Men indrømmet, min lunte er lidt kort p.t. og i dag har jeg fundet ud af hvorfor. Jeg har fået konstateret lunge- og kæbehulebetændelse. Ny oplevelse in deed. Følte mig akut sølle, da jeg hvæsende trak vejret ind og ud hos lægen og siden stod storsvedende i køen på apoteket. Faktisk kom jeg til at springe mig selv over, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at jeg havde trukket et højere nummer, end jeg rent faktisk havde. Sammen med alle de andre på apoteket, så jeg mig også forarget rundt, da ingen reagerede på: "123! 123!!" Da vi så kom til nummer 125, som jeg mente var det nummer JEG havde, gik jeg hen mod skranken med en hysterisk teenagepige i lige hælene. "125, det er mig. Det er det altså!"

Nu er jeg jo lejlighedsvis en pæn dame iført perler og pels, så jeg blev hamrende flov, men er jo samtidig også p.t. udstyret med kort lunte, så jeg sagde:"For satan! Undskyld og alt det her, men jeg har altså høj feber og akut lungebetændelse "(og følte mig et kort sekund som en alkonarkomanhjemløstabernasser). Så jeg fik heldigvis mine 'ganer (3 dages antibiotikakur) og slæbte mig hjem til svagbørnskolonien, hvor jeg endnu en dag kan feste på skatteydernes regning.

Bortset fra det, så skal man tage det her lungebetændelse ret alvorligt p.t. Min læge sagde, at det var epidemiske tilstande lige nu (pfui, jeg er helt normal!). Skumfidusen siger, at hun kender en, hvis chef lige er død af det, fordi hans kone tvang ham på arbejde, fordi hun ville have guccitasker (sådan meget forenklet). Nu er jeg så ikke lige den, der synes, at det er forsvarligt, at bruge et helt afrikansk børnehjems budget på en "Jane Birkin", og jeg har heller ikke nogen planer om at dø lige nu. Men jeg er taknemmelig for, at mine unger nu tager del i rengøringen.

Susling - en af arbejdsmarkedets heltinder?

Jeg tog på arbejde i går, fordi jeg skulle bevise...Ja, hvad skulle jeg egentlig bevise? At jeg kunne køre på en cykel, gå op af nogle trapper, tænde computer og læse mails, besvare dem og aftale et vigtigt møde og så for resten af pengene bare sidde og stirre tomt ud i luften, fordi min hjerne ikke var samarbejdsvillig? Nå, ja, jeg formåede også lige at slæbe mig ned til frokost, kvækkende konversere kollegaer gennem de tiltagende febertåger og en brændende hals og så køre hjem igen kl. 16.15. Ret heltindeagtigt, ikk' sandt.

Og som tak for min heltedåd, er jeg i dag slået hjem og kan ikke overskue en dut. Kan dårligt løfte armene og synes, at det at tømme en opvaskemaskine eller at fjerne det vasketøj, der har hængt lidt for længe på stativet er uoverskuelige projekter. Fordelen ved det er selvfølgelig, at man så også kan tillade sig at ignorere rengøringstrængende badeværelse, gigant støvbolde og andre normalt påtrængende kvindesysler, der hører i børkategorien.

Jeg er med andre ord fuldstændig færdig med at lege heltinde. Feber, sandpapirshals og grødhjerne skal man tage alvorligt, skulle jeg mene. Jeg glemmer det bare hver gang.

Nååh!

Wednesday, Jan 19th, 2011 -- If possible, take some time away from work today. Even if you are very busy, you can still disappear for a short while by hiding within the privacy of your home or going on a personal mini-retreat without telling anyone. Keep in mind that how long you are gone is not all that important; the quality of your downtime is what counts. Shut out the rest of the world and concentrate on yourself.

Susling på en sygedag

"God morgen, nu skal I op," kvækkede jeg kl. 6.45 til mine to comatøse unger og skaffedyret på min højre side og så dejsede jeg om i min dyne igen (min bedste ven p.t.).
Jeg er ikke ligefrem på omgangshøjde i disse dage og det irriterer mig. For ærlig talt: Der er en hel verden derude og jeg vil gerne være en del af den. Selv med grød i hovedet og feber.

Da jeg senere fik øjne, flimrede det rundt i hovedet på mig med alt det, jeg skal og alt det, jeg bør og så smattede jeg ud igen. Det er vist ikke lige mig Fru Middelsvensson, der bygger verdenen lige nu eller driver hjulene rundt. Jeg fryser og sveder, hoster og harker, mens jeg bekymrer mig om, hvordan jeg får skovlen under fremtiden. Min fremtid. Ikke den nærmeste. Jeg har en to-do-liste, der er længere, end den tid jeg har tilbage hos "afrikanerne". Men den næstnærmeste. Hvad skal den blive til? Kan jeg tage livtag med konsulentbranchen igen? Vil stressspøgelset ramme mig igen? Hvad kan jeg overhovedet lide at lave, så'n hvis jeg mærker efter og kan jeg finde ud af det?

"Hvad har Susling fundet på i dag?", spørger min travle mand mig en passent, da han lige stikker hovedet forbi mellem 50.000 aftaler. "Ikke (nys) noget," harker jeg ham op i hovedet og fortsætter: "Er det ok, at jeg lige lægger mig lidt på sofaen?" Den slags gør jeg normalt aldrig, men lige i det sekund var det mit bedste bud på en konstruktiv handling. Og det må jeg vist affinde mig med på en tåget, grå sygedag, kun med udsigt til en sendeflade med royale tvillinger og ny K-leder.

Susling om måder at håndtere en krise

Nå, men så gik man lige hen og blev syg på den underlige måde. Mystiske kuldegysninger, klamslimet hals og vat i hovedet. For fillan, hvor ukonstruktivt!? Vidste bare, at jeg ikke skulle kysse på en influenzaramt Anders efter, at jeg blev sendt hjem fra a-kassemødet med et påbud om at søge flere jobs. Jamen, jeg gør jo, hvad jeg kan og med en 37 t. arbejdsuge plus almindeligt familiehejs, så er det altså svært at nå to ansøgninger om ugen. Hver uge.

Måske blev jeg også lidt syg af at sidde og se på en ung pige, der brød grædende sammen, efter at hun havde fortalt os, at hun var i en løntilskudstilling og hiksende og hulkende til sidst råbte, at hun følte sig... følte sig... Følte sig ARBEJDSLØØØØØØØØØØØØØØØØS! "No, shit, Sherlock," tænkte jeg, men fordi, jeg er en pæn dame, så sagde jeg:"Jamen, søde. Det gør vi da alle her."

Og det var så derefter, at en anden af de ramte (en ung fyr) nægtede at fortælle om sig selv og jeg pludselig opdagede, at en anden ung fyr måtte være mentalt syg, for han fortalte, at han var både i løntilskud og var startet som selvstændig og havde kunder nok og nu ville han melde sig ud af det her system og han gik hele tiden ind og ud af lokalet, mens han mumlede og hans hår strittede og han kunne ikke fylde sine skemaer ud. Og en helt tredje ung pige skingrede løs om sig selv og tog al tiden og vores og den søde unge lidt rodede nyuddannede billedkunster fik mere og mere kuglerunde øjne og og og....

Ja, så sad vi der hver for sig og håndterede krisen. Jeg gjorde det ved, at spørge fyren ved siden af mig, om han ville dele en appelsin med mig og ved at fyre små jokes af, som f.eks. da Konsulenten spurgte mig, om der var noget, hun kunne hjælpe mig med og jeg svarede:"Næh, det sku' da lige være et job." Og alle brød grinende sammen (så sjovt var det altså heller ikke, det jeg sagde!).

Jeg ved sgu ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om det her, men må nok hellere lige fyre en ansøgning eller to af i min omtågede influenzatilstand.

Susling som rollemodel

For mig er det et tydeligt tegn på, at jeg er ved at være rask, at jeg igen begynder at mærke verden og faktisk også har lyst til den. (Bare ærgerligt, at det første jeg registrerer er Hjorten og hans finanslov.)

Jeg formoder mange andre har det som jeg, når de pludselig mærker, at de vist ikke helt er på dupperne. Jeg har siddet meget meget træt på sengekanten om morgenen og har stirret ud i luften, mens en hysterisk overansvarlig kvinde, har kværnet løs om, at: "I dag så tager du dig sammen. Der er vasketøj og ægteskab, unger og rengøring, interviews og tests, tekster og mails".

Den lille trætte pige har bare siddet der ved siden af og har mærket, hvordan kræfterne var sevet ud af armene og benene. Bare tanken om at rejse sig op er en odyssé. En lang, lang rejse. For ikke at tale om turen ned til apoteket. Næsten en umulighed.

Jeg har meget, meget svært ved at tillade mig selv, at det nogen gange er sådan. Jeg skal have tilladelse fra andre til det. At lægge mig med en influenza f.eks. Jeg har slæbt mig på arbejde med ravende halsbetændelser, siddet svimmel til møder, snottet mig gennem seminarer. Og undskyldt, undskyldt, undskyldt, at jeg lige i det øjeblik ikke var helt hjernemæssigt disponibel. Men lige om lidt, så var jeg på igen.

Det er altså ikke kvindefrigørelse. Nogle gange kan man ikke, basta. Og så må man vist lære at være sin egen mor. For når ungerne skranter, så beordrer jeg en dag under dynerne og fortæller dem, at verden ikke forsvinder på de få sekunder, det tager. Det er så bare ikke altid, de lytter. De stædige bæster.

Susling low key

I dag har min største bedrift bestået i, at jeg er stået op. Ungerne er også syge, så vi tøfler stille rundt med snotklude inden for rækkevide. Heldigvis er min læbe ikke længere på størrelse med en a-skål. Nu sidder der kun et af de hersens sår, som man i følge reklamerne fixt kan dække med sådan et rundt plastikplaster, som man sætter på, mens man energisk hopper rundt og tager sine højhælede på lige inden daten træder ind af døren. Jeg vil også hoppe energisk rundt! Istedet for hele tiden at smatte ud på sofaen og tage en uautoriseret mormor.

Lørdag aften var jeg også blevet omfavnet af sofaen, da jeg pludselig vågner op til en stue draperet af cykellygter. Strømmen er gået og Anders drønner sammen med Dj Brockhouse rundt for at lokalisere årsagen. Træt, meget træt løfter jeg hovedet op over sofakanten og foreslår, at de ringer til den hjælpelinje, vi rent faktisk har som lejere. Det går han hvæsende med til.

En halv time efter står der en sortklædt mand med pandelampe midt i min stue. Han bevæger sig rundt med hurtige katteagtige bevægelser og trykker løs på stikkontakter og hiver stik ud. Det var næsten som at være med i "Brazil" (i øvrigt en af mine yndlingsfilm). Han kommer hurtigt og han går hurtigt igen. Med den forskel fra "Brazil", at han rent faktisk reparede noget frem for at ødelægge. Nu skulle alt vel være i sin skønneste orden. Men nej! En time efter råber min søn gurglende på mig. Der er blod over hele håndvasken, på spejlet, på fliserne, på det der står på hylden under spejlet, på sæbedispenseren, på toiletet - overalt. Den stakkels knægt er tidligere på dagen med en fuldvoksen influenza med i bagagen, taget den lange vej for at slå op med sin kæreste. Han ville gøre det ansigt til ansigt. Han var kun væk nogle timer. Hele vejen til vestsjælland og så tilbage med makeupgrådrester på sin ene skulder. Nu havde han fået massivt næseblod. Det skal man jo også lige tage sig af - både blod og følelser.

Jeg skal hilse og sige, at jeg har sat hele familien på en vitaminkur (min datter er også nede med flu). Selv åd jeg også lige oveni d og c og b, et par fed hvidløg rå (tænkte, at der alligevel ikke er nogen, der gider at kysse på en med et plus size herpessår). Det med hvidløgene får jeg nok ikke ungerne til. Men så har de bare at spise nogle af de hjemmedyrkede spirer, jeg har planer om! Når jeg engang holder op med at være så træt.

Susling fra sygesengen

Og så var det, at jeg lige vågnede op med tyk hals og snot. "Hold da helt kæft, hvor ser du skidt ud!" sagde min højtelskede mand. "Mange tak," gurglede jeg. "Jeg elsker også dig." Men da jeg kort efter så mig i spejlet, kunne jeg godt se, hvad han mente. Det var ikke mit bedste øjeblik.

Så nu har jeg lagt mig syg. Eller rettere jeg prøver på at ligge syg. Det er jeg ikke så god til. "Lad nu være med at stresse," sagde mit søde arbejde, da jeg gurglende og rallende forklarede i telefonen, at jeg nok måtte gå fra at være en, der arbejder hjemme, til en der ligger syg. Og så stressede jeg og remsede hysterisk alt det op, jeg havde planlagt hele denne uge skulle bestå af. Jeg kan godt lide mit arbejde.

Det jeg nok burde gøre nu, det var at lægge mig på sofaen med et tæppe trukket godt op over næsen og stene Dr. Phil å'sån. Men det kan jeg ikke finde ud af. Jeg får stress af bare at ligge der som en anden grønsag. Jeg bliver rastløs og irritabel og vil meget hellere være i gang. Cykle ud i verden med læbestift og pæne sko på, få noget fra hånden, snakke med andre og mærke livet omkring mig. Men det med læbestiften ville sgu se grotesk ud på min ene opsvulmede læbe og snakken med andre ville foregå i staccato afbrudt af pudsen næse. Hurra!

Nå, men jeg må gøre forsøget på at ligge syg. Hvis bare jeg kunne finde ud af det, suk.

PS. Jeg har virkelig brug for gode råd til, hvordan jeg opbygger mit immunforsvar ud over at sluge D-vitaminer.

PpS. I den fortløbende saga med Gamle Moster, så kan jeg berette, at hun nu er blevet småskør. Sådan bogstavelig talt. Det siger hendes plejepersonale selv, så det er ikke noget, jeg bare sådan sidder og finder på. Det er rent autoriseret. At hun er blevet småskør, kan jeg ikke helt forholde mig til. Gider ærlig talt ikke flere familiemedlemmer, der lever i et parallelunivers. Jeg kan vel i princippet heller ikke gøre så meget ved det. Har ellers foreslået plejepersonalet, at de ordinerede lidt psykologsnak. Men det nægter den gamle kategorisk. Så nu fylder de hende med lykkepiller og andet godt fra medicinskabet istedet. Hurra!

ppps. Jeg er faktisk ret ked af det min moster.

pppps. Jeg vil ha' et kram!

Susling afslører et faktum

Anders siger, at den slags ting kun sker for mig. Men han siger jo også, at jeg er sådan én, der som den eneste skvatter, hvis der bare ligger en millimy klat is på en stor bar overflade. Indrømmet, det hænder. Jeg kan også godt finde på at vade ind i en lygtepæl, fordi jeg har hovedet et helt andet sted (i skyerne?). En gang præsterede jeg, at vade ind i en målstolpe og få slået min ene kontaktlinse ud af øjet. BANG! Men ved I hvad! Jeg fandt den da igen, kontaktlinsen. I bulderravende mørke. Den sad på målstolpen.

Men nu vi er ved det. Kender I andre, der kan falde ned af trapperne til en skotøjsbutik (jep Scarpa inde i KBH. City) og forstuve hele det ene ben til langt op over knæet? Eller som kan skære en kæmpeflig af pegefingeren, mens hun skærer tomater? Hvis tunge sætter sig fast på et tiliset rækværk? Som altid får løbemasker i strømpebukserne? Klorpletter på det dyre tøj og maling på løbebukserne? Apropos maling: I skal ikke nærme jer mig, når jeg svinger en malerrulle. Jeg er smurt ind i stadset og der er mere maling i mit hår end på væggen. Jeg har lært at leve med det. Det har jeg altså. Det er en tilstand, der ikke kan rettes op på.

Og hvad er det så, der er sket nu? Yup, i går holdt jeg jo regnfri (shyy) med den begrundelse, at jeg havde dårlig mave. I dag synes jeg toast og revet æble er en genial opfindelse og jeg har allerede været på toilettet 4 gange. I kid you not. Toilettet er i dag min bedste ven.
Kors, altså. Bortset fra det, er jeg en normal pæn dame. (Når jeg ikke rager sorte negle og pletter til mig).

PS. Shit! (Kors, det var ikke for at være sjov. Bare et spontanudbrud). Kommer i tanker om, at vi får håndværkere på badeværelset! Må og skal slæbe mig på arbejde i morgen, så jeg er i nærheden af et toilet med privatliv. Må så bare lade være med at sidde lårene af folk, for jeg lugter som et mindre børnehavetoilet. Nice, ikk' sandt?!

Susling dyrker det olme

Sidder her helt, helt stille, så jeg kan holde kvalmen i ave. Hver bevægelse sender bølger af dårligdom gennem mig, og det kan man faktisk godt gå hen og blive lidt olm af. Jeg gør i hvertfald - bliver olm. Så olm, at jeg kan lave en hel liste med ting, der får mig til at skumle.

1. Jeg har givet mig selv fri fra arbejdsmarkedet i dag. Men det marked kan faktisk godt gøre mig ret olm sådan på en bredere basis. F.eks. er jeg ikke blevet kontaktet omkring den 2. samtale, der blev lagt op til og som jeg fik en henvendelse om i starten af forrige uge. Jeg nægter at tage det personligt. De må jo have deres grunde. Men jeg er ikke helt sikker på, at det er stedet for mig med det tempo, de lægger for dagen.
2. Til gengæld tager jeg det dybt personligt, at et eller andet obskurt firma har sendt mig 3 par lyserøde syntettrusser i str. mormor. Der er godt nok blonder på for at bløde looket lidt op, men helt ærligt. Det er da ikke lige det, der sikrer dem mersalg fra min side.
3. Jeg kan også blive lidt muggen over, at denne her sygdom ikke overholder sin del af aftalen. Man lider, man er syg i begge ender og så burde man da for fillan som belønning smide et lille kilo eller to. Men nej.
4. Så er jeg faktisk også ret sur over, at jeg er tvunget til at tage stilling til politik. Jeg har jo sagt, at jeg har meldt mig ud af samfundet, indtil der kommer nogle klogere og mere kompetente politikere på banen. Men nej, man skal død og pine forholde sig. Og det eneste jeg efterhånden kan komme i tanker om er minus-metoden. Dvs. hvem er gået ind for noget, jeg er imod. Ud til højre/venstre med dem. Har så lige set, at een af mine naboer stiller op til Borger Repræsentationen. Måske sku' jeg bare sætte et kryds ved hende? Ikke at jeg er specielt vild med hende, men noget skal man jo gøre.
5. Og så har jeg vist bare generelt ondt i røven. Ellers går det godt. PS.Send flere penge.
   

Susling p.t. halvt oppegående

Selv om jeg bruger en del energi på at holde balancen idag, så stopper hjernen jo ikke med at finde på, så jeg syntes lige, jeg ville underholde med pralebilleder af mine brød og så var det min mands kommentar faldt:"Hvad, nu er du sgu for alvor blevet en husmor-blogger!"

Og så var det, at jeg måtte rejse mig for en kort bemærkning fra mit ildelugtende sygeleje i selvretfærdig harme. Husmor-blogger!!! Går sgu' ikk', marn. Det kan enhver da sige til sig selv. Meget muligt, at jeg p.t. er husmor slash mellem jobs slash lidt løsgående, men husmor-blogger!!! Nope!

Først mine brød. Jeg er så stolt. Jeg troede virkelig ikke, at jeg var sådan een, der kunne bage på dogmemåden. Hvad bliver det næste???!!!

Og så en historie, jeg har gået og gemt lidt på. Hæng på, den er lettere provokerende, hvis man er sådan én, der lader sig provokere.

Skumfidus og jeg kommer hjem fra indkøbstur og ser hendes barndomsveninde med ny mand. (Det gør vi tit, men ham her var anderledes som type). Barndomsvenindes mor hænger ud af vinduet og følger datters gang med ny mand ned af gaden. Jeg åbner vindue (stadig i ført overtøj og indkøbsposer) og hujer:"Heiii...hvem er det (gammel barndomsveninde) hænger ud med?"

Gammel barndomsvenindes mor:" Ja, jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, han er bøsse."

Skumfidus også iført overtøj henover skulderen på mig:" Aj altså, sådan én har (gammel barndomsveninde) altid ønsket sig!"

Lidt grin og så den næste:

Skumfidus:" Jeg har også én!"

Mig:"Ja, min er desværre rejst."

Nabo:"Så må du ud og finde en ny!"

Bøsse lig designerhåndtaske?

PS: Ai vel! Jeg er ligeglad med, hvem der går i seng med hvem og hvordan (bortset altså fra dem, der skal ha' dyr og små børn med under dynerne), men jeg elsker surreele samtaler. Stay tuned, jeg har flere af den slags historier i ærmet, når jeg er færdig med at dyrke toilettet.Husmor-blogger!! Hrmph.

Susling om at holde sig oprejst og den slags

Det er godt nok svært at holde sig vertikal, når man er syg i begge ender. Især når det kommer samtidigt, er det lidt af en udfordring at være syg på den pæne og husmoderlige måde (iiiiiwww!)

Jeg tror ikke lige, at det bliver i dag, jeg tænker store tanker om fremtiden og hvad det hele dog skal blive til. Er faktisk revnede ligeglad i skrivende stund og blive til et eller andet, bliver det vel.

Det bliver heller ikke i dag, jeg bevæger mig for langt væk fra skønne fasciliteter som hvid sanitet og skyl. Tør dårligt nok gå ned til den irakiske kioskejer. For hvad nu hvis?

Til gengæld holdt jeg mig tilpas oprejst i går til lige at bryde en ny grænse. Jeg fik afprøvet mine nye bageevner på dogmemåden. Surdejen skulle jo bruges og det blev den i en melblanding bestående af almindelig hvedemel og gramhamsmel. Det blev lidt af en succes og da dødnemt. Hvad fanden har jeg været så bange for før i tiden? Jeg kan jo bage! Jeg smækkede også lige et andet brød sammen - et landbrød med øl og honning. Faktisk meget interessant: Man blander gær, varmt vand og en lille pilsner sammen med 125 g. grovhvede, honning, olie og salt og så skal det stå, til det begynder at boble (!!). (Jeg er lidt hooked på sådan noget småkemisk). Når det bobler (efter ca. en halv time), så blander man hvedemel i og blander og ælter til det bliver en fast elastisk, men stadig fugtig dej. Og så skal det bare hæve og hæve og hæve. Og det gør det - hæver altså. Brødet blev gigastort og fik mit surdejsbrød til at ligne en bette klejn ting. Jeg er imponeret.

Når jeg kan stå oprejst igen, så tror jeg næste projekt skal være noget fransk landbrød med valnødder eller måske et græsk landbrød eller....pfui...Nå, men indtil da, har jeg da sørget en anelse for familiens overlevelse.


PS:
Og til dem, der skulle få den idé, at det er mine brød, der har resulteret i klam sygdom, så siger jeg bare: "Flyv bort, onde menneske!" Jeg kan nemlig bage, ja, jeg kan. Og nu er jeg den, der er skredet. Skal lige nærstudere noget hvid sanitet.

Susling med strøm på igen

Christ! Så kom strømmen igen og når man så står der med hovedet nede i sure sokker, underbukser og Skumfidusens tøj fra Roskilde Festivalen, så kan man jo brøle løs på "Sunshine, sunshine reggae" (bare sådan ud af hovedet), mens man spekulerer på, om man er ved at udvikle svineflu...føles lidt sådan.

Og Skumfidusen har allerede lagt sig.

Man kan også spekulere på, om man nogensiden når, at se Gammel-venindes barnebarn inden han er flyttet hjemmefra. For sidst måtte jeg melde afbud pga. herpessår. Herpessår er ikke babyvenlige. Det er influenza heller ikke.

Men er der ikke noget med, at får man der her svineflu tideligt - som i nu-, så er den i sin milde form og man har fået dannet antistofferne til, når pandemien rammer massivt?

Oink...Tror snart I finder mig under dynen!

Susling siger Gott verdamt!

Børnebaciller, vuggestuepest, småbørnsforældrestafilikokker...Høh..Som om jeg ikke har været der...som i dengang...gider ved Gott ikke mere....Men den slags er man åbenbart tvangsindlagt til, når ens nye kolleger er småbørnsforældre...og man selv er en aldrende sild.

Synes godt, at de kunne vise lidt hensyn...det gjorde jeg da...mødte da ikke op med sygdomme rasende bare for at bevise, at jeg var her og jeg kunne noget. Nå, men bortset fra, at jeg tror ca. 1/2 af DK er ramt med noget, så er landet jo også ramt af tilløb til galloperende krise og arbejdsløshed. Der har jeg også været. Da jeg var helt frisk fra fad med et eksamensbevis i hånden, så var der 480.000 registrerede arbejdsløse...I kid you not!Tough luck, doh..men jeg, Sus, klarede den...ikke at det gav en firhjulstrækker og et parcelhusparadis...men den slags har jeg jo alligevel aldrig været til. Synes da firhjulstrækkere er pinlige og det har jeg altid gjort...med mindre man har en fordi, man bor i det skotske højland eller langt ude på den jyske hede...og parcelhuse! Tænk at brænde inde med en gang 60'er slum i Albertslund...næh, nej...den borgerligshedsbølge hoppede jeg aldrig på....

Og hvor vil jeg så hen med min akutte surhed? Jov...for fanden gider ikke andres stafilikokker...de gør ondt i halsen gør de...og det er jo ikke sådan, at jeg har et overflødighedshorn tilbage af år. Jeg æder jo lissom af livets kalenderlys...(Jeg bliver 45 næste gang..pyhhh..mange år.. snak ikke om det ....og jeg kan nok ikke forvente at blive 90...regner jeg bestemt ikke med).Så sørg lige for ikke at smitte andre...Vil gerne være tilstede i de år jeg har på jorden endnu!