Susling om humor

Hvis der er noget, jeg er dybt taknemmelig for, så er det, at jeg har evnen til at grine. Ellers kunne man hurtigt ende op med et ansigt som en bulldog. (Og i min alder er det ikke noget man vil have!) Tag f.eks. mit skab. Først er det i restordre, så jeg må vente to uger på det og så er dørene fan'jensme også i restordre, så vi må vente i to uger mere på dem. Der kunne man jo godt være faret i flint, havde kimet dem ned og oprettet en "Jeg hader Jysk" facebook-gruppe. Men hvorfor skulle jeg det? Forbandelser man udsender, rammer tilbage på én selv. (Fed livsvisdom, ikk' sandt) og så er det altså ikke godt for min rynkesituation.

I går overhørte jeg også noget, som hvis jeg havde været en bitter gammel sveske, godt ku' ha' sendt mig i selvspind.

Mig i kiosk. Ung mand i 20'erne taler i mobil med sin ven: "Hvad!? Siger du, at der kommer piger!? Så må vi ha' noget salat. Piger vil have salat." Her kunne man tage forarget rødstrømpe-attitude op af tasken. Men sådan er jeg ikke indrettet. Jeg tænkte som så: "Jeg er helt sikker på, at din mor har opdraget dig med grønt og frugt. Nu er du dig selv og du hviler i din maskulinitet, og er man en flok drenge sammen, så står den nu engang på rødvin og steaks med minimum af grønt. Du har dog så meget pli og vil gerne stå dig godt på pigefronten, og så skal der selvfølgelig være salat til det smukke køn."

Jeg blinkede til knægten og hviskede:"Yep! Piger vil ha' salat!" Bagefter grinede Anders og jeg sammen ved tanken om, at salat nok endte med at være en gang iceberg, nogle tomater og noget Thousand Island-dressing. Men hei, da grønt og en slags salat.

Kan I se min pointe? Man kan vælge, at se det hele som angreb og så kan man vælge, at se livet som daglig humor på højt plan.