Susling om måder at håndtere en krise

Nå, men så gik man lige hen og blev syg på den underlige måde. Mystiske kuldegysninger, klamslimet hals og vat i hovedet. For fillan, hvor ukonstruktivt!? Vidste bare, at jeg ikke skulle kysse på en influenzaramt Anders efter, at jeg blev sendt hjem fra a-kassemødet med et påbud om at søge flere jobs. Jamen, jeg gør jo, hvad jeg kan og med en 37 t. arbejdsuge plus almindeligt familiehejs, så er det altså svært at nå to ansøgninger om ugen. Hver uge.

Måske blev jeg også lidt syg af at sidde og se på en ung pige, der brød grædende sammen, efter at hun havde fortalt os, at hun var i en løntilskudstilling og hiksende og hulkende til sidst råbte, at hun følte sig... følte sig... Følte sig ARBEJDSLØØØØØØØØØØØØØØØØS! "No, shit, Sherlock," tænkte jeg, men fordi, jeg er en pæn dame, så sagde jeg:"Jamen, søde. Det gør vi da alle her."

Og det var så derefter, at en anden af de ramte (en ung fyr) nægtede at fortælle om sig selv og jeg pludselig opdagede, at en anden ung fyr måtte være mentalt syg, for han fortalte, at han var både i løntilskud og var startet som selvstændig og havde kunder nok og nu ville han melde sig ud af det her system og han gik hele tiden ind og ud af lokalet, mens han mumlede og hans hår strittede og han kunne ikke fylde sine skemaer ud. Og en helt tredje ung pige skingrede løs om sig selv og tog al tiden og vores og den søde unge lidt rodede nyuddannede billedkunster fik mere og mere kuglerunde øjne og og og....

Ja, så sad vi der hver for sig og håndterede krisen. Jeg gjorde det ved, at spørge fyren ved siden af mig, om han ville dele en appelsin med mig og ved at fyre små jokes af, som f.eks. da Konsulenten spurgte mig, om der var noget, hun kunne hjælpe mig med og jeg svarede:"Næh, det sku' da lige være et job." Og alle brød grinende sammen (så sjovt var det altså heller ikke, det jeg sagde!).

Jeg ved sgu ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om det her, men må nok hellere lige fyre en ansøgning eller to af i min omtågede influenzatilstand.